DIIS Comment
84% af alle i u-landene har fået adgang til rent vand. Men djævlen ligger i detaljen!
Der er grund til at kigge lidt grundigere på den virkelighed, der gemmer sig i de gode historier om bistanden, så den gode historie ikke får os til at tro, at der ikke er behov for justeringer af kursen, eller at vi er nået i mål. For hvis den gør det, kan den gode historie komme til at spænde ben for den gode indsats
26. august 2011
"84 % af alle i u-landene har fået adgang til rent vand". Det er en af de gode nyheder, der lige nu pryder Udenrigsministeriets gavl som en del af kampagnen Verdens Bedste Nyheder. Det er selvsagt vigtigt at fortælle, når og hvordan udviklingsbistanden nytter – både fordi det kan bidrage til at gøre bistanden endnu bedre, og fordi det bidrager til at bevare opbakningen til fortsat at yde udviklingsbistand.
Den gode nyhed er baseret på tal fra FN, og den giver håb om, at det er muligt at nå det af FN's 2015-mål, der handler om at halvere andelen af befolkningen i ulandene uden bæredygtig adgang til rent drikkevand. For at nå dette mål skal 86 pct. af alle mennesker i ulandene nemlig have bæredygtig adgang til drikkevand i 2015.
Den gode historie om, at 84 pct. af alle mennesker i ulandene har fået adgang til rent vand, kunne få os til at tænke en af to ting: Enten at 'så må vi fortsætte som hidtil, så vi kan få de sidste 16 pct. med' eller også at 'så har vi jo næsten nået målet, og derfor kan vi stoppe denne indsats og kaste os over nye indsatsområder'. Begge konklusioner ville imidlertid være katastrofale for de fattige i udviklingslandene, som jo stadig er den ultimative målgruppe for den danske udviklingsbistand.
Efter at Københavns og flere andre danske byers drikkevand for nylig blev forurenet, er der mange danskere, der har fået førstehåndsviden om, hvor vigtig adgang til bæredygtig drikkevandsforsyning er, og hvor meget ekstra arbejde, det kræver af en familie, når man mister adgangen til sikkert drikkevand.
Derfor er der også rigtig god grund til, at både den danske og internationale udviklingsbistand gennem mange år har haft etableringen af bæredygtig drikkevandsforsyning som et vigtigt indsatsområde, og til at et af FN's 2015-mål handler om adgang til rent vand.
Djævlen i detaljen
Djævlen ligger jo som bekendt i detaljen. Efter oplevelserne med forurenet drikkevand vil mange danskere sikkert kunne nikke genkendende til det vigtige i ikke bare at have adgang til rent drikkevand en gang i mellem men at have bæredygtig adgang til rent vand. Det er jo også det, FN's 2015-mål handler om.
DIIS-forskere har sammen med kolleger i Vietnam, Mali, Zambia, Bolivia og Nicaragua undersøgt landfamiliers adgang til vand i tørtiden og i regntiden. Det billede, som disse undersøgelser tegner, bekræfter, at der rigtig mange steder, selv langt ude på landet, er blevet etableret forbedret vandforsyning. Men dette til trods tegner undersøgelserne desværre også et billede, der ikke giver os grund til at tro, at 84 pct. af alle mennesker i ulandene også har fået bæredygtig – altså sikker og stabil – adgang til rent vand. Så måske er verdenssamfundet alligevel ikke så tæt på at have nået 2015-målet om bæredygtig adgang til drikkevand, som den gode nyhed ellers kunne få os til at tro.
Magt og ret
I lande som Zambia, Mali og Nicaragua, hvor vandinfrastrukturen lader meget tilbage at ønske, så der f.eks. er ringe mulighed for at lagre vand, stiger presset på vandposter og brønde i tørtiden. Den manglende vandlagring og pumper, der går i stykker når brønde løber tør, kan selvfølgelig i sig selv bringe vandforsyningssikkerheden i fare i tørtiden. Det er dog ikke det eneste, der bidrager til et øget pres på de offentlige vandposter og brønde, som udviklingsbistandsmidler typisk har været med til at finansiere for at forbedre drikkevandsforsyningen for landbefolkningen. Mange steder vælger mange af de – som regel bedrestillede – familier, der ejer kvæg eller dyrker kunstvandede afgrøder, i tørtiden, hvor andre vandkilder tørrer ud, at tappe vand fra de offentlige vandposter og brønde til vanding af kvæg og afgrøder. Dette sker ofte på bekostning af de dårligere stillede familiers adgang til drikkevand. På grund af deres ringere økonomiske formåen nyder de fattige familier ikke så stor lokalpolitisk indflydelse og ofte er de tilmed økonomisk afhængige af de bedrestillede familier. Så selvom de formelt har retten på deres side, sker det alt for tit at de hverken tør eller formår at gøre deres krav gældende. De er så henvist til at stå op og tappe vand midt om natten, vente længe ved vandposten indtil kvægejerne har taget deres del eller, til trods for en forbedret vandforsyning, søge til andre og mindre sikre vandkilder som f.eks. lokale floder og vandløb. Det er ikke bæredygtig adgang til vand. Der er altså meget, der tyder på, at bistanden og de myndigheder, den forvaltes igennem, ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksomme på eller i stand til at imødegå de magtstrukturer, der gør, at de fattige ikke tør kræve deres ret.
Samtidig tegner vores undersøgelser et foruroligende billede af en social skævhed i adgangen til rent vand, selv i lande som Vietnam og Bolivia, der har en relativt veludviklet vandinfrastruktur. Mens 92 pct. af de bedrestillede familier i Con Cuong distriktet i højlandet syd for Hanoi i Vietnam har adgang til rent drikkevand i tørtiden, er dette kun tilfældet for 52 pct. af de fattige familier. De bruger i stedet vand af tvivlsom kvalitet fra kunstvandingskanaler og vandløb til drikkevand. Dette peger altså på, at bistanden og de myndigheder, den forvaltes igennem, til trods for målsætninger om det modsatte ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til tilgodese de fattige familier under etableringen af offentlige goder som f.eks. forbedret vandforsyning.
Den gode historie må ikke spænde ben for den gode indsats
Der er altså grund til at kigge lidt grundigere på den virkelighed, der gemmer sig i de gode historier om bistanden, så den gode historie ikke får os til at tro, at der ikke er behov for justeringer af kursen eller at vi er nået i mål. For hvis den gør det, kan den gode historie komme til at spænde ben for den gode indsats.
Udfordringen om at blive bedre til at bidrage til bæredygtige forbedringer af de fattiges livsvilkår i en ulige verden består. Skal denne udfordring tages op, kræver det inden for vandforsyning for det første en erkendelse af, at vand i ulandenes landdistrikter ikke kun er drikkevand, og af at det især er de bedrestillede og mest magtfulde, der har mulighed for at bruge vand til produktive formål. For det andet, hvis målet er at skabe bæredygtig adgang til rent drikkevand for alle – også de fattige – kræver det etableringen af en vandforsyningsinfrastruktur, der har tilstrækkelig kapacitet til at dække efterspørgslen både efter drikkevand og vand til produktive formål. Og sidst, men ikke mindst kræver det, at der også for de fattige i landdistrikterne skabes adgang til rets- og appelinstanser, der kan dæmme op for vilkårlig myndighedsudøvelse og for de bedrestilledes mulighed for at bemægtige sig offentlige goder på de fattiges bekostning.
Den gode nyhed er baseret på tal fra FN, og den giver håb om, at det er muligt at nå det af FN's 2015-mål, der handler om at halvere andelen af befolkningen i ulandene uden bæredygtig adgang til rent drikkevand. For at nå dette mål skal 86 pct. af alle mennesker i ulandene nemlig have bæredygtig adgang til drikkevand i 2015.
Den gode historie om, at 84 pct. af alle mennesker i ulandene har fået adgang til rent vand, kunne få os til at tænke en af to ting: Enten at 'så må vi fortsætte som hidtil, så vi kan få de sidste 16 pct. med' eller også at 'så har vi jo næsten nået målet, og derfor kan vi stoppe denne indsats og kaste os over nye indsatsområder'. Begge konklusioner ville imidlertid være katastrofale for de fattige i udviklingslandene, som jo stadig er den ultimative målgruppe for den danske udviklingsbistand.
Efter at Københavns og flere andre danske byers drikkevand for nylig blev forurenet, er der mange danskere, der har fået førstehåndsviden om, hvor vigtig adgang til bæredygtig drikkevandsforsyning er, og hvor meget ekstra arbejde, det kræver af en familie, når man mister adgangen til sikkert drikkevand.
Derfor er der også rigtig god grund til, at både den danske og internationale udviklingsbistand gennem mange år har haft etableringen af bæredygtig drikkevandsforsyning som et vigtigt indsatsområde, og til at et af FN's 2015-mål handler om adgang til rent vand.
Djævlen i detaljen
Djævlen ligger jo som bekendt i detaljen. Efter oplevelserne med forurenet drikkevand vil mange danskere sikkert kunne nikke genkendende til det vigtige i ikke bare at have adgang til rent drikkevand en gang i mellem men at have bæredygtig adgang til rent vand. Det er jo også det, FN's 2015-mål handler om.
DIIS-forskere har sammen med kolleger i Vietnam, Mali, Zambia, Bolivia og Nicaragua undersøgt landfamiliers adgang til vand i tørtiden og i regntiden. Det billede, som disse undersøgelser tegner, bekræfter, at der rigtig mange steder, selv langt ude på landet, er blevet etableret forbedret vandforsyning. Men dette til trods tegner undersøgelserne desværre også et billede, der ikke giver os grund til at tro, at 84 pct. af alle mennesker i ulandene også har fået bæredygtig – altså sikker og stabil – adgang til rent vand. Så måske er verdenssamfundet alligevel ikke så tæt på at have nået 2015-målet om bæredygtig adgang til drikkevand, som den gode nyhed ellers kunne få os til at tro.
Magt og ret
I lande som Zambia, Mali og Nicaragua, hvor vandinfrastrukturen lader meget tilbage at ønske, så der f.eks. er ringe mulighed for at lagre vand, stiger presset på vandposter og brønde i tørtiden. Den manglende vandlagring og pumper, der går i stykker når brønde løber tør, kan selvfølgelig i sig selv bringe vandforsyningssikkerheden i fare i tørtiden. Det er dog ikke det eneste, der bidrager til et øget pres på de offentlige vandposter og brønde, som udviklingsbistandsmidler typisk har været med til at finansiere for at forbedre drikkevandsforsyningen for landbefolkningen. Mange steder vælger mange af de – som regel bedrestillede – familier, der ejer kvæg eller dyrker kunstvandede afgrøder, i tørtiden, hvor andre vandkilder tørrer ud, at tappe vand fra de offentlige vandposter og brønde til vanding af kvæg og afgrøder. Dette sker ofte på bekostning af de dårligere stillede familiers adgang til drikkevand. På grund af deres ringere økonomiske formåen nyder de fattige familier ikke så stor lokalpolitisk indflydelse og ofte er de tilmed økonomisk afhængige af de bedrestillede familier. Så selvom de formelt har retten på deres side, sker det alt for tit at de hverken tør eller formår at gøre deres krav gældende. De er så henvist til at stå op og tappe vand midt om natten, vente længe ved vandposten indtil kvægejerne har taget deres del eller, til trods for en forbedret vandforsyning, søge til andre og mindre sikre vandkilder som f.eks. lokale floder og vandløb. Det er ikke bæredygtig adgang til vand. Der er altså meget, der tyder på, at bistanden og de myndigheder, den forvaltes igennem, ikke i tilstrækkelig grad har været opmærksomme på eller i stand til at imødegå de magtstrukturer, der gør, at de fattige ikke tør kræve deres ret.
Samtidig tegner vores undersøgelser et foruroligende billede af en social skævhed i adgangen til rent vand, selv i lande som Vietnam og Bolivia, der har en relativt veludviklet vandinfrastruktur. Mens 92 pct. af de bedrestillede familier i Con Cuong distriktet i højlandet syd for Hanoi i Vietnam har adgang til rent drikkevand i tørtiden, er dette kun tilfældet for 52 pct. af de fattige familier. De bruger i stedet vand af tvivlsom kvalitet fra kunstvandingskanaler og vandløb til drikkevand. Dette peger altså på, at bistanden og de myndigheder, den forvaltes igennem, til trods for målsætninger om det modsatte ikke i tilstrækkelig grad har været i stand til tilgodese de fattige familier under etableringen af offentlige goder som f.eks. forbedret vandforsyning.
Den gode historie må ikke spænde ben for den gode indsats
Der er altså grund til at kigge lidt grundigere på den virkelighed, der gemmer sig i de gode historier om bistanden, så den gode historie ikke får os til at tro, at der ikke er behov for justeringer af kursen eller at vi er nået i mål. For hvis den gør det, kan den gode historie komme til at spænde ben for den gode indsats.
Udfordringen om at blive bedre til at bidrage til bæredygtige forbedringer af de fattiges livsvilkår i en ulige verden består. Skal denne udfordring tages op, kræver det inden for vandforsyning for det første en erkendelse af, at vand i ulandenes landdistrikter ikke kun er drikkevand, og af at det især er de bedrestillede og mest magtfulde, der har mulighed for at bruge vand til produktive formål. For det andet, hvis målet er at skabe bæredygtig adgang til rent drikkevand for alle – også de fattige – kræver det etableringen af en vandforsyningsinfrastruktur, der har tilstrækkelig kapacitet til at dække efterspørgslen både efter drikkevand og vand til produktive formål. Og sidst, men ikke mindst kræver det, at der også for de fattige i landdistrikterne skabes adgang til rets- og appelinstanser, der kan dæmme op for vilkårlig myndighedsudøvelse og for de bedrestilledes mulighed for at bemægtige sig offentlige goder på de fattiges bekostning.
DIIS Eksperter
Billede/illustration af Lynggaardhansenfoto.dk
'84 % af alle i u-landene har fået adgang til rent vand'
men djævlen ligger i detaljen