Klima i dansk bistand: Fire bud på vejen frem

Verdenslederne lavede ikke store fremskridt til COP25 i Madrid, men til gengæld er der fremgang herhjemme. Det er lykkes Danmark at komme med en ny, ambitiøs klimalov. Det er godt gået. Nu gælder så om at komme ud over stepperne og får det hele gjort til virkelighed.

I aftalen understreges det, at klima-udfordringen er global, og at der skal sættes ”fokus på såvel Danmarks internationale klimaindsats som Danmarks globale påvirkning af klimaet”. I den forbindelse lægges der bl.a. vægt på at styrke Danmarks internationale samarbejde med de store udledere af drivhusgasser og udviklingslandene - samt at booste dansk eksport af energiteknologi.

Aftalen lægger desuden op til, at Danmark skal have en global klimastrategi, som skal sikre at vi spiller en rolle som ”global drivkraft” i den internationale klimapolitik. I forlængelse heraf nævnes det kort at Danmark gennem udviklingssamarbejdet skal have ”fokus på både reduktioner og klimatilpasning” for at hjælpe udviklingslandene i bæredygtig udvikling og efterlevelse af klima-aftalen fra Paris.

Det lyder godt, men hvordan får vi det så gennemført i praksis? For en global klimastrategi generelt, er der gode erfaringer at hente fra dansk udviklingssamarbejde, som efterhånden har arbejdet med klima i en årrække. I forhold til at støtte udviklingslande specifikt, skal ambitionerne i den nye klimalov også afspejles i Danmarks udviklingssamarbejde fremover. Her er der brug for at tænke udover den almindelige tekniske erfaringsopsamling.

Ser man nærmere på regeringens Udviklingspolitiske Prioriteter 2020, lægges der også hér op til et større fokus på klima i udviklingsbistanden. De nye Udviklingspolitiske Prioriteter giver et bud på, hvordan den danske klimaindsats skal se ud i de kommende år. Desværre savner vi en mere gennemgribende indtænkning af klimaarbejdet i udviklingsarbejdet. Der mangler fokus på, hvordan klimaindsatser og bæredygtig udvikling skal gennemføres med det bilaterale samarbejde – både gennem målrettede klimaprogrammer, men også (og måske endnu vigtigere) gennem Danmarks overordnede udviklingsarbejde.

Hvis Danmarks udviklingsarbejde reelt skal bidrage til at bekæmpe klimaforandringerne og deres konsekvenser i Syd, er der behov for at tænke udover vores etablerede tankesæt og gamle vaner. Her er fire steder at starte:

1: Gør klima til et klokkeklart hovedmål i dansk bistand

Udviklingsarbejdet er uløseligt forbundet med en indsats mod klimaforandringer. Klimaforandringerne vil fremover ramme landene i syd stadigt hårdere på grundlæggende aspekter af deres økonomi, velfærd og sammenhængskraft.

I regeringens Udviklingspolitiske Prioriteter anerkender regeringen et tæt forhold mellem udviklings- og klimaarbejde, og det er et godt første skridt. De nævner, at det er en ”væsentlig prioritet for regeringen at gøre udviklingssamarbejdet grønnere”. Der skal blandt andet være ”et øget grønt fokus” og lægges vægt på ”bæredygtig vækst”.

Men det fremgår ikke klart, hvorvidt det ”grønne fokus” er tænkt som et paradigmeskift i måden, vi tænker klima på i udviklingssamarbejdet. Det kunne også blot opfattes som et add-on; noget ekstra, der skal føjes til den eksisterende udviklingsportefølje. For at signalere klart, at der er tale om et paradigmeskift, bør klima sættes som et ufravigeligt tværgående hovedmål i dansk bistand.

Det betyder ikke, at alt skal handle om klima, for udvikling er som bekendt mange ting. Men hvis klimaresponsen ikke fremover indarbejdes som et hovedmål i det brede udviklingsarbejde, vil det begrænse de langsigtede resultater af vores udviklingsbistand markant. Det gælder både arbejdet med fattigdomsbekæmpelse og Verdensmålene, men det gælder også de mere prosaiske interesser, der ligger til grund for bistanden, såsom Danmarks eksport og ønsket om en stabil verden.

At undlade at tænke klimaarbejde gennemgribende ind i udviklingsarbejdet ville være en forspildt chance, der vil true effektiviteten af vores bistand i en verden, som i stigende grad er påvirket af klimaforandringer.

2. Nedbryd siloerne – tænk klima og udvikling sammen

Danmark har igennem årene leveret støtte til mange gode klimainitiativer i Syd. Men som det også er tilfældet blandt mange andre donorer, har støtten til klimaaktiviteter ofte kørt i sit eget spor og som enkelt-projekter, alt imens store dele af den ”almindelige bistand” er fortsat separat. Samtidig har landene i Syd, samt mange NGOer og andre vagthunde, været skeptiske over for sammenblanding af klima- og udviklingsfinansiering, fordi man frygter, at de rige lande dermed kan omgå deres løfter om, at klimafinansiering skal være ’additional’ - altså lægges oven i den støtte, der allerede gives.

Klimastøtten skal naturligvis være ’additional’ og transparent, men det er på tide, at alle parter sætter sig udover siloerne mellem klima og udvikling.

Rent fagligt og udviklingsmæssigt nytter det ikke at adskille de to ting, tværtimod giver det kun dårligere resultater. Klima- og udviklingsarbejdet skal derfor i højere grad sammentænkes i den danske støtte. Der er stadig brug for særlige klimaindsatser, men disse kan med fordel indtænke udvikling mere – og så er der brug for konsekvent at indtænke klimaarbejdet i andre bistandsprogrammer og sektorer. Samtidig skal man så lære af de erfaringer og metoder, som pt er under udvikling for at sikre, at klimaaspektet ikke udvandes, bliver til en tick-box øvelse, eller ”bogføres” forkert.

3. Mere vægt på klimatilpasning

Klimatilpasning har traditionelt været klimaarbejdets “lillebror”, imens forebyggelse i årevis har haft overhånden. Det aner man også i klima-aftalen, som kun i forbifarten nævner, at vi skal støtte klimatilpasning i udviklingslandene. Forebyggelse er naturligvis altafgørende, men klimaforandringerne er i fuld gang, og konsekvenserne vil vare i århundreder fremover. Et øget fokus på tilpasning haster, hvilket også er afspejlet i Paris-aftalen, som erklærer, at der fremover skal være lige så meget opmærksomhed på tilpasning som forebyggelse.

Tilpasning er især vigtigt i udviklingslande, som generelt er hårdere ramt af klimapåvirkninger. I disse lande er klimatilpasning afgørende for overhovedet at kunne skabe udvikling. Derfor skal tilpasningsindsatser ikke bare foregå som adskilte tiltag eller ”kompensation” i forbindelse med oversvømmelser og tørke, men tænkes ind i hele paletten af vores udviklingsarbejde, inklusiv arbejdet med mobilitet, fred og sikkerhed, jobskabelse, erhvervsliv, infrastruktur, byudvikling og regeringsførelse.

F.eks. har man i Vietnam i stigende grad bygget dæmninger som tilpasning for at sikre sig imod utilregnelig nedbør. Men dæmninger er også kendt for nogle gange at føre til negative udviklingsudfald, både for befolkningen og miljøet. De er også store, forholdsvist permanente indgreb og skal indtænkes i et områdes langsigtede udvikling. Det ville være ret problematisk at lave et sådant indgreb uden at gennemtænke implikationerne både for tilpasning og udvikling.

Samtidig er det vigtigt at indarbejde en nuanceret forståelse i vores arbejde med klima og udvikling. Tror man eksempelvis, at en håndfuld hurtige vandprojekter i et nærområde vil standse konflikter og såkaldte klimaflygtninge, tager man fejl. Sammenhænge mellem faktorer som klima, mobilitet og konflikt er sjældent så ligetil.

Endelig er klimatilpasning uløseligt forbundet med det, som mange skatteborgere trods alt fortsat forbinder med bistand – nemlig fattigdomsbekæmpelse. Vi ved, at der er mange mennesker, som lever på kanten af fattigdom og er engageret i økonomiske aktiviteter, som er afhængige af miljøet. I mange tilfælde lever de uden forsikring, væsentlig statsstøtte eller alternative indtægtsmuligheder.

4. Tænk transformativt

Selvom der skal handles nu, skal vi undgå hurtige impulsive indsatser og korte planlægningshorisonter. Klimatilpasning misforstås nogle gange som ren kompensation og reparationsarbejde efter oversvømmelser og tørke. Men korte projekter og begrænsede indsatser har også tit en begrænset effekt.

For at lave ordentlig tilpasning – og bistand i kontekster ramt af klimaforandringer – skal man anlægge en transformativ tilgang. En transformativ tilgang er rettet mod underliggende sociale, politiske og økonomiske forhold, der begrænser et samfunds mulighed for at håndtere klimaforandringer. Sådanne forhold danner den kontekst, som klimaforandringer rammer og skal håndteres i. Det kan f.eks. være svage politiske processer, som marginaliserer nogle i befolkningen eller økonomiske tilgange, der ikke er bæredygtige.

Adresserer man disse underliggende faktorer, kan man bidrage til en kontekst, som er mere modstandsdygtig over for klimaforandringer og andre udfordringer. Alternativet er at lave små justeringer, f.eks. gennem nye typer af afgrøder eller en bedre vej til det lokale marked. Men sådanne justeringer er tit bare et plaster på såret, der ikke er tilstrækkeligt i det lange løb. Mange af Danmarks udviklingspartnere bevæger sig væk fra et fokus på justeringer og over mod en mere transformativ tilgang. Det er en udvikling, som vi med fordel kan tage teten i.

Der er også brug for mere langsigtet engagement, såsom investering i opbygningen af institutioner, længere planlægningshorisonter og fleksibilitet ift. klimaforandringernes uforudsigelighed. Det skal udfoldes i samarbejde med lokale institutioner og befolkninger, så det afspejler deres prioriteter og skaber lokalt ejerskab. Kortere indsatser kan være en del af dette arbejde, men bør være et indspark i en langsigtet indsats og strategi for, hvordan man sikrer tilpasning og skaber udvikling.

Disse fire tiltag vil kræve politisk vilje fra Danmark og vores udenlandske partnere. Og det kræver et langsigtet engagement. Men ikke at gøre det vil være spild af vores udviklingspenge på et afgørende tidspunkt i udviklings- og klimakampen.

Lige nu står vi over for en fremtid med klimaforandringer af stigende intensitet. Men vi står også over for muligheden for at etablere en ny form for udviklings- og klimaarbejde, som bedre kan ruste lande og befolkninger til at håndtere disse ændringer. Hvis Danmark virkelig skal spille en rolle som ”global drivkraft” som der står i aftalen om den nye klimalov ”, og hvis vi skal ”tage lederskab for den grønne omstilling i verden”, som der står i de Udviklingspolitiske Prioriteter 2020 – ja, så skal der mere til end større bidrag til klimafonde eller en grøn ’pyntning’ af udviklingsporteføljen. Det skal afspejles i en grundlæggende sammentænkning af tilpasning og udvikling i Danmarks udviklingsarbejde fremover.