Det ender ikke godt i Irak og Syrien

Uanset hvilket scenario man forestiller sig for slutspillet i Syrien eller Irak, ender det ikke på en måde, hvor de 4,3 millioner mennesker, der i dag er flygtet fra Syrien, kan regne med, at der er et hjem og et liv at vende hjem til, og ingen af de mange millioner fordrevne i Irak kan regne med, at deres regering vil evne at samle stumperne op og bygge et demokratisk og velfungerende Irak.

Disse dystre udsigter er den største forhindring for at formulere en dansk strategi for Mellemøsten. For danske politikere, embedsmænd og officerer holder ikke af at skrive dansk strategi i mol; de foretrækker en mere munter rytme, der lover, at når enden er god, er alting godt.

Siden Danmark i 1991 sendte en korvet for at deltage i Irakkrigen, har landet været involveret i en lang række felttog i Mellemøsten. Når man i dag ser tilbage på dem, synes det åbenbart, at de var en del af en samlet indsats i Mellemøsten.

Men hver eneste gang Folketinget har sendt styrkerne ad sted, er det blevet set som en indsats med sine egne succeskriterier. Disse succeskriterier er i høj grad blevet formuleret som ambitioner om demokrati, frihed og udvikling. For Danmark har det ikke været nok at nå en flygtig militær afgørelse; man har ønsket en politisk løsning, som sikrede en bedre fremtid. Derfor har skoler stået højere på dagsordenen end kampvogne under krigen i Afghanistan.

Imidlertid har resultaterne ikke kunnet leve op til vores retorik om, hvad vi gerne ville opnå. I Afghanistan bryder den regering, som vi efterlod, langsomt sammen. I Libyen var Danmark stolt af flyvevåbnets store andel i de succesrige luftoperationer, men vi har mindre at være stolt af, når vi i dag kan se bådflygtninge sætte ud fra Libyens kyst, fordi denne kyst er uden bevogtning i et land, som er efterladt i anarki. I Afghanistan og i Libyen kunne vi fortælle os selv, at når enden er god, er alting godt, men det er ikke muligt i Syrien og i Irak.

Godt et år efter at danske F-16-fly lettede med kurs mod Kuwait for at blive indsat mod IS i Irak, står det imidlertid klart, at koalitionen har svært ved at vinde krigen mod Islamisk Stat med en begrænset militær indsats alene. I Syrien har regimet, de stridende militser og regionale stormagter skabt en uhyrlig krig og en humanitær katastrofe, der har sendt over halvdelen af Syriens befolkning på flugt. Her greb Vesten ikke ind, mens chancen var der, og har overkompenseret ved at fokusere på IS. Jo større onde IS var, jo mindre gjorde det, at Assad stadig tøndebombede og udsultede civilbefolkningen.

Men hvorfor har koalitionen og Danmarks indsats mod Islamisk Stat haft det så svært? For at svare på det spørgsmål er det nødvendigt at gribe tilbage til den forrige krig i Irak. Islamisk Stat har oprindelig sit udspring i Irak og opstod i kølvandet på den amerikanske invasion i 2003, hvor dets daværende leder, Abu Muzab al-Zarqawi, dannede gruppen al-Qaeda i Irak, der senere blev til Islamisk Stat i Irak (ISI).

ISI udførte talrige angreb mod de amerikanske styrker, men også mod irakiske shiitter og hellige templer. Med tilførslen af 20.000 amerikanske tropper under den såkaldte Surge og den strategiske inddragelse af Iraks sunniklaner i kampen mod ISI blev gruppen kraftigt formindsket.

Krigen i Syrien og den tidligere irakiske premierminister Nouri al-Malikis sekteriske politik gav imidlertid ISI fornyet momentum. Jabhat al-Nusra blev dannet af Abu Bakr al-Baghdadi i Syrien i 2012.

Allerede året efter annoncerede Baghdadi, at Nusrafronten og ISI nu var én samlet gruppe under navnet Islamisk Stat i Irak og Syrien (Isis) med base i Syrien omkring byen Raqqa. Med hjælp fra sunniklaner og tidligere Saddam-støtter indtog Isis hurtigt store landområder i Irak i 2014 og udråbte et såkaldt kalifat.

Baggrunden for Islamisk Stats opståen handler derfor frem for alt om de svage og/eller kollapsede statsstrukturer i Syrien og Irak og om centralregeringen i Bagdads systematiske udelukkelse af sunnigrupper fra den politiske magt. Hverken ved at kaste bomber eller Max Weber-bøger fra luften vil Vesten være i stand til at løse de grundlæggende problemer i den irakiske statsdannelse. Det lykkedes ikke for USA, da landet havde 150.000 soldater i landet, og det vil ikke lykkes i dag.

Så længe der ikke er blevet skabt en reel politisk magtdeling eller decentralisering/føderal opsplitning af landet, forbliver den irakiske stat svag og illegitim. Der vil fortsat være grobund for, at Islamisk Stat eller nye lignende ekstremistiske terrorgrupper opstår.

Det er et vigtigt vilkår at have med for at forstå, hvor vanskeligt det er at bekæmpe Islamisk Stat med en begrænset militærindsats fra luften. Samtidig skaber det nogle vanskelige vilkår for koalitionens træningsmission og bredere civile stabiliseringsindsats.

De få sunnigrupper, der har modtaget træning af regeringsstyrker, klager over, at de ikke efterfølgende har modtaget våben fra regeringen i Bagdad. For den shiadominerede regering frygter, at sunnierne enten de facto er allieret med Islamisk Stat eller vil vende våbnene mod selve regeringen, når først Islamisk Stat er nedkæmpet.

Det gælder til dels også for de kurdiske selvstyreområder i det nordlige Irak kontrolleret af Kurdistan Regional Government (KRG). Og frygten går begge veje. Mange af de tusindvis af sunnier, som er flygtet fra Islamisk Stats fremmarch i deres hjemstavne, er angiveligt ikke blevet lukket ind i Bagdad, fordi shiagrupper mistænker dem for at være Islamisk Stat-sympatisører og således terrorister in spe.

I Syrien gør nogle af de samme dynamikker sig gældende, men der er også vigtige forskelle. Selv om den syriske konflikt i dag også indeholder en etnisk-sekterisk dimension som i Irak, begyndte oprøret i 2011 som en folkelig bevægelse på tværs af sekter imod Assad-regimets årtier lange brutale diktatur.

De mange oprørsmilitser og -grupperinger, der nu opererer i Syrien, er stadig primært drevet af et ønske om at vælte Assad-regimet. Når Islamisk Stat har formået at finde fodfæste i Syrien, handler det derfor i mindre grad om sekterisk politik – eller mangel på sekterisk magtdeling – men snarere om, at krigen og statsinstitutioners sammenbrud gav rum til IS i det nordlige Syrien.

Det har tilvejebragt en vis form for orden (understøttelse af basale ydelser, skoler, retssystem, renovation, vedligehold etc.). Men Islamisk Stat nyder ikke lokal forankring i Syrien, og langt størstedelen (over 25.000 ifølge FN) af IS’ væbnede styrker er udenlandske (ikkesyriske) krigere, som i højere grad kæmper mod konkurrerende syriske grupper som Nusrafronten eller Ahrar al-Sham end mod Assad.

At oprøret i sin grund stadig handler om Assad-regimet, har også skabt nogle helt særlige vilkår for den amerikanskledede militære indsats mod Islamisk Stat i Syrien.

På jorden er det primært de syrisk-kurdiske styrker (YPG), som får luftstøtte og udstyr fra USA til at bekæmpe Islamisk Stat i det nordlige Syrien. Uden for tre selvudnævnte kurdiske bystater i Nordsyrien opererer YPG selvsagt ikke. Her er det i stedet oprørsgrupper støttet af Golflandene og Tyrkiet på den ene side og regimets styrker støttet af Iran og Hizbollah på den anden der bekæmper hinanden – og i mindre omfang Islamisk Stat.

Mens 2014 lakkede mod enden, indførte USA i samarbejde med regionale allierede et nyt trænings- og udstyrsprogram af syriske oprørere til at bekæmpe IS. Programmet skulle uddanne op til 5.400 mand og forløbe over 3-5 år.

Indtil nu har programmet været særdeles småt og langsommeligt: 1.500 mænd er blevet udvalgt af CIA, men de har endnu ikke modtaget træning, og dele af den syriske politiske opposition angiver, at langt flere er parat til at modtage amerikansk træning. Indtil nu er der blevet sendt 54-60 trænede mænd ind i Syrien under navnet Division 30. Træningen har kostet 600.000 dollars pr. mand. Hen over sommeren blev de fleste oprørere i enheden dræbt, kidnappet eller deserterede i kamp mod Nusrafronten, al-Qaedas syriske filial. Miseren skyldes blandt andet, at enheden ikke fik amerikansk luftstøtte som rygdækning.

Endelig betyder det regionale sikkerhedspolitiske klima, at konflikterne i Syrien og Irak – og dermed Islamisk Stats mulighed for fortsat at eksistere – kan holdes i gang i mange år fremover.

Syrien og i mindre omfang Irak er skueplads for egentlige stedfortræderkrige mellem de ledende magter i Mellemøsten. I Irak er Iran den absolut vigtigste spiller, mens Saudi-Arabiens og Tyrkiets indflydelse er begrænset.

Siden den amerikanskledede invasion i 2003 har Irans politiske og religiøse magt i Irak været støt stigende. Med IS’ fremmarch i 2014 er Iran nu åbenlyst militært involveret i Irak. Teheran træner, udruster og rådgiver de mange shiamilitser, mens iranske officerer kæmper sammen med dem.

I forbindelse med irakiske sikkerhedsstyrkers tilbageerobring af den irakiske by Tikrit udgjorde shiamilitser over to tredjedele af de irakiske styrker. Længere nordpå i irakisk Kurdistan har præsident Barzani meddelt, at Iran var det første land til at støtte kurderne med våben. På den baggrund kan man spørge sig selv, om det var iranske støvler på jorden snarere end vestlige fly, der standsede IS’ march mod Bagdad.

I Syrien er billedet mere kompliceret, fordi flere regionale magter kæmper om at sikre deres interesser og indflydelse. Iran har en særlig interesse i at bevare sin indflydelse i landet. Syrien er Irans brohoved til Israel såvel som vejen, hvorigennem Hizbollah modtager våben fra Teheran.

Iran støtter således direkte det syriske regime med våben, økonomi, militærrådgivning samt deres egne Quds-styrker og shiamilitser. Saudi-Arabien har ydet militær og økonomisk hjælp til diverse syriske oprørere, men Riyadhs primære interesse i Syrien er at stække Irans indflydelse og dermed sikre, at det styre, som måtte følge efter Assads, vil være tæt allieret med Saudi-Arabien.

Tyrkiet har ligeledes støttet diverse syriske oprørere fra begyndelsen af optøjerne i 2011. På grund af landets lange grænse til Syrien og kurdiske organisationers særlige position på tværs af begge stater vil Tyrkiet fortsat spille en nøglerolle i konflikten.

Så længe alt eller intet-kampen mellem Iran og Saudi-Arabien og deres respektive allierede fortsætter, og så længe de to magter vurderer, at de rent faktisk kan vinde over den anden part på slagmarken, vil krigen i Syrien kunne holdes i gang med våben, træning og finansiering. Alt i alt betyder det, at regionale magter har langt større indflydelse på konflikternes udvikling og mulige løsning, end de internationale magter (og Danmark) i anti-IS-koalitionen har.

På den baggrund kan man ikke fortænke en enkelt politiker, embedsmand eller officer i at slå opgivende ud med armene og sige »Så lad dem da klare det selv«.

Imidlertid viser billederne af flygtninge os hver dag, at Mellemøstens problemer hurtigt bliver vores. Og selv den mest kyniske realpolitiker vil have svært ved at modstå det stigende folkelige pres for at gøre noget, der forhindrer, at liget af en lille dreng skal skylde op på en græsk strand, blot fordi han og hans forældre håbede på et bedre og sikrere liv.

Derfor har den britiske regering kædet sin villighed til at tage 15.000 flygtninge sammen med en øget militær indsats. Imidlertid virker den militære indsats langt mere håndfast og afgørende, end den er. For som vi har beskrevet, er der ikke et afgørende slag at kæmpe i Mellemøsten.

At nedkæmpe IS, genoprette den irakiske stat, afslutte den syriske borgerkrig og bringe flygtningene hjem er mål, som er alt for ambitiøse. Ikke mindst i lyset af hvad Vesten er villig til at sætte ind på operationerne. Som sagerne står, er det bedste det godes fjende, når der skal lægges strategi for indsatsen i Mellemøsten.

Et godt mål er at sørge for, at tingene ikke bliver værre, og skabe forudsætningerne for lokale og regionale løsninger, der kan skabe et fundament af social og politisk stabilitet.

Vesten i almindelighed, og Danmark i særdeleshed, kan ikke diktere en løsning på de centrale problemer, der holder konflikten i kog. I bedste fald kan vi skabe kapacitet til, at parterne selv kan løse dem, og vi kan afhjælpe nogle af de problemer, der opstår, når løsningerne lader vente på sig.