Julemanden er kapitalismens ironiske gud

Julen 1951 i Dijon fik en usædvanlig dyster optakt, da en stor børneflok – flere hundrede ifølge samtidens franske medier – omkring klokken tre om eftermiddagen hængte en dukke af julemanden op på den gotiske katedral Sainte-Bénignes gitterporte og stak ild til ham. På et pressefoto i Le Parisien ser man den kappeklædte og langskæggede julemandsfigur hænge og dingle hjælpeløst, omringet af børn i uldfrakker, mens en hvid ild omslutter ham, og flammerne oplyser de ophidsede barneansigter.

Den rituelle afbrænding af julemanden skyldtes ikke utilfredshed med sidste års gavehøst, men fulgte længere tids protester blandt byens kristne. De kristne mente, at julemanden var en usurpator og en kætter, som repræsenterede en voksende paganisme, der truede med at overskygge julens sande budskab om Jesu fødsel. Bag denne hedenske udvikling stod byens forretningsliv, der havde skumle materielle interesser. Derfor blev de kristnes børn sendt på gaden for at sende et signal om, at nu var det nok.

Med udgangspunkt i den spektakulær afbrænding tager antropologen Claude Lévi-Strauss i et kort essay fra samme år julemandens indmarch i det moderne forbrugssamfund under behandling. Som et eksempel på skikke og tro i hastig forandring, en ældre forestillingsverden i krise og en ny voksende kults fremmarch med alle de spændinger, det naturligvis måtte give. Blandt mange interessante pointer, siger Lévi-Strauss, at de kristne i Dijon opnåede det stik modsatte af hensigten, nemlig at bekræfte julemandens gudestatus i det moderne forbrugssamfund ved den rituelle ofring (og årlige genkomst).

Nu, mere end 70 år siden kætterbålet i Dijon, er julemandens dominans total. Julemanden er overalt i december. Han er i reklamer, i film og musik og et hvert storcenter med respekt for sig selv har en julemand, der tålmodigt lytter til børnenes ønsker. Hvad de kristne i Dijon helt rigtigt fornemmede, var, at de var oppe mod en særdeles farlig modstander, som kun har vokset sig stærkere og stærkere i efterkrigstidens forbrugssamfund og skubbet Jesus ned ad rangstien i det guddommelige julehierarki.

Som forskerne Ian Stronach og Alan Hodkinson har peget på, er det ikke julemanden, der har brug for kirken, det er kirken, der har brug for julemandens magi. Det er gennem julemandens årlige, spektakulære genkomst med rensdyr, gaver til børnene og den rungede latter, at også den religiøse jul forløses.

Fra kætterbålet i Dijon til popkulturel dominans

I dag undgår kirken generelt provokationer og fører en slags tilpasningspolitik overfor julemanden. Alligevel er det næsten en juletradition, at en repræsentant fra kirken mander sig op og sætter spørgsmålstegn ved julemandens eksistens. Det går sjældent godt. Det måtte en katolsk biskop i Italien sande på den hårde måde i december i år, da han fortalte en forsamling af børn på Sicilien, at julemanden ikke fandtes.

Biskoppen ville forklare børnene forskellen på den katolske helgen Sankt Nikolaus, der giver til de fattige og nødstedte, og så kapitalismens jul med julemand og gaveræs, som kun har til formål at puste forbruget op. Det blev ikke velmodtaget af menigheden og biskoppens stift måtte rykke ud med en undskyldning til de rasende forældre. Faktum er vel, at de fleste sagtens kan forestille sig en jul uden Jesus, men ikke uden julemanden. Jesus er nærmest en lidt besværlig biperson i den fortælling.

Et andet berømt attentat mod julen og julemanden fandt i øvrigt sted for snart halvtreds års siden, da aktivister fra teatergruppen Solvognen indtog Magasin og Illum. Udklædte som julemænd tog de tilfældige varer fra hylderne og gav dem til de måbende, men taknemmelige kunder som en demonstration mod forbrugssamfundet.

Det geniale i den happening – som med rette er optaget i Kulturministeriets Kulturkanon – var den måde aktivisterne kuppede julemanden og gjorde ham til deres egen undergravende figur, der stjal fra hylderne og gjorde tilfældige forbipasserende til medskyldige. Men ligesom de kristne i Dijon, tabte også venstrefløjen og Solvognen den kamp med et brag.

Hvad er hemmeligheden bag julemandens tilsyneladende usårlighed overfor angreb fra højre så vel som fra venstre? Lévi-Strauss forsøger at placere julemanden i en religiøs typologi og kommer frem til, at han tilhører familien af guder – som er kendetegnet ved en enkelt og afgrænset funktion og en periodisk tilbagekomst.

Claude Lévi-Strauss gennemgår på sin karakteristiske facon en række historiske og etnografiske paralleller, som julen og julemanden deler træk med. Fra de romerske ædegilder i december til ære for guden Saturn over amerikanske indianeres forfædrekult til Sankt Nikolaus, biskop i Myra. Konklusionen er, at julemanden ikke rigtig er nogen af delene og alle delene på samme tid.

Men hvad Claude Lévi-Strauss ikke tillægger den store vægt, er julemandens ultramoderne og sømløse integration med den kapitalistiske markedsøkonomi, hvilket aktivisterne i Solvognen præcist satte fingeren på. Det er dog en forenklet konklusion, at julemanden alene legitimerer en tom forbrugsfest. Hemmeligheden er, at han er en særdeles kompleks og tidssvarende gudefigur.

På den ene side er han en oplagt agent for den grådighed og det tankeløse forbrug, der har bragt vores lille brændende klode ud på afgrunden, men samtidig er han et symbol på det bedste i mennesket: varme, kærlighed og generøsitet. Julemanden er markedskræfternes gud, men samtidig er han en magisk udsending fra et himmelsk rige, der skal minde os om glæden ved at give gaver uden skumle bagtanker.

Julemanden og kapitalismen

Julemandens største nummer er måske det, at han skjuler den millionhær af fattige migrantarbejder, der arbejder i den globale markedsøkonomi. Som sociologen Beryl Langer har argumenteret, skal børnene ikke længere beskyttes mod monstre eller sandheden om sex, men mod den industrielle virkelighed. Gaverne under træet er anonyme, masseproducerede varer fremstillet af fattige mennesker i Kina, ofte under hæslige vilkår, men med et trylleslag forsvinder det lille beskidte barn ved samlebåndet. Legetøjsindustriens produkter forvandles til hjemmelavede gaver frembragt af nisser i et hyggeligt værksted i Grønland. Som gives væk uden profit. Fandtes julemanden ikke, var vi nødt til at opfinde ham.

Julemanden er en gud uden tro, en moderne gud til vores sekulære tider. Voksne mennesker tror naturligvis ikke på hans kitschede fortælling. De fleste ved også godt, at han har sit glitrende, popkulturelle udtryk fra den amerikanske reklametegner Haddon ’Sunny’ Sundbloms Coca-Cola-reklame fra 1931. Men alligevel forlanger vi, at børnene tror på ham. I mange familier tramper patriarken gennem huset i hans kostume.

Undersøgelser har vist, at børnene lader som om, de tror på julemanden længe efter, de har gennemskuet skuespillet, for ikke at skuffe forældrene. En overvejende sekulær verden har åbenbart også brug for noget at tro på, og når det er svært pga. verdens generelle rå og kontante beskaffenhed, så kan man tro via en stedfortræder. Her spiller børnene en afgørende rolle, ikke blot som julens centrum og modtagere af gaver, men også som vogtere af forældrenes tabte tro.

Ud af flammerne i Dijon trådte julemanden, kapitalismens ironiske og postmoderne gud. Guden, der på en gang repræsenterer markedskræfternes totale dominans i den vestlige verden, men samtidig sender det stik modsatte budskab om kærlighed, familiens styrke og gavmildhed uden regning. Ham der tryller profane produkter fra det globale syd om til sakrale gaver fra Grønland.

Det er disse modsætninger, som mere end noget andet kendetegner julemanden. Som Claude Lévi-Strauss siger, så må man alligevel tænke over denne dybt suspekte figur med en vis ømhed. Findes der måske et sted dybt i os, fortsætter han, “en længsel efter gavmildhed uden grænser, efter venlighed uden bagvedliggende motiver, efter en tid, hvor kortvarig den end måtte være, hvor frygt, misundelse og bitterhed lægges til side”.