Hele verden kan lære af Kenyas masaier

Corona-krisen har bragt et af tidens store spørgsmål tæt ind på livet: Hvordan tilpasser vi os bedst situationer, der udvikler sig uforudsigeligt, og hvor vi ikke har viden nok?  Spørgsmålet er ikke bare aktuelt i forhold til sundhed. Selvom vi får klima- og miljø forandringerne standset nu, kommer vi til at leve med større uforudsigelighed i vejr og natur langt ind i fremtiden. Udfordringen er global, og det kan være interessant at se på, hvordan andre griber det an.

I Kenya kæmper befolkningen i øjeblikket mod tre nærmest bibelske kriser: Klimaforandringer, græshoppesværme og Corona-krise. I vores forskning har vi mulighed for at følge, hvordan folk håndterer situationen. Vi har blandt andet fokus på masaierne, de verdenskendte kvæghyrder som ofte fremstilles i et bedaget romantisk lys på film og TV. I virkeligheden er masaierne aktive deltagere i det moderne samfund, og i fuld gang med at handle på de nye udfordringer.

En af udfordringerne er klimaforandringerne. I de senere år er Kenyas klima blevet mere uforudsigeligt, med hyppigere tørkeperioder og mere intense oversvømmelser. Når der er tørke, får masaiernes kvæg og får ikke nok græs og vand, og afgrøderne tørrer ud. Når der er oversvømmelser, rådner afgrøderne og husdyrene får flere sygdomme.

Oven i dette hærges det østlige Afrika af de værste græshoppesværme i årtier, som æder al vegetation, hvor de slår sig ned, herunder husdyrenes græs og afgrøderne på marken. Det er endnu uklart, om sværmerne har noget med klimaforandringer at gøre, men sikkert er det, at de bidrager væsentligt til fødevare-usikkerheden.

Forandringsspecialister

Det lyder som en undergangshistorie, men mange masaier er specialister i at håndtere kriser og uforudsigelighed, og de møder de nye udfordringer kreativt ved at skrue op og ned for nogle grundlæggende strategier: Mobilitet, diversificering og nye måder at forvalte ressourcerne på.

Mobilitet har altid været central i kvæghyrders strategier. Når der er mangel på græs og vand, bevæger de sig over lange afstande med deres dyr for at finde ressourcer, også over grænser. Som svar på klimaforandringerne har nogle masaier udvidet denne strategi, så de dels bevæger sig nye steder hen, og dels er mobile på andre måder, ved f.eks. at lade de unge tage job i byen.

Samtidig forsøger mange at diversificere deres økonomi, så der er flere forskellige strenge at spille på, når en krise rammer. For eksempel via uddannelse, lønarbejde, små virksomheder og salg af nye landbrugsvarer i tillæg til de traditionelle husdyr og afgrøder. Det giver flere indtægtsmuligheder, og når den ene indkomst fejler, har man stadig den anden.

Derudover udvikler masaierne nye måder at organisere forvaltningen af ressourcer på. Nogle opfinder nye versioner af traditionelle principper, såsom fælles aftaler om forvaltning af græs og vand efter bestemte regler og sæsonplaner, som gør det lettere at klare sig med færre ressourcer. Andre har helt brudt med fortidens kollektive principper og går efter en mere individuel ejendomsret, som de mener styrker deres evne til at klare sig.

Corona begrænser mobilitet

Er alt så fryd og gammen? Nej. Selvom masaiernes strategier giver god mening, mødes de ofte med skepsis blandt planlæggere og beslutningstagere i Kenya, som ikke er vilde med alternative former for mobilitet og måder at organisere sig på.

Samtidig bliver kriserne stadigt mere komplekse og påvirker hinanden. Helt aktuelt har Corona-krisen gjort det svært at bekæmpe græshopperne, og den har ramt nogle af de strategier, som masaierne ellers bruger for at tilpasse sig klimaforandringerne. Ligesom i Danmark er Corona-nedlukningen i Kenya gået hårdt ud over økonomien og dermed masaiernes muligheder for at supplere deres kvægbrug med andre indtægter. Samtidig er der indført restriktioner mod bevægelse i landet. Det er ikke godt for kvæghyrdernes strategi, der jo blandt andet baserer sig på mobilitet.

Hvad kan resten af verden så lære af alt dette? For det første illustrerer Masaiernes strategier, at modstandsdygtighed ikke bare handler om at overleve en krise og derefter vende tilbage til normalen, men om at bruge erfaringerne fra hver krise til at udvikle og forandre ressourceudnyttelse, økonomi og organisering.

For det andet understreger masaiernes situation, at folks egen erfaringsbaserede viden om ”hvad der virker hér” er vigtig at få med i ligningen. Ekspert-baserede universal-løsninger er ikke nok. Der er brug for forskellige former for viden og en demokratisk dialog om, hvordan vi som samfund skal tilpasse os uforudsigelighed.

Endelig illustrerer situationen i Kenya, at kriser i klima, miljø og sundhed spiller sammen. Det er nødvendigt at tænke integreret, på tværs af kriserne. Tingene kan ikke løses hver for sig.

Mikkel Funder er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Martin Marani er lektor ved University of Nairobi

Sylvia Rotich er PhD studerende ved University of Nairobi

Analysen er oprindeligt bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten