Med moderne teknologi og stærke slægtsbånd organiserer somaliske diaspora grupper genopbygning i de mest fjerntliggende og farlige områder af Somalia

Stærke bånd til ens somaliske hjemegn og en følelse af ansvar over for de mennesker, der bor der.

Detaljeret viden om sin egen slægt og hvilken klan og underklan, den tilhører.

Ekstremt veludviklet teknologisk infrastruktur med mobile penge og diverse apps.

Det er tre faktorer, der spiller en afgørende rolle, når somaliere, som lever uden for Somalia, indsamler penge til deres hjemland. Tilsammen har det gjort den somaliske diaspora kendt for sin evne til at hjælpe hurtigt og med store pengesummer, når krisen rammer.

De er i stand til at mobilisere midler langt hurtigere end det internationale humanitære system.

De indsamler flere penge, og pengene når ud til nogle egne i Somalia, som er så fjerntliggende og/eller farlige, at ingen NGO’er er til stede.

Som led i sin forskning har postdoc Jethro Norman besøgt nogle af disse områder i Somaliland i de nordlige somaliske territorier.

”Ofte er det meget små byer, hvor de internationale hjælpeorganisationer er fuldstændig fraværende, fordi det simpelthen er for langt væk eller for farligt. Vi stoppede på et tidspunkt for at drikke te i en af de her små byer sammen med formanden for de lokale autoriteter, og jeg kunne se, at der var ved at blive bygget flere større bygninger, men der var ingen skilte fra donorer eller Ngo’er. Så jeg spurgte ham, ’hvem står for de her byggerier?’ Og han svarede, at det var landsbyens diaspora,” fortæller Jethro Norman.

Han har netop udgivet en artikel i det videnskabelige tidsskrift Geoform om sin seneste forskning, hvor han på baggrund af omfattende feltarbejde i Somaliland afdækker ny viden om den somaliske diasporas rolle i udviklingsprojekter i Somalia og genopbygning efter katastrofer eller krigshandlinger.

Ud fra sine interviews og feltobservationer udvikler han konceptet ’kinshipping’.

Kinshipping kan bruges som ramme til at forstå og forske i den tætte forbindelse og samspil mellem noget meget følelsesmæssig – tilhørsforhold, slægtskab, religion og åndelige bånd som er rammen om den ekstremt stærke somaliske diaspora – og den infrastruktur, som er fuldstændig afgørende for, at diasporaen er i stand til at mobilisere globalt.

”Uden den teknologiske infrastruktur ville de ikke være i stand til at indsamle penge så hurtigt og ikke mindst sikre, at pengene faktisk når frem og udmønter sig i katastrofehjælp, genopbygning eller udvikling de steder, de var tiltænkt,” siger Jethro Norman.

”Men uden den stærke følelse af slægtskab, som er særligt for somaliere, ville der ikke være et udgangspunkt for at indsamle penge for at hjælpe. Så de to i kombination er forudsætning for at diasporahumanismen eksisterer og fungerer i dag.”

Global mobilisering

Forskere har længe interesseret sig for den somaliske diaspora, der er kendt for at være meget stærk og for netop at være i stand til at indsamle store pengesummer meget hurtigt. Der er generel konsensus om, at diasporaen historisk har været hurtigere og på nogle punkter bedre til at sikre genopbygning og udvikling i Somalia sammenlignet med internationale hjælpeorganisationer.

I forskningsprojektet D-Hum, som Jethro Normans studie er en del af, undersøger en gruppe forskere fra Kenya, Somalia og Danmark i dybden, hvordan diasporahumanismen fungerer i praksis.

Hvordan får somaliere, som er spredt på hele jordkloden – fra Danmark, Holland, Storbritannien, USA og Australien til  Dubai, Zambia og Kenya – viden om, at den fjerntliggende landsby i Somaliland, som deres forfædre voksede op i, har brug for penge til genopbygning eller udvikling?

Hvordan bliver pengene indsamlet, og hvordan sikrer diasporaen, at pengene ender det rigtige sted?

Hvem hyrer de entreprenører, som skal stå for genopbygningen? Hvem leder byggeriet osv. osv.

Kort sagt: Hvordan ser diasporahumanisme ud i praksis ude i de landsbyer, som har glæde af den?

”I modsætning til udviklingsprojekter fra internationale NGO’er og hjælpeorganisationer, så er diaspora-finansierede projekter meget mere usynlige. Du kan selvfølgelig se, at der bliver bygget, men i modsætning til hvis det er en NGO, er der ingen skilte om, hvem der har finansieret byggeriet og hvem der står for det,” fortæller Jethro Norman.

Han har besøgt landsbyer, hvor byens diaspora har finansieret et hospital eller en skole eller genopbygning af vandforsyning.

”Diasporaen reagerer meget hurtigt. Typisk er man som somalier, der bor udenfor Somalia, medlem af en WhatsApp-gruppe for den landsby, man selv og ens slægt stammer fra. Og så kan et foto af, at landsbyens brønd er tørret ud, faktisk være nok til at starte en indsamling, som igen går på tværs af de lande diasporaen lever i. Simpelthen fordi alle der stammer fra den landsby er med i samme WhatsApp-gruppe.”

Forskellige niveauer af tilhørsforhold

Mange somaliere, der lever uden for Somalia, har ofte både en tilknytning til Somalia som hjemland og en endnu stærkere til det specifikke område, deres slægt stammer fra.

På den måde er der forskellige niveauer, som kan mobiliseres alt efter behov. Fra mindre genopbygningsprojekter eller udviklingsprojekter i en specifik landsby finansieret af den specifikke landsbys klan-diaspora. Til mobilisering på tværs af klaner og områder ved større katastrofer, som rammer større dele af Somalia.

Det skete for eksempel i forbindelse med tørken i 2017, hvor indsamlingen af penge skete gennem de forskellige klaner, men hvor hele den somaliske diaspora blev mobiliseret, og pengene blev brugt til generel katastrofehåndtering og nødhjælp bredt.

Ifølge Jethro Norman er diasporaprojekter mindre plaget af korruption end NGO-projekter eller statslige projekter.

”Ved de meget lokale projekter, kender folk ofte hinanden godt. Så der vil korruption hurtigt bliver opdaget, og det vil være en skam for dig og din familie og klan, hvis du har snydt. De større projekter, hvor der samles ind bredere, er der større forekomst af korruption, men stadig mindre end ved traditionelle udviklingsprojekter.”

Er diasporahumanismen så bedre end officielle nødhjælps- og udviklingsprojekter?

 ”På nogle områder ja. Som sagt det går hurtigere og når ud til de mest øde områder af Somalia. Omvendt kan nogle landsbyer eller befolkningsgrupper have en stærkere diaspora end andre og derfor få flere midler. Det kan være med til at skabe en ulige udvikling. Der kan også være konkurrence mellem klaner i en landsby, som betyder, at hvis den ene klans diaspora finansierer en skole, så vil den anden klans diaspora også gøre det. Så står man med to skoler, men har kun brug for en, mens landsbyen ved siden af mangler en skole.”