Hvorfor flygtninge og migranter vælger et land frem for et andet

Krig, kup og katastrofer kan generere store migrationsbevægelser i mange retninger, men på et givet tidspunkt vil forhold i forskellige destinationer også begynde at påvirke migrationernes retning. Mennesker på flugt fra borgerkrig eller naturkatastrofer vil, i det omfang de har adgang til information og økonomisk mulighed for det, forsøge at nå destinationer med ’komparative fordele’.

Men det er netop i evalueringen af komparative fordele, at forskellen mellem ’økonomiske migranter’ og ’politiske flygtninge’ viser sig. For økonomiske migranter er den komparative fordel ved forskellige arbejdsmarkeder den væsentligste overvejelse, da hele formålet med deres migration er at kunne forsørge sig selv bedre, end det ville være muligt i hjemlandet. Derudover har langt de fleste mennesker, der migrerer af økonomiske årsager, en forpligtigelse til at underholde flere efterladte familiemedlemmer.

For flygtninge handler den komparative fordel i første omgang om sikkerhed, i anden omgang om forskellige landes flygtningepolitik. Mere liberale flygtningepolitikker er selvfølgelig at foretrække frem for begrænsede og begrænsende politikker. Regler for blandt andet familiesammenføring kan have en betydning. Men enhver flygtning er selvfølgelig også en potentiel økonomisk migrant, fordi behovet for at kunne forsørge sig selv er allestedsnærværende. Og ligesom den økonomiske migrant har også flygtningen behov for at kunne forsørge sin familie, både den der er på flugt, og den der er blevet tilbage i hjemlandet.

Et tredje forhold i potentielle destinationer påvirker flugtruternes retning, nemlig tilstedeværelsen af sociale netværk, dvs. at andre familiemedlemmer, naboer eller venner allerede bor i det pågældende land, gerne har været der længe nok til at blive etableret, kan dele information om hvordan man klarer sig og ofte måske ovenikøbet har mulighed for at huse nytilkomne. Sociale netværk vil ofte kende begrænsningerne i en given destinations komparative fordele. De vil fortælle familiemedlemmer på flugt om eventuelle stramninger i flygtningepolitikken, herunder beskæringen i sociale ydelser. Sociale netværk udgør derfor ikke alene en tiltrækningskraft (fordi der er x antal syrere i Danmark kommer der nødvendigvis xxx antal flere), men også en omdirigeringskraft (fordi de vil fortælle om mere liberale regler i f.eks. Sverige).

Et snævert fokus på den enkelte flygtning og hans/hendes sociale netværk kan skabe indtryk af, at migrationsprocessen er et spørgsmål om den enkeltes valg: Fordi jeg har familie i x land, tager jeg derhen. Det er selvfølgelig en fejlagtig slutning, da strukturelle barrierer begrænser den enkelte flygtnings valg fra det øjeblik, flugten tager sin begyndelse. Disse barrierer inkluderer blandt andet statslige og ikke statslige aktørers forsøg på at begrænse, kontrollere, udnytte eller assistere den enkeltes flugt.

Hvis vi vil forstå, hvordan flygtninge aktuelt bevæger sig mod Europa, skal vi derfor ikke alene studere, hvilke forhold der får mennesker på flugt til at ’vælge’ bestemte destinationer, men også hvilke barrierer der begrænser deres valg. Såvel den politiske debat som migrations- og flygtningeforskningen vil være godt tjent med at fokusere mere på betydningen af migrationspolitiske stramninger, kontrolsystemernes medansvar for skabelsen af stadig mere usikre flugtruter, samt den snævre forbindelse mellem migrationskontrol og skabelse af lukrative markeder for menneskesmugling. Et ændret fokus vil samtidig bidrage til at omdirigere debatten fra at handle om ’flygtningepres som risiko’ til i højere grad at handle om ’risici forbundet med flugt’.