Klimapenge til fattige lande skal ramme lokalt

I Vietnam falder regn- og tørkeperioderne mere utilregneligt end tidligere, og sådanne klimaforandringer rammer vietnameserne hårdere, end de for eksempel gør i Danmark. I Vietnam lever mange af at dyrke ris og andre afgrøder, og deres levebrød er afhængigt af faste våde eller tørre perioder.

Mens lokale myndigheder prøver aktivt at løse lokale klimaforandringer med bedre sæsonudsigter, andre typer afgrøder og mere effektiv vandforvaltning, er de tit begrænsede af mangel på midler. Eksemplet er et blandt mange på, at det er afgørende at sikre klimatilpasning i fattige lande og at lokale myndigheder kan være nøglen til succesrig tilpasning.

Behovet for tilpasning bliver kun større af, at vi ikke er i nærheden af at begrænse den globale opvarmning til to grader og dermed mindske omfanget af forandringerne. Udviklingslandene mærker konsekvenserne hårdest, fordi ændringerne bliver meget markante i deres geografiske områder, men også fordi de tit mangler stærke institutioner eller infrastruktur, som kan håndtere de fysiske ændringer.

Lokale myndigheder har kompetencer - men mangler penge
Den nuværende diskussion om klimatilpasning handler meget om, hvor mange penge bliver sat til side for tilpasning. Men i stedet for at diskutere beløbenes størrelse, bør vi fokusere mere på, hvor pengene ender. Forskning viser nemlig, at mens lokale myndigheder i fattigere lande aktivt prøver at løse klima-relaterede problemer, er de ofte begrænsede af mangel på penge.

Til gengæld, har de mange af de kompetencer som skal til, for at håndtere lokale effekter af klimaforandring. Lokale myndigheder har på forhånd tit ansvar for ting som vandforvaltning, støtte til lokalt landbrug, og lokalt katastrofeberedskab, som er vigtige områder ift. klimatilpasning.

De fleste penge bør derfor sendes direkte til lokale myndigheder i udviklingslande. Det er nemlig dér, der er mest behov for tilpasningsstøtte – ikke i ministerier og heller ikke i parlamenter.

Det udelukker ikke, at centralregeringerne er involveret i beslutninger om, hvordan pengene bliver fordelt eller brugt, f.eks. gennem en landsdækkende klimastrategi. Det udelukker heller ikke, at nogle penge kan gå til at støtte sådanne nationale programmer. Til gengæld vil det sikre, at de fleste penge når frem til de lokalområder, hvor folk kæmper med effekterne af klimaforandringer.

Tilgangen er også bedst egnet til at håndtere klimaforandringer, da forandringerne og deres effekter er betingede af lokale forhold. Tørre perioder i ét område kan have en helt anden påvirkning end i området lige ved siden af, hvis der er forskellige erhverv, eller folk dyrker forskellige afgrøder.

Gode erfaringer med lokal tilgang
Selv inden for ét område er påvirkninger af klimaforandring ikke ensartede. I et interview med en distriktsansat i det centrale Vietnam sidste år spurgte jeg om de påvirkninger, som kunne mærkes i distriktet. Han svarede – det var svært at udpege nogle få, da der var så mange forskellige på spil.

Når virkninger af klimaforandringer er lokale, er lokale myndigheder bedre stillede til at træffe beslutninger end nationale myndigheder. Lokale myndigheder har mest viden om lokale betingelser og behov og kan betragtes som at være på frontlinjen af kampen mod klimaforandring.

En lokalt orienteret tilgang er blevet afprøvet – med succes – af UNCDF, FN’s kapitaludviklingsfond. Den har gennem flere år tilbudt støtte til lokale myndigheder og har f.eks. været involveret i udviklingsområder som uddannelses-, vand- og infrastruktursektorerne.

Kenya har nu vist, at en lokal tilgang også kan benyttes i klimatilpasning. Kenyas centralregering, i samarbejde med internationale udviklingsorganisationer, skabte en mekanisme for decentralisering af klimafinansiering og planlægning, som efter flere pilotforsøg skal indarbejdes i deres Nationale Tilpasningsplan. Erfaringerne er der, og nu skal de anvendes inden for klimatilpasning.

Det er vigtigt, at vi tager diskussionen nu. For megen fokus på størrelsen af beløbene til klimatilpasning kan nemt distrahere fra diskussionen om, hvordan pengene bliver brugt bedst. Og det er mindst lige så vigtigt. Der er fare for, at forhandlerne på Cop21 når frem til aftaler, som ikke tager højde for vigtigheden af lokal inddragelse – det vil svække klimatilpasningen, inden vi for alvor er gået i gang.

Uden fokus på frontlinjen, hvor klimaforandringer kan mærkes dagligt, bliver vores internationale planer og initiativer sandsynligvis nytteløse. Det er der ikke tid til.