Hvordan kan ny teknologi redde verden?

Geehtu og jeg mødtes første gang i Etiopien for mere end ti år siden. Han var chauffør for det lille sted i hovedstaden Addis Ababa, hvor jeg boede i en måneds tid. Pensionatet lå i et område, der egentligt tilhører det populære Bole-kvarter, men som dengang mest var små grusveje. Han kørte en karakteristisk Toyota HiAce-minibus fra engang i 1980’erne. Ikke karakteristisk, fordi den skilte sig ud fra mængden, for Addis Ababa er fuld af små blå og hvide Toyota-minibusser, men fordi interiøret ikke var til at tage fejl af: plys, leopardprint, ortodokse symboler og genstande var kombineret i en spøjs blanding af alfonsstil fra New Yorks 1970’ere og dyb religiøs konservatisme.

Geehtu var fra den nordlige Amhara-region, nogle kilometer uden for den historiske kejserby Gonder, som igennem århundreder havde fungeret som hovedstad for hele Etiopien. I virkeligheden ville Geehtu helst have været landmand som sin far, men jorden omkring hans landsby var blevet dårlig med tiden, langt fra den frugtbarhed, som byens ældre vemodigt fortalte de unge om. Den kunne nu højst dyrkes til at give enkelte afgrøder til familien og ikke engang strækkes til noget, der mindede om selvforsyning. Geehtus forældres håb for, at han kunne blive i sin fødeby, var tørret ud med jorden, og efter at have anskaffet sig et kørekort blev han i en ung alder sendt mod hovedstaden.

Stort set hver dag i en måned kørte Geehtu mig rundt, hvor jeg skulle hen – Kazanchis, Sidist Kilo, Bole. Det blev til mange timer og mange måltider sammen. Geehtu elskede kun en ting i verden næsten lige så meget som sin mor, og det var Doro Wat; en kyllingestuvning, man får ved særlige lejligheder, i hvert fald hvis man bor på landet, hvor der kun sjældent serveres kød. Brun, stærk og med hele hårdkogte æg i sovsen. Den spises til den allestedsnærværende injera – en fermenteret, gråbrun madpandekage lavet på mel af græsarten teff, der stort set kun dyrkes i Etiopien, og som brødføder landets 120 millioner indbyggere. Jeg har aldrig været helt god til Doro Wat, men Geehtu elskede den.

Vi tilbragte turens sidste aften sammen på Addis Ababas bedste italienske restaurant, hvor pastaen var håndlavet og retterne små på den prætentiøse måde. Da tjeneren kom, bestilte jeg ravioli med spinat og ricotta, mens Geehtu havde en længere samtale med den venlige tjener. I begyndelsen virkede hun afvisende over for ham, men da hun sluttede med flere efter hinanden følgende “ishe”, amharisk for “okay”, spurgte jeg, hvad de havde talt om. Geehtu svarede tørt: “De laver ikke Doro Wat. Jeg har bedt dem om at skaffe det.”

Våben i bilen

Sidste gang jeg hørte fra Geehtu, var i sommeren 2020, hvor vi havde en snak over WhatsApp om, hvordan det stod til dernede. COVID-19 havde været hård ved ham og mange andre etiopiere. Ikke fordi de var smittede, for der var i det hele taget ikke mange smittede i Etiopien på det tidspunkt, men fordi turisterne var blevet væk og med dem den indtægtskilde, som så mange mennesker i hovedstaden lever af.

Geehtu havde mistet sit job og forsøgt sig hos Ride, et nyere lokalt såkaldt rideshare-firma, der lever af at sætte taxakunder og chauffører sammen over en digital platform, som vi kender det fra Uber. Han havde ikke råd til en bil, men lejede en af en bekendt. Jobbet var dog hurtigt blevet stressende, og udgifterne til bil, smartphone og andet blevet for høje til, at han kunne overskue det.

Som andre rideshare- platforme har den, Geehtu arbejdede for, indbyggede incitamentsstrukturer, der belønner chauffører for at køre på tidspunkter, hvor ikke mange andre gider at være på arbejde, fx om natten, ligesom de “straffer” chaufførerne med dårligere indkomst, når de kører ture på tidspunkter, hvor mange chauffører er tilgængelige. Og afviser du en forespørgsel om en tur fra platformen på din mobil, ryger du om bag i køen og modtager først en ny mulig tur efter to timer. Det presser folk mod yderkanterne af døgnets timer og til altid at være tilgængelige. Samtidig bliver chaufførerne kastet ind i en kamp mellem etablerede taxachauffører, der i Addis Ababa typisk kan kendes på deres blå russiske Ladaer, og de nye teknologivirksomheder, der presser den traditionelle taxabranche, nøjagtig som vi kender det herhjemmefra. Forskellen er bare, at hvor danske taxaselskaber hurtigt fik sat en stopper for Uber, risikerer lokale rideshare-chauffører i lande som Etiopien på daglig basis overfald og vold og måske endda deres liv på grund af modstanden mod deres arbejde og de firmaer, de repræsenterer. I Addis Ababa betyder det, at mange rideshare-chauffører har våben i deres biler, fortalte Geehtu mig. “Jeg skal ikke bo i Addis, uden et job,” skrev han til mig, “jeg tager hjem og hjælper min far med jorden, i hvert fald indtil pandemien er slut, så kan det være at vores job er kommet tilbage.”

Radikal teknologi skal løse verden problemer

Min generation er vokset op med fortællingen om en verden i fremgang: det asiatiske mirakel, der i dag har gjort lande som Hongkong og Singapore til finansielle centre, Kinas massive bekæmpelse af fattigdom og Indiens ditto. Siden 1990 er over en milliard mennesker blevet “løftet” – har i virkeligheden løftet sig selv – ud af ekstrem fattigdom. Det betyder ikke, at de alle sammen har fået råd til fladskærmsfjernsyn og iPhones, langtfra. Men andelen af mennesker, der går sultne i seng hver aften, og som ikke kan brødføde deres familie, er i det store hele faldet markant over de sidste årtier.

I dag er den positive fortælling dog slut. For første gang i et halvt århundrede stiger antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom rundtom i verden, markant, skubbet frem og forstærket af COVID-19. Pandemien understreger og forværrer i høj grad tendenser, som vi selv har skabt i vores samfund. Uligheder mellem rige og fattige, mellem dem med høje uddannelser og dem helt uden og mellem mænd og kvinder. Alene fra april til juli 2020, da pandemien rasede, kunne verdens rigeste se deres formuer stige med over 25 procent. Mens hundredvis af millioner af mennesker mistede deres job og muligheden for at brødføde deres familie, kunne planetens elite lægge til deres allerede voldsomme aktiver.

Det bør være tydeligt for alle, at vi står i en desperat situation i dag. I denne kontekst af enorm menneskelig armod og desperation vinder en ny bevægelse frem – en bevægelse, der dyrker ny, radikal teknologi som løsningen på verdens problemer. Håbet er, at nye former for digital teknologi kan løfte de fattigste op og hjælpe dem mod en bedre fremtid; at teknologien kan levere mere effektiv nødhjælp, så vi kan redde flere menneskeliv i situationer præget af krig og katastrofer, eller at den kan understøtte den demokratiske udvikling og sikre overholdensen af menneskerettigheder.

Er det virkelig muligt? Kan teknologier udviklet til at arrangere fester og hjælpe folk med at holde kontakten til deres venner og bedsteforældre pludselig fungere som effektive redskaber i kampen mod diktatorer tusindvis af kilometer fra, hvor de blev udtænkt? Hvad betyder det, når nogle af verdens mest værdifulde teknologiselskaber, der er kendt for deres tvivlsomme forhold til spørgsmål om forretningsmoral og etik, pludselig bliver de nye verdensfrelsere?

Forandring fremfor tekniske lappeløsninger

For Geehtu blev mødet med den nye teknologiske platformsvirkelighed ikke den frigørende oplevelse, der stilles i udsigt. Det blev snarere en fastholdelse i dårlige vilkår, hvor teknologien disciplinerede hans liv ved at sætte rammerne for, hvornår kan skulle arbejde, hvor hurtigt kan skulle arbejde, og hvornår han måske kunne se sin familie.

Den virkelighed og de spørgsmål er mit ærinde med denne bog: At undersøge, hvad der skal til for, at ny teknologi kan sættes i spil og gøre livet bedre for verdens fattigste. De folk, der tror på, at det er muligt, arbejder i et voldsomt tempo for både at udvikle og eksperimentere med nye teknologier rundtom i verden. Snarere end et spørgsmål om for eller imod teknologi er udfordringen at skabe et nyt, tydeligt værdisæt for, hvordan vi bedst sætter teknologi på sporet af at redde menneskeliv i verdens fattigste lande, i kriser og i katastrofer. Et værdisæt, der kan konfrontere stærke uligheder i, hvordan teknologier udvikles og bruges, sikre respekt for menneskers forskelligheder og samtidig behandle alle med lige dele etik og moral og sørge for, at arrogance og ligegyldighed over for andre mennesker ikke godtages.

Hvad vi har brug for, er en mere lige og kollektiv teknologiudvikling, der vender eksisterende hierarkier på hovedet og tænker i bredere forandring end tekniske lappeløsninger, og som kan levere de løfter, der gives.

Men vi begynder på grænsen mellem Central- og Sydasien, hvor lokale afghanere i deres forsøg på at få en ellers vanskelig tilværelse til at hænge sammen nu står i en sårbar og potentielt livstruende situation, efter at amerikanske styrker har efterladt et stykke kontroversiel teknologi i hænderne på Taliban.

Dette er forordet fra bogen ”Hvordan kan ny teknologi redde verden?” af Adam Moe Fejerskov. Bogen udkommer 6. december 2021 på Informations Forlag.