DIIS Comment
Bistanden skal både bekæmpe fattigdom og ulighed
Fattigdom 'let' at bekæmpe, mens ulighed er helt anderledes vanskelig at komme til livs. Målrettede og kombinerede indsatser inden for sektorer som sundhed, uddannelse, landbrug og småindustri viser, at fattigdomsreduktion er mulig. I Latinamerika er der de sidste 10 år sket store fremskridt i forhold til at reducere andelen af mennesker, der lever i fattigdom, uden at det endnu er lykkedes at gøre nævneværdigt indhug i uligheden
16. december 2011
Det, der gør uligheden så vanskelig at komme til livs, er, at den kun i de færreste tilfælde er et nyt fænomen, som er opstået gennem pludselig økonomisk vækst, men derimod har dybe historiske rødder, som solidt forgrener sig ud i samfundets institutioner lige fra retsvæsen og skatte- og miljøforvaltning til erhvervsfremmeinstitutioner og sundhedsvæsen.
Bekæmpelsen af sådan strukturelt forankret ulighed kan ikke – alene – bekæmpes 'nedefra', men skal bekæmpes fra samfundets top. Det indebærer de fleste steder et længere og sejere træk, end bistandsorganisationer har ry for at kunne levere. Samtidig vil et sådant træk mange steder møde modstand fra samfundets top – noget som heller ikke alle bistandsorganisationer har mod til eller mulighed for at modstå. I lande med dyb strukturel ulighed som f.eks. Nicaragua lever mange mindre velstillede indbyggere i frygt for at miste den smule de har. Mens det sådanne steder med en forholdsvis begrænset indsats til støtte for den kommunale forvaltning vil kunne lykkes at få småbønder til at betale ejendomsskat i frygt for at miste det lidt de ejer, er det anderledes svært at få landets få store forretningsdynastier til at svare deres skat, især hvis fritagelsen fra at betale skat er politisk sanktioneret. Og før dette sker og den politiske sanktionering af ulighed ophører, er det vanskeligt at forestille sig, at den strukturelt forankrede ulighed for alvor kan brydes.
At det er svært betyder naturligvis ikke, at bistandsorganisationer som Danida ikke skal yde deres til at styrke deres samarbejdslandes institutioners evne til bryde med den strukturelt forankrede ulighed gennem vedholdende at insistere på en transparent og politisk uafhængig forvaltningspraksis. Tværtimod! Men det betyder, at man skal være sig bevidst, at den virkelige bekæmpelse af ulighed kræver et langt sejt træk, som ikke umiddelbart vil lade sig aflæse i faldende børnedødelighed eller faldende fattigdomstal.
Hvis man synes, at bistanden skal yde en indsats på disse fronter for mennesker, der lige nu lever i fattigdom, vil dette de fleste steder kræve en selvstændig indsats.
Og endelig: Hvis bekæmpelsen af ulighed skal lykkes, er et pres selv fra alverdens bistandsorganisationer næppe i sig selv tilstrækkeligt! Skal det lykkes, vil det kræve et vedholdende folkeligt pres. Et sådant vedholdende pres lever sjældent længe blandt folk med sultne maver, men trives derimod bedre blandt mennesker, der har tilstrækkeligt overskud til at se, at en anden virkelighed er mulig. Derfor bør bistanden samtidig med den langsigtede indsats til støtte for nedbrydningen af strukturelt forankret ulighed, bidrage til at bekæmpe fattigdommen og derved gøde jorden, så kampen mod ulighed kan finde folkeligt rodfæste.
Bekæmpelsen af sådan strukturelt forankret ulighed kan ikke – alene – bekæmpes 'nedefra', men skal bekæmpes fra samfundets top. Det indebærer de fleste steder et længere og sejere træk, end bistandsorganisationer har ry for at kunne levere. Samtidig vil et sådant træk mange steder møde modstand fra samfundets top – noget som heller ikke alle bistandsorganisationer har mod til eller mulighed for at modstå. I lande med dyb strukturel ulighed som f.eks. Nicaragua lever mange mindre velstillede indbyggere i frygt for at miste den smule de har. Mens det sådanne steder med en forholdsvis begrænset indsats til støtte for den kommunale forvaltning vil kunne lykkes at få småbønder til at betale ejendomsskat i frygt for at miste det lidt de ejer, er det anderledes svært at få landets få store forretningsdynastier til at svare deres skat, især hvis fritagelsen fra at betale skat er politisk sanktioneret. Og før dette sker og den politiske sanktionering af ulighed ophører, er det vanskeligt at forestille sig, at den strukturelt forankrede ulighed for alvor kan brydes.
At det er svært betyder naturligvis ikke, at bistandsorganisationer som Danida ikke skal yde deres til at styrke deres samarbejdslandes institutioners evne til bryde med den strukturelt forankrede ulighed gennem vedholdende at insistere på en transparent og politisk uafhængig forvaltningspraksis. Tværtimod! Men det betyder, at man skal være sig bevidst, at den virkelige bekæmpelse af ulighed kræver et langt sejt træk, som ikke umiddelbart vil lade sig aflæse i faldende børnedødelighed eller faldende fattigdomstal.
Hvis man synes, at bistanden skal yde en indsats på disse fronter for mennesker, der lige nu lever i fattigdom, vil dette de fleste steder kræve en selvstændig indsats.
Og endelig: Hvis bekæmpelsen af ulighed skal lykkes, er et pres selv fra alverdens bistandsorganisationer næppe i sig selv tilstrækkeligt! Skal det lykkes, vil det kræve et vedholdende folkeligt pres. Et sådant vedholdende pres lever sjældent længe blandt folk med sultne maver, men trives derimod bedre blandt mennesker, der har tilstrækkeligt overskud til at se, at en anden virkelighed er mulig. Derfor bør bistanden samtidig med den langsigtede indsats til støtte for nedbrydningen af strukturelt forankret ulighed, bidrage til at bekæmpe fattigdommen og derved gøde jorden, så kampen mod ulighed kan finde folkeligt rodfæste.
DIIS Eksperter
Billede/illustration af Lynggaardhansenfoto.dk
Bistanden skal både bekæmpe fattigdom og ulighed