IS-fremmedkrigerne efter kalifatets fald
Fremmedkrigernes exodus fra Syrien og Irak rejser spørgsmål om, hvorvidt de udgør en større sikkerhedstrussel, hvis de hentes hjem til deres hjemlande, end hvis de søger mod nye konfliktzoner. Og hvad skal der ske med deres børn?
■Sikre, at det umiddelbare fokus på national sikkerhed ikke hindrer langsigtede indsatser mod dannelsen af nye terrorformationer og globale trusler.
■Aktivt opsøge og hjemtage danske
IS-fremmedkrigere til retsforfølgelse i Danmark.
■Etablere rehabiliteringstiltag for de hjemvendte, som ikke kan retsforfølges.
■Hurtigst muligt udvikle en særligt aktiv indsats for at hente fremmedkrigeres danske børn, som er strandet i konfliktzonen, hjem.
■ I den forbindelse udarbejde skræddersyede psykologiske og sociale tiltag til at modtage fremmedkrigernes børn.
Efter intense kampe i de sidste IS-kontrollerede områder på lidt under en halv kvadratkilometer i Syrien, ved landsbyen Baghuz nær grænsen til Irak, erklærede den amerikanske præsident Trump midt i februar 2019, at kampen mod IS var vundet, og at Europa nu skulle indlede en proces for at tage sine tilfangetagne IS-fremmedkrigere hjem.
Skal fremmedkrigerne hjem
Der er i skrivende stund stadig en hård kerne af IS-fremmedkrigere tilbage i Baghuz, mens flere IS-fremmedkrigere er fængslet af alliancen af oprørsbevægelser kaldet Syriens Demokratiske Styrker i midlertidige lejre. Det er disse IS-fremmedkrigere og deres familier, som USA og FN opfordrer hjemlandene til at bringe hjem med henblik på at sætte dem for nationale domstole. Opfordringen har mødt modstand fra hjemlandene, som frygter, at hjemtagne IS-fremmedkrigere kan udgøre en national sikkerhedstrussel.
Der er generel uenighed om, i hvilken grad hjemvendte fremmedkrigere udgør en sikkerhedstrussel for de lande, de vender tilbage til eller søger midlertidig tilflugt i.
Der er generel uenighed om, i hvilken grad hjemvendte fremmedkrigere udgør en sikkerhedstrussel for de lande, de vender tilbage til eller søger midlertidig tilflugt i. I Europa er man bekymrede for, hvorvidt tidligere IS-fremmedkrigere, eller personer som på andre måder har støttet terrororganisationer, vil fortsætte med at fremme organisationens sag enten med base eller mål i Europa. Endelig frygter man også, at hjemvendte fremmedkrigere kan spille nøgleroller i rekrutteringen af nye tilhængere og dannelse af nye netværk, ikke mindst inde fra fængsler eller igennem infiltrering af kriminelle miljøer.
Forskning peger på, at relativt få terrorangreb i Vesten har haft hjemvendte fremmedkrigere som bagmænd – men også, at netop disse angreb har været nogle af de mest blodige, vi har set i løbet af de seneste tre årtier.
Repatriering, retsforfølgelse og rehabilitering
Det er uholdbart, uetisk og i strid med FN’s Børnekonvention at efterlade børn i væbnede gruppers varetægt.
EU anbefaler derfor at de medlemslande, som modtager tilbagevendte fremmedkrigere, søger at supplere hårde tiltag, såsom fængselsstraf og overvågning (samt fratagelse af statsborgerskab), med mere bløde rehabiliteringstiltag, som kan give den relevante støtte til hjemvendte og deres familier – og som på længere sigt formodes at nedsætte risikoen for, at den hjemvendte vil udgøre en sikkerhedstrussel.
Kvinder og børn
En særlig udfordring er det markante antal kvinder og børn, der er rejst til, eller i børnenes tilfælde er født i, IS’ territorium. Det vurderes, at ca. hver syvende udrejste fra Danmark er kvinde, og at nogle af dem har medbragt børn eller fået børn, mens de har været afsted. Kvinder og børn udgør ca. halvdelen af dem, som ikke er vendt hjem til Europa igen, og det forlyder, at der sidder ca. 600 kvinder og tre gange så mange børn fanget i væbnede gruppers midlertidige fængsler i Irak eller Tyrkiet.
De udgør i særlig grad et dilemma for deres hjem- lande, fordi det er uholdbart, uetisk og i strid med FN’s Børnekonvention at efterlade børn i væbnede gruppers varetægt. Samtidig vil det være svært at udarbejde en aftale med de væbnede grupper, som sanktionerer, at man kun tager børnene hjem og ikke deres forældre. Børnene tages derfor som gidsel i det politiske spil om hjemtagelse af fremmedkrigerne, på en måde som besværliggør deres muligheder for at forlade konfliktzonen.
Belgien har meldt ud, at de aktivt tilbagetager alle børn under 10 år, mens de vurderer sager om børn mellem 10 og 18 år enkeltvis, da IS angiveligt gav drengebørn kamptræning, fra de var ni år. Andre lande vedholder, at deres børn såvel som andre statsborgere har al mulighed for at vende hjem, hvis de selv henvender sig på en ambassade. Det udgør dog en utilstrækkelig og kritisabel politik, da det særligt for børnene er urealistisk på den måde at få kontakt til ambassaden – især for dem, som sidder i uformelle fængsler og andre lejre. Indsatsen for at hente børnene hjem bør derfor være særligt opsøgende og aktiv.
Efter børnene tages hjem, er der stadig vigtige spørgsmål, som skal håndteres. Hvilken form for psykologisk og social støtte, såsom familiepleje og terapi, skal børnene fx modtage for at få et velfungerende liv, der ikke vil være for evigt præget af dets tragiske begyndelse?
DIIS Eksperter
