Blev vi klogere af udviklingsministerens redegørelse?

Den udviklingspolitiske strategi ’Fælles om Verden’ blev vedtaget af et bredt politisk flertal i juni sidste år, og samtidig blev partierne bag strategien enige om, at de fremover ville have en årlig debat i Folketinget på basis af en redegørelse for, hvordan strategien bliver omsat til virkelighed.

Som omtalt her er den første redegørelse nu kommet, og det var med spænding at jeg trykkede på linket og så teksten tone frem på skærmen, for det er ikke hver dag, at der kommer et nyt dokument, der beskriver Danmarks udviklingssamarbejde.

Muligvis er det forventningens glæde, der har det med at antage urimelige proportioner, muligvis er jeg ikke helt på bølgelængde med Danmarks udviklingssamarbejde for tiden, i hvert fald må jeg hellere med det samme deklarere, at jeg ikke blev begejstret ved mødet med denne redegørelse.

Holder hvad den lover

Til en start skal det slås fast, at den leverer, hvad den lover. Fuldstændigt som skrevet i indledningen, viser redegørelsen med udvalgte eksempler, hvordan målsætningerne i strategien er blevet omsat fra ord til handling siden strategiens vedtagelse.

Man får derfor en fornemmelse af, hvordan arbejdet med strategien er blevet grebet an, og man får også et rigtigt godt indtryk af de talrige udfordringer og sammenhænge, som udviklingssamarbejdet er en del af og må forholde sig til. Med verden som arbejdsplads er der nok at tænke på.

Man får derimod ikke et samlet overblik over Danmarks udviklingssamarbejde. Som en grånende herre husker jeg de årsberetninger, Danida tidligere udsendte, og som gav et godt overblik over aktiviteterne. De beretninger blev afløst af openaid.dk, der imidlertid kan være svær at hitte rundt i.

Minder om et festskrift

Min næste anke er, at redegørelsen minder mere om et festskrift end om en gennemgang af, hvordan strategien gennemføres. Det nævnes 9 gange i dokumentet, at Danmark går ’forrest’ på det ene eller det andet område, og det hedder sig, at Danmark ’laver udviklingssamarbejde i verdensklasse’.

Der er ingen overvejelser om, hvad der virker og hvad der ikke virker i forhold til strategiens prioriteringer. Man får indtrykket af, at til trods for at verden styrter i grus, står dansk udviklingssamarbejde rank og når målene. De mange positivt ladede udtryk undergraver troværdigheden, og chancen for at lære af de hidtidige dårlige såvel som gode erfaringer forpasses.

Det gør det vanskeligt at bruge redegørelsen som oplæg til debat. Alt går jo godt, så hvad er der at tale om. Mavesure forskere kan selvfølgelig grave et eller andet op (se nedenfor!), men den brave borger, der ikke sidder med næsen nede i udviklingsbistand på daglig basis, får ingen hjælp til at se noget, der kræver en offentlig debat.

Samtidig får hun intet indtryk af, hvor vanskeligt det kan være at nå resultater i udviklingssamarbejdet, endsige hvorfor det alligevel kan lykkes i mange situationer. Teksten lukker snarere end åbner for debat. Det er ærgerligt og måske én af årsagerne til, at tilliden til udviklingssamarbejdet ikke altid er overvældende.

Når jeg så kigger nærmere på indholdet i redegørelsen, er der tre ting, der falder mig for brystet. For det første står der i indledningen: ’Danmarks udviklingssamarbejde skal give svar på de udfordringer, Danmark står overfor, i tæt samklang med udenrigs- og sikkerhedspolitikken, klimadiplomatiet og det økonomiske diplomati.’

Det er nærmest en formålsparagraf, der placerer Danmark i centrum for udviklingssamarbejdet. Det drejer sig ikke om verdens udfordringer eller de udfordringer, som fattige lande bokser med. Jeg har meget svært ved at få den sætning til at hænge sammen med loven om udviklingssamarbejdet, hvor formålet er at bekæmpe fattigdom, fremme menneskerettigheder, demokrati, osv.

Hvor er Verdensmålene?

Det er heller ikke let at se en sammenhæng med Verdensmålene, der jo understreger, at rige lande skal støtte fattige lande i at nå disse mål. Verdensmålene nævnes i øvrigt overhovedet ikke. Denne internationale forpligtelse – vi har været med til at vedtage målene – er forsvundet, endskønt den udgør en vigtig ramme i den udviklingspolitiske strategi.

For det andet udpeges nærområder (områder tæt på konflikter og katastrofer) som de steder, hvor ’ekstrem fattigdom’ og ’de allermest udsatte’ findes. Der er ingen tvivl om, at mange flygtninge har det hårdt, men når Danmark udpeges som et nærområde for ukrainske flygtninge, bliver det barokt at sidestille ekstrem fattigdom og nærområder.

Ser man på tallene for, hvor den absolutte fattigdom er mest udbredt, er det i Afrika syd for Sahara. Her er 35-40% af befolkningen absolut fattige mod ca. 8% på globalt plan. Er vi optaget af ekstrem fattigdom, er der ingen tvivl om, hvor vi bør rette blikket hen.

For det tredje handler afsnittet om Danmarks partnere i udviklingssamarbejdet om NGO’er, private virksomheder og internationale organisationer – ikke om samarbejdslandene. Disse kommer på banen under overskriften ’dynamiske landepartnerskaber’, som i bund og grund ikke handler om samarbejdslandene, men om hvordan Danmark kan skrue op og ned for aktiviteterne.

Ejerskab nævnes slet ikke, og forståelsen af, at udviklingssamarbejdet ikke producerer resultater, medmindre det bygger på samarbejdslandenes egne interesser og initiativer, tynger ikke dokumentet.

Det er bekymrende som Danmark og indenrigspolitiske interesser i stigende grad er blevet omdrejningspunktet for udviklingssamarbejdet, men det er også ærgerligt, at denne gode chance, som redegørelsen udgør for at få et samlet overblik over udviklingssamarbejdet og dets positive og negative erfaringer, ikke udnyttes bedre.

Man må håbe at debatten i Folketinget kan sikre, at næste års redegørelse bliver mere fyldestgørende.

Denne artikel blev oprindelig bragt på globalnyt.dk den 4. maj 2022