Drømmerier fra BRIKSen

Det startede i 2001 som et akronym i investeringsbanken Goldman Sachs for de fire vækstlande Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Men BRIK, der nu med Sydafrika er vokset til BRIKS, er tilsyneladende blevet en politisk realitet. Landenes ledere har i hvert fald taget forkortelsen til sig og har siden 2009 holdt årlige topmøder. Det fjerde møde i rækken fandt sted d. 29. marts i Indiens hovedstad, New Delhi, hvor de fem lande enedes om en omfattende politisk erklæring med 50 fælles standpunkter om internationale forhold. Spørgsmålet er så, om BRIKS-landene med det seneste topmøde og den fælles erklæring er kommet tættere på at realisere deres visioner for en alternativ verdensorden.

I tråd med tidligere erklæringer leverer BRIKS-landene en vidtgående kritik af de vestlige lande, som denne gang især skoses for deres uansvarlige makroøkonomiske tiltag i kølvandet på den `globale` finanskrise. Eller rettere: Selv om finanskrisen helt primært har været et vestligt fænomen, så har de vestlige centralbankers udpumpning af likvide midler i form af massive hjælpepakker haft en destabiliserende effekt på de opstigende økonomiers egne finansielle markeder. Derfor advokerer BRIKS-landene i første omgang for, at G20 påtager sig en langt stærkere rolle i forhold til global finansiel koordinering.

Mere grundlæggende gentager BRIKS-landene deres krav om at reformere det internationale samfunds økonomiske og politiske arkitektur, ofte kaldet `den globale liberale orden`. Man ønsker en mere multipolær verdensorden, hvis grundlæggende institutioner ikke domineres af Vesten, og således står de fem lande sammen i kampen om at demokratisere det internationale samfund, som det hedder. Især IMF og Verdensbanken fremhæves som eksempler på internationale institutioner, der bør reformeres (i forhold til stemmekvoter og besættelse af topposter) for bedre at afspejle den nye internationale magtfordeling.

Selv om store dele af topmødedokumentet er præget af luftige fraser og hensigtserklæringer, bider man især mærke i tre konkrete elementer ud over de specifikke reformkrav til IMF og Verdensbanken. For det første er det ideen om at lancere en BRIKS-baseret udviklingsbank, der skal sikre bedre finansieringsmuligheder for udviklingslandene. For det andet er det lanceringen af en fælles bankkreditmekanisme med långivning i lokale valutaer, hvilket skal stimulere den indbyrdes samhandel og investeringer. For det tredje er det de mange annoncerede mødeaktiviteter mellem BRIKS-landene på ministerniveau eller højt embedsmandsniveau på områder som sundhed, landbrug, sikkerhed, økonomi m.v.

Endelig bekræfter den fælles topmødeerklæring endnu en gang, at de fem landes samhørighed ikke blot skal ses i lyset af deres voksende økonomiske tyngde og ønsket om reformer af den vestligt dominerede verdensorden. BRIKS-landene forsøger nemlig samtidig at anlægge en fælles politisk røst på den internationale scene, hvor man især vender sig mod de vestlige landes indblanding i andre staters indre anliggender. Det interessante er, at der i alle fem lande findes en stærk tradition for anti-imperialistiske holdninger, som – med undtagelse af Rusland – bunder i en fælles skæbne som ofre for vestlig imperialisme. For Ruslands vedkommende er det landets kommunistiske fortid, som har skabt en dyb klangbund for anti-vestlige følelser. På den baggrund er det ganske logisk, at slutdokumentet på ingen måde støtter op om Vestens konfrontationslinje over for stater som Iran og Syrien, som flere af BRIKS-landene i øvrigt samtidig har et tæt handelsmæssigt samkvem med.

Når der alligevel næppe er nogen vestlige ledere, der ligger søvnløse om natten over perspektiverne ved BRIKS-samarbejdet, så skyldes det, at de fem vækstlande udgør en ualmindeligt broget flok – uden andre væsentlige fællesnævnere end kritikken af den vestligt dominerede verdensorden. BRIKS er hverken bundet sammen af en fælles geografisk kontekst som fx ASEAN og MERCOSUR, af en fælles handelsdagsorden som fx OPEC eller af et tæt handelsmæssigt samkvem som fx EU. Ej heller er de naturlige politiske allierede, da Indien, Brasilien og Sydafrika er demokratier, mens Kina og til dels Rusland er autoritære regimer. Tilmed er Rusland – i modsætning til de fire øvrige lande – slet ikke et udviklingsland, mens Kinas økonomiske tyngde efterhånden placerer landet i sin egen liga. Hvis man hertil lægger, at flere af landene reelt betragter hinanden som strategiske rivaler (især Kina og Indien), tegner der sig et noget andet billede af BRIKS-samarbejdet.

Mere specifikt kan Syrien-konflikten tjene som et symptomatisk vidnesbyrd om, hvor svært det i det hele taget er for BRIKS-landene at finde fælles fodslag på den internationale scene. Til at begynde med stod BRIKS-landene sammen i FN’s sikkerhedsråd, hvor Kina og Rusland har fast sæde, mens Indien og Sydafrika (samt Brasilien indtil 2012) er midlertidige medlemmer. På baggrund af Vestens luftbårne intervention i Libyen-konflikten havde BRIKS-landene tilbage i 2011 fremført en stigende kritik af Vestens ensidige indblanding. Og da EU i efteråret 2011 forsøgte at få vedtaget en kritisk resolution vendt mod Syriens Assad-regime, valgte alle fem BRIKS-lande at stemme imod i sikkerhedsrådet. Nu skulle der trækkes en streg i sandet over for Vesten. Imidlertid slog BRIKS-blokken allerede revner et halvt år senere, da en ny kritisk resolution blev fremsat i februar måned i år på vegne af Den Arabiske Liga. Denne gang var det udelukkende Rusland og Kina, der blokerede for resolutionen, til trods for at samtlige øvrige 13 medlemmer af sikkerhedsrådet (heriblandt Indien og Sydafrika) stemte for.

Man kan ikke fortænke BRIKS-landene i at forholde sig skeptisk til den nuværende verdensorden, som langt hen ad vejen afspejler de vestlige landes værdier og interesser. Men det seneste BRIKS-topmøde i New Delhi ændrer ikke ved indtrykket af, at de fem lande har utroligt svært ved at udmønte deres fælles, ikke-vestlige udgangspunkt i substantielle politiske reformdagsordener. Ganske sigende bakker hverken Kina eller Rusland op om Indiens og Brasiliens stærke ønske om en fast plads i sikkerhedsrådet, hvilket ellers ville kunne bane vejen for en i øvrigt ganske tiltrængt reform af FN. Man fristes til at bemærke, at en tur på BRIKSen måske nok kan stimulere drømmen om en ny verdensorden, men så længe virkeligheden ser vidt forskelligt ud fra Brasilia, Moskva, New Delhi, Beijing og nu også Pretoria, vil drømmen næppe materialisere sig foreløbig.