Islamisk Stat vinder frem i Afghanistan og Pakistan – skal vi sætte militært ind igen?

I disse dage sender Danmark sit nye militære bidrag til Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat (IS) ud fra det argument, at vi ingen alternativer har. Alt imens er nye formationer af IS dukket op i andre regioner, herunder i Nordafrika/Sahelområdet og på den arabiske halvø. En af de mest opsigtsvækkende udviklinger er dog fremkomsten af Islamisk Stat i Afghanistan og Pakistan.

Få år efter tilbagetrækningen af tropper fra Irak genindsatte den amerikansk-ledede koalition nye tropper, og siden blev mandatet udvidet til Syrien for at bekæmpe den bevægelse, der for alvor tog fart, da Abu Bakr al-Baghdadi, den selvudnævnte kalif, til verdens store forundring indtog talerstolen i en stormoske i Mosul i juli 2014. Det spørgsmål, der trænger sig på, er, hvor grænsen går for vores militære engagement? Hvis IS for alvor vinder frem i AfPak-regionen, skal vi så forberede genindsættelsen af tropper i Afghanistan og udvide mandatet til Pakistan?

IS har sat sig for at få fodfæste i Afghanistan og Pakistan. Bevægelsens afghansk-pakistanske gren kalder sig for Wilayat Khorasan (ISK) og er særlig interessant at følge, fordi området er en central del af en apokalyptisk fortælling, der lige nu udbredes af IS-tilhængere. Wilayat er en term, der refererer til de selvstændige administrative enheder, der eksisterede under det historiske kalifatsystem, og navnet på den afghansk-pakistanske bevægelse bliver derfor nogle gange oversat til ”Khorasan-provinsen”. Den afghansk-pakistanske fraktion anser sig selv som en administrativ og militær enhed i det islamiske kalifat, som IS-bevægelsen satte sig for at etablere i 2013, da den udvidede sit engagement i Irak til også at indbefatte Syrien. Khorasan er dog ikke en egentlig provins, men refererer til en historisk region, der dækkede over Afghanistan, Turkmenistan, Tadsjikistan, Usbekistan og store dele af Iran – i enkelte gengivelser af det historiske område indgår også dele af Pakistan. Rent mytologisk har Khorasan eksisteret som et centralt element i eskatologiske fortællinger om de sidste dage før dommedag. En hadith (en beretning, der tilskrives profeten Mohammads udsagn eller sædvane), der er blevet brugt til at give IS-bevægelsen legitimitet, forudser for eksempel, at der vil opstå en hær, der bærer et sort flag i netop Khorasan-området. Fra denne hær vil den muslimske messiasskikkelse (som bliver kaldt Imam Mehdi i eskatologien) træde frem og lede muslimerne til en endelig sejr mod Islams fjender. Et element af denne beretning opfordrer alle muslimer til at tilslutte sig ”hæren med det sorte flag”, når den viser sig.

IS’ højborge i Afghanistan ligger i den nordøstlige Kunar-provins og i den tilstødende Nangarhar-provins (særligt i Achin-distriktet). Begge områder grænser op til Pakistans stammeområder, og bevægelsen møder tilslutning fra begge sider af grænsen. ISK’s krigere består, ud over afghanere og pakistanere, også af usbekere fra IMU (Islamic Movement of Uzbekistan), der tidligere har samarbejdet med al-Qaeda og Taleban.

I løbet af 2015 kom det frem, at ISK langsomt var ved at arbejde sig ind på den pakistanske ”jihad-arena”, både fordi fremtrædende medlemmer af forskellige pakistanske militante bevægelser annoncerede deres tilslutning til IS og al-Baghdadi, men også fordi der blev fundet IS-propagandamateriale i Pakistan - herunder kunne journalister rapportere om IS-flag og pro-IS graffitislogans på mure rundt omkring i Karachi og Peshawar – to byer, der tidligere har været arnested for både al-Qaeda-sympatisører og Taleban-tilhængere. I slutningen af 2015 var der også beretninger om udbredelsen af IS-propagandavideoer i Afghanistan og om etableringen af radiokanalen “The Voice of the Caliphate”, der dog blev lukket efter amerikanske luftangreb.

I maj 2015 blev et dødeligt angreb på 46 shiamuslimer knyttet til en IS-relateret bevægelse i Karachi (beliggende i Sindh provinsen). Ansvaret for angrebet, der havde en tydelig sekterisk karakter, blev påberåbt af bevægelsen Jundullah, der i november 2014 svor troskab til IS. Samme år blev 42 mennesker arresteret i Sialkot (i provinsen Punjab), fordi de angiveligt var en del af en IS-celle. Også i Islamabad, Pakistans hovedstad, blev en formodet pakistansk IS-leder arresteret og anklaget for at være i færd med at rekruttere til bevægelsen. Pakistanske medier beskrev, at det i forbindelse med arrestationen var kommet frem, at IS betalte nye rekrutter en månedsløn på 380 dollars for at tilslutte sig deres kamp. Andre steder er beløbet angivet som højere, men uanset hvad er betalingerne med til at øge IS’ tilstedeværelse i Pakistan, især i stammeområderne hvor tusindvis af mennesker lever under arbejdsløshed og ringe socioøkonomiske vilkår.

På samme måde som paraplyorganisationen af Taleban-bevægelser i Pakistan, Tehrike Taliban Pakistan (TTP), består af hele bevægelser, der har tilsluttet sig TTP-banneret, såvel som mindre udbrydergrupper af andre bevægelser, er ISK kendetegnet ved et lignende mønster. Ud over at Jundullah-bevægelsen offentligt har erklæret, at den nu har tilsluttet sig ISK, har bevægelsen IMU gjort det samme. Man må antage, at tilslutningen af netop den usbekiske bevægelse, der i mange år har kæmpet for at etablere en Islamisk stat i Usbekistan fra dens eksil i Pakistan og Afghanistan, har stor værdi for IS. Det tyder nemlig på, at IS har ambitioner om at indtage det historiske Khorasan og derved opfylde profetien i den hadith, der bliver citeret i deres propagandamaterialer og af de bevægelser, der har tilsluttet sig IS’ kamp.

Vi ved stadig ikke, i hvilken grad ISK får overbevist de militante bevægelser, der opererer i regionen, om at de skal aflægge troskabsed til al-Baghdadi, tilslutte sig deres kalifat-jihadisme og kæmpe det, de opfatter som det afgørende slag mod de vantro. Hvis ikke det lykkes ISK-bevægelsen at overbevise de militante bevægelser i regionen, kan man forestille sig, at de vil fortsætte en intern krig, der handler om at nedkæmpe modstandere i regionen. Forholdet mellem Taleban-bevægelserne i Pakistan og i Afghanistan på den ene side og ISK på den anden har indtil videre overvejende været præget af spændinger og interne magtkampe snarere end samarbejde og integration. Det vil sige, at IS og Taleban, som billedet er nu, ikke kan opfattes som en samlet eller samlende fløj, men derimod fremstår som konkurrerende bevægelser, der gensidigt svækker hinanden ved at bekrige hinanden. Hvis denne udvikling vender, vil ISK’s indtog i Afghanistan og Pakistan kræve, at de lande, der hidtil har anset konventionelle krigsmetoder for at være den rette form for indsats mod terrorisme, tager stilling til, hvorvidt de skal genindsætte militær i de områder, de fornyligt har trukket sig ud af – på samme måde som i Irak.

Alt imens IS’ indtog i Irak og Syrien er blevet fulgt med stor mediebevågenhed, og den danske regering aktivt har valgt at tilslutte sig kampen mod IS, så har bevægelsen fået nye grene i andre regioner, der i den nærmeste fremtid vil stille blandt andet Danmark over for nogle svære valg om, hvornår og hvor meget vi ønsker at sætte ind. Er vi nødt til at sige b, når vi nu har sagt a (i Irak og Syrien), og hvad er chancerne for at bekæmpe en bevægelse, der formerer sig så hurtigt. Uanset hvad det politiske svar bliver, er vi nødt til at reflektere dybere over vores terrorbekæmpelsesstrategier eller manglen på samme, så vi ikke bliver ved med at leve i illusionen om, at vi Lucky Luke-agtigt kan få gjort kål på banditterne ved at skyde vildt i alle retninger og ramme plet hver gang.