Er Folketinget blevet bedre til at diskutere krigen?

Folketinget diskuterer i disse timer den amerikanske anmodning om et dansk flybidrag til missionen mod Islamisk Stat i Irak. Allerede nu trækker fraværet af reel politisk uenighed om beslutningen dog overskrifter i landets aviser: Minus Enhedslisten slutter alle partier op om en dansk deltagelse i den amerikansk ledede koalition. Politiken skriver om ”Krigsnationen Danmark slår til igen”. Og Dagbladet Information citerede i gårdsdagens avis professor Ole Wæver for ”nordkoreanske tilstande” i dansk konsensusland. Samtidig bringer Berlingske i dagens avis en opinionsmåling, der viser en dansk befolkning i fuld samhørighed. Hvorfor?

Det spørgsmål forsøgte jeg sammen med Anders Henriksen, Center for International Law and Justice, at give svar på i en rapport fra 2008. Under overskriften ”Vi diskuterer jo ikke politik på den måde": Regeringen, folketinget og sikkerhedspolitikken peger vi på fire overordnede årsager til den manglende debat:

• Umoden strategisk kultur: Danske politikere er ikke fagligt dygtige nok til at diskutere
  Danmark er en ung krigsnation, der de seneste to årtier har fået sit operative militære apparat helt op på internationalt niveau, men ikke samtidig har modnet den politisk-strategiske kultur, der følger med. Modsat lande som USA, England og Frankrig mangler Danmark simpelthen et bredt og pluralistisk miljø for sikkerhedspolitisk viden, tænkning og analyse.
  
• Småstatsidentitet: Danske politikere synes ikke, det er deres rolle eller opgave at diskutere
  Danmark har i udtalt grad en selvforståelse som småstat og en deraf afledt overbevisning om, at vi som nation er for lille til at have en mening om vores egen sikkerhedspolitik. Det er med andre ord en underliggende fælles forståelse, at vi leverer kuglerne, mens andre leverer retningen. USA har siden 2. Verdenskrig spillet en central rolle som storebror og opdragsgiver. Siden den NATO-ledede intervention i Kosovo ved afslutningen af 1990’erne, er denne rolle blevet næsten altoverskyggende og har fortrængt andre fora – EU, FN, NATO – til en andenplads, når dansk sikkerhedspolitik skal fastlægges.
  
• Konsensusdemokrati: Danske politikere synes ikke, det er legitimt at diskutere
  Dansk demokratiforståelse adskiller sig fundamentalt fra den amerikanske, der i selve sin institutionelle opbygning er skabt med magtdeling, pluralisme og uenighed som bærende ideal. I skarp kontrast er det danske demokrati bygget op omkring konsensus – jo bredere enighed, jo bedre. At udtrykke skepsis eller efterlyse mere tid til debat fremstår i den sammenhæng som et angreb på fællesskabets og de brede forligs grundstamme.
  
• Svagt Folketing: Regeringen mangler parlamentarisk modspil
  Endelig, og helt i tråd med konsensusidealet, er både Folketingets identitet og sekretariatsfunktioner meget svagt udviklede. Man er partimedlem, før man er parlamentariker, og derfor tager man debatten om krigen på de indre linjer – ikke i salen. Og skulle Folketinget som selvstændigt organ ønske at udfordre eller blot undersøge og belyse regeringens politik, mangler sekretariatsressourcerne. Dermed må Folketingets medlemmer forlade sig på analyser og materiale fra de selvsamme ministerier, der producerer den siddende regerings baggrundsmateriale. Igen ser det mildest talt anderledes ud i relationen mellem Det Hvide Hus og den amerikanske kongres: Kongressen er i den grad en selvstændig aktør, med store sekretariats- og analysefunktioner, og magtfulde udvalgs- og høringsbeføjelser.

I dagens konkrete sag – danske fly til bekæmpelse af Islamisk Stat i Irak – kan man naturligvis spørge sig selv: Hvad er problemet? Skyldes den udtalte enighed ikke blot, at beslutningen om et dansk militært bidrag ganske enkelt er for fornuftig til overhovedet at blive drøftet? Måske. Men bør ikke også vi tage den debat, som amerikanerne selv har taget? Da Obama på et pressemøde 28. august varslede, at væbnet magt ville komme på tapetet, var budskabet klart:”We don’t have a strategy yet”. Modstandere og medier udlagde straks kommentaren som endnu et udslag af svaghed, men Obamas eget motiv var plads til politisk diskussion og eftertænksomhed. En ting er viljen til vold – et andet er visdommen og vinklen, begrænsningerne og bæredygtigheden i den politiske strategi, hvori volden indgår. Den visdom og de vinkler har amerikanske medier, amerikanske tænketanke og det amerikanske forsvar diskuteret lige siden.

Er Danmark virkelig for lille et land til ægte og grundigt at gennemtænke, hvorvidt og hvordan, vi vil forfølge en kurs, der placerer os midt i to komplekse borgerkrige – en irakisk og en syrisk? Eller til i øvrigt at reflektere over, hvad det er for en orden, vi på den lange bane etablerer globalt, hvis vi langsomt afvikler FN som primær ramme for internationale interventioner? Tænketanken the Brookings Institute leverede i går en særdeles skarp analyse af den nyligt lancerede amerikanske ISIS-strategi. En central pointe i analysen er, at USA reelt kan klare sig uden Europas fly: Reelt er det ikke isenkram, det handler om. Når den europæiske deltagelse er vigtig, handler det dels om at give krigen global legitimitet, men også om at inddrage ligesindede, med hvem man sparre, tale, tøve og ændre kurs. Hvordan bliver man sparringspartner og ikke kun reservedelsleverandør, hvis man ikke dyrker sin egen tvivl, tanke og uenighed?