Den misforståede kritik af Lars Løkke Rasmussens bistandsfråseri

Alle kender som bekendt til vigtigheden af at holde æbler og pærer for sig. Mandag den 14. oktober forsøgte Kristeligt Dagblad og Professor ved Århus Universitet Christian Bjørnskov sig ikke desto mindre med hvad der bedst kan beskrives som et angreb med uspecificerede blandede rådne frugter mod den danske NGO-verden.

I en leder om Lars Løkke Rasmussens ekstravagante udgifter til repræsentation som formand for Global Green Growth Institute (GGGI) beskriver Kristeligt Dagblad , hvordan historien rejser to principielle spørgsmål. Om man som garvet politiker bør vide bedre i sådanne tilfælde, og mere vigtigt her, om de internationale organisationer omgås deres midler med den fornødne respekt. Budskabet var at der skulle strammes op. Til denne leder fulgte et interview med Christian Bjørnskov, Professor ved Århus Universitet. Bjørnskov udtaler her bl.a. hvordan sagen med Lars Løkke Rasmussen ”reflekterer hvordan systemet virker, og er et klassisk problem i NGO-verdenen, der svømmer i penge”. I kombinationen af de to artikler finder vi problemet.

Det er indiskutabelt at Danmarks udviklingsbistand skal bruges til det den er skabt for, nemlig fattigdomsreducering. Al fråseri og misbrug af udviklingsbistand skal naturligvis ud i lyset og stoppes hurtigst muligt. Det kan ingen tale imod. Problemet opstår derimod for alvor, når man vælger at fordreje Lars Løkke Rasmussens fråseri med danske bistandsmidler til at indlede et generaliserende og misforstået angreb på den danske NGO-verden.

Repræsentation er muligvis et nødvendigt onde ved at drive en hvilken som helst organisation, der er afhængig af offentlig velvilje eller midler fra private for at fastholde sin position eller fortsat eksistere. For den danske NGO-verden er der dog ikke blot tale om repræsentation når der snakkes administrationsgebyrer, altså den del af organisationernes midler der ikke går direkte til modtagerne, men til at opretholde organisationerne selv. Der er tale om midler der skal sikre kompetente medarbejdere og sørge for at disse kan udføre det store arbejde det kræver at vurdere præcist, hvor og hvordan udviklings- og humanitær bistand skal gives for at den er mest effektiv, og derefter levere den.

At karakterisere brugen af midler til disse formål som værende et klassisk problem i NGO-verdenen er en problematisk kritik, der illustrerer manglende indsigt i, hvad det kræver at levere effektiv fattigdomsreducering.

Ikke overraskende er der tale om en tilbagevendende problemstilling for flere danske medier. Diskussionen blussede sidst op i slutningen af 2011 i Ekstra Bladet. Dengang var kritikken afledt af opmærksomheden på Dadaab flygtningelejren i Kenya. Som et led i kritikken fremhævede man på negativ facon administrationsgebyrerne hos syv af Danmarks største nødhjælpsorganisationer. Listen der blev fremlagt dengang, viste at disse organisationer i gennemsnit sørgede for at 94% af deres midler nåede modtagerne direkte, dvs. 6% gik til administration. Bekendt med de nødvendige rammer for at sikre effektivt udviklings- og nødhjælpsarbejde må det siges absolut ikke at være et højt tal.

Kritikken efterlader også meget at ønske i dens direkte sammenligning mellem Lars Løkke Rasmussens GGGI og resten af den danske NGO-verden. GGGI er en tværstatslig organisation etableret af 18 regeringer i 2012, der har til formål at samle beslutningstagere verden rundt i bestræbelserne på at opnå grøn vækst. Det sker bl.a. ved det årlige 3GF møde (Global Green Growth Forum), som Danmark var med til at etablere, hvis sekretariat er baseret i det danske Udenrigsministerium, og for hvilket Danmark er vært hvert år. Der er altså tale om et højpolitisk projekt der intet har at gøre med den danske ikke-statslige NGO-verden.

Alt i alt er der tale om en misforstået kritik der bevidst forsøger at bruge Lars Løkke Rasmussens dybt tvivlsomme udskejelser på skatteborgernes regning til at tage den danske NGO-verden som gidsel i en sag den ingen aktier har i. Det overforbrug af midler som Lars Løkke Rasmussens sag med GGGI muligvis repræsenterer, kan på ingen måde overføres til en generel kritik af den danske NGO-verden. Dels fordi repræsentation og ekstravagante flybilletter under ingen omstændigheder kan ligestilles med de danske udviklingsorganisationers brug af midler på administration, og dels fordi GGGI ikke har set skyggen af at være en ikke-statslig organisation.