Kronik: Derfor markerer vi Auschwitzdag

I løbet af krigen havde nazisterne myrdet omkring en million jøder, over 100.000 polakker, sigøjnere, sovjetiske krigsfanger og andre alene på dette sted. Forbrydelsen står stadig i dag uden sidestykke. Auschwitz er siden hen blevet et symbol på de unævnelige lidelser, som racistiske ideologier og undertrykkende regimers overgreb kan føre til. Netop derfor hedder Danmarks mærkedag for Holocaust og andre folkedrab Auschwitz-dag, og derfor finder den sted på årsdagen for lejrens befrielse.

Dagen tjener flere formål; dels har vi mulighed for sammen at mindes de mennesker, der blev ofre for Holocaust og andre folkedrab, men vi kan også benytte dagen som en anledning til at diskutere de politiske og etiske udfordringer, folkedrab fortsat stiller os overfor, både som enkeltpersoner og som samfund. For Auschwitz er langt fra det eneste sted, hvor der er blevet begået folkedrab. Både før og efter Auschwitz er mennesker forsøgt udryddet - ikke på grund af noget de har gjort, men på grund af noget de er.

Den danske vinkel

I år markeres Auschwitz-dag under overskriften "Redningens mange ansigter", og sætter fokus på redning som fænomen - på godt og på ondt. Fokus er både på de gode historier om uselviske gerninger, modige redningsmænd og taknemmelige overlevere, men dagen handler også om de mørkere sider af redningshistorierne. For selv redning har sin pris: Nogle, men ikke alle bliver reddet. Samtidig kan det have store omkostninger både at redde og blive reddet.

I den tragiske historie om udryddelsen af Europas jøder under Anden Verdenskrig er der én hændelse, som lyser op og fremstår som et eksempel på, at det rent faktisk kan nytte at modsætte sig den forfølgelse, andre udsættes for. I oktober måned 1943 fandt den såkaldte "jødeaktion" sted i Danmark. Den nazistiske besættelsesmagt planlagde at pågribe og deportere danske og herboende jøder. Pga. et tip fra den rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, lykkedes det imidlertid langt hovedparten af de danske jøder at flygte til det neutrale Sverige.

Redningsaktionen involverede mange mennesker, som ikke nødvendigvis var engageret i modstandsbevægelsen. Hvad der motiverede disse mennesker til at hjælpe de danske jøder, er stadig et af de spørgsmål, som forskningen søger svar på. For hvordan var det muligt at hjælpe jøderne i Danmark, når historien om udryddelsen af Europas jøder indeholder utallige eksempler på det modsatte? Skyldtes det en særlig national karakter? Var det geografiske eller andre forhold, som gjorde redningen mulig her, eller var jøderne mere lig den øvrige befolkning, end de f.eks. var i Frankrig og Polen?

Et andet tankevækkende eksempel på redning angår dem, som netop ikke blev reddet til Sverige, men som blev deporteret til nazistiske kz-lejre. Hen mod krigens slutning blev den storstilede redningsaktion, 'De Hvide Busser', sat i værk. Den indebar, at busser i foråret 1945 reddede danske og skandinaviske kz-fanger i sikkerhed i Sverige. Også denne redningsaktion involverede mange frivillige: chauffører, sygeplejersker, m.m. Hvad fik disse mennesker til selv at sætte livet på spil ved at køre gennem det krigshærgede Europa?

I et samtidigt perspektiv spiller Danmark stadig en aktiv rolle, når ofre for folkedrab skal reddes. Da op mod 20.000 bosniere i 1990'erne flygtede til Danmark fra krig og folkedrab i Bosnien, blev Danmark igen scene for en redningsaktion. Efter flygtningenes mest primære behov var blevet dækket, meldte der sig nye spørgsmål: Hvad bliver man reddet til? Hvornår er selve redningen slut, og hvornår kan en ny tilværelse for de, der blev reddet begynde? Kan de lande, som flygtninge søger tilflugt i, altid ses som redningslande?

Hvornår griber vi ind?

Et evigt aktuelt problem, der er relateret til årets tema, er det internationale samfunds rolle i redningsaktioner. Et sådant fokus giver mulighed for både at fokusere på enkelte aktioner eller for at se på mere overordnede tendenser i det internationale samfund - fra oprettelsen af FN efter Anden Verdenskrig til i dag, hvor nye normer for intervention er etableret. Sådanne nye normer kunne man bl.a. se ved NATOs intervention i Kosovo i 1999 eller FN-doktrinen Responsibility to protect fra 2005, der fastslog, at ansvaret for at beskytte civile i overgrebssituationer tilfalder det internationale samfund, hvis nationalstaten ikke kan eller vil beskytte sin egen befolkning.

Det internationale samfunds arbejde rummer mange spørgsmål på tværs af tid og sted: Hvad skal der til for at få det internationale samfund til at gribe ind over for folkedrab? Hvorfor bombede de allierede ikke togskinnerne til Auschwitz under Anden Verdenskrig? Hvor var FN, da over 800.000 tutsier blev dræbt i Rwanda i 1994? Og hvordan kunne folkedrabet på over 8.000 muslimske mænd og drenge finde sted i den bosniske by Srebrenica, samtidig med byen var erklæret for 'sikker zone' på grund af tilstedeværelsen af FN-tropper? Og helt aktuelt; hvorfor er det endnu ikke lykkedes det internationale samfund at stoppe det igangværende folkedrab i Darfur? Spørgsmål om ansvar, politik og økonomiske interesser er centrale, når det handler om det internationale samfund og redning. For hvilke muligheder findes der overhovedet for at gribe ind i suveræne staters interne anliggender?

Livet efter redningen

I forlængelse af spørgsmålene om ansvar og pligt i det internationale samfund, ligger endnu et perspektiv, som handler om livet efter redningen. Det kan anskues både fra et individuelt psykologisk og fra et samfundsmæssigt perspektiv. På den psykologiske side kan man se på de personer, der bliver reddet fra folkedrab; Hvordan påvirkes deres liv efterfølgende? Hvordan kommer man videre som menneske? Og er der forskel på at redde 'sig' selv og 'sit' selv? På den samfundsmæssige side, kan man anskue spørgsmålene forbundet med livet efter redningen i et større perspektiv; Hvordan opbygger man et samfund efter folkedrab? Er det muligt at skabe forsoning blandt grupper, der tidligere bekrigede hinanden? Kan retsopgør ses som en vej til at redde samfund - og hvad fungerer i så fald bedst; domstole, sandhedskommissioner eller lokale "retfærdigheds processer"? Her bliver også spørgsmål om, hvordan historien skal skrives, og hvad efterkrigstidens børn skal undervises i, centrale.

Formålet med Auschwitz-dag

At sætte fokus på redning fra folkedrab lægger op til diskussioner af historiske, filosofiske, psykologiske og samfundsmæssige spørgsmål. Disse diskussioner er relevante for vores forståelse for de af vores medborgere, som har oplevet ting, vi næsten ikke kan forestille os. Men det handler også om at forstå, at redning ikke sker per automatik og altid har sin pris. Auschwitz-dag kan bruges til at skabe debat om de etiske og politiske udfordringer, som folkedrab stiller os overfor. Dagen kan tjene til at nuancere diskussioner om aktuelle flygtningeproblematikker, humanitære interventioner, fortolkning af historiske begivenheder og perioder m.m. På den måde er den tænkt som en mulighed for både at bygge bro mellem fortiden og nutiden - og bro mellem mennesker.

Solvej Berlau, Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier, DIIS. Sine Molbæk-Steensig, fuldmægtig på Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier og kommunikationsmedarbejder på Auschwitz-dagen.

Bragt i Information 27. januar 2009