Afrikansk migration – tendenser og politiske dilemmaer

Migration udgør en integreret del af lokale livsformer og levebrød i mange dele af Afrika. Migranter flytter sig for at forsørge deres familier, tage uddannelse, finde sikkerhed, etablere en bedre fremtid, af religiøse og familiære grunde og meget mere. Det meste migration finder sted internt i landene, ofte fra landdistrikter eller mindre byer til større byer eller hovedstaden. En mindre del går over landegrænser. Ud af Afrikas samlede befolkning på cirka 1,4 milliarder mennesker, er der anslået 43 millioner internationale afrikanske migranter, primært bosat i nabolandene og regionen. Europa, Nordamerika og Asien er de største modtagerområder udenfor kontinentet.  

Både regulær og irregulær migration udgør nøgleudfordringer for dansk og europæisk politik med dertilhørende dilemmaer. Disse står selvsagt ikke alene men er forbundet med strukturelle transformationer såsom ændringer i geopolitik, handel, konflikt, demografi og klimaforandringer, som igen er forbundet med og kan forstærke globale og regionale uligheder. Nedenfor opridses tre overordnede tendenser for afrikansk arbejdsrelateret migration, efterfulgt af overvejelser om politiske handlemuligheder og dilemmaer set fra danske og afrikanske perspektiver.   

TRE NØGLETENDENSER  

Cirkulær arbejdsmigration 

Migration og udvikling er tæt forbundet i afrikanske sammenhænge på grund af omfanget af remitter, mulig opgradering af erhvervs- og uddannelsesmæssige kvalifikationer, samt diaspora-investeringer, som migration kan medføre på både kort og langt sigt. Mange afrikanske arbejdsmigranter har imidlertid ikke til hensigt at bosætte sig i Europa eller andre steder, men ønsker at bo i deres hjemlande, hvis og når deres personlige og generelle forhold er forbedret. Cirkulær migration, forstået som at vende hjem igen eller flytte videre til et andet sted – og muligvis migrere derfra igen – er således normal praksis. Denne situation har potentiale for afrikansk-europæisk samarbejde. Med udsigten til et fald i den samlede arbejdsstyrke og allerede eksisterende mangel på arbejdskraft indenfor, for eksempel, teknologi, sundssektoren, og landbrug, kan efterspørgslen efter migrantarbejdskraft i Europa og andre steder forventes at stige i de kommende år. Denne tendens vil sandsynligvis forstærkes på grund af demografiske ændringer, hvor Europa forventes at have lave fødselsrater og en aldrende befolkning, mens befolkningerne på det afrikanske kontinent fortsat vil vokse og bestå af primært unge mennesker. Incitamentet til at fremme regulær og cirkulær migration er derfor en potentielt fælles politisk ambition, da arbejdsløshed og underbeskæftigelse fortsat påvirker mange (især unge) afrikanere.  

Klimaforandringer  

Stigende temperaturer og ekstremt vejr påvirker i stigende grad fordrivelses- og migrationsmønstre – men ikke nødvendigvis sådan som det ofte fremstilles i medierne. Udbredte forestillinger om ustyrlig tilstrømning af migranter ’på flugt’ fra klimaforandringer i Afrika og andre dele af det globale syd understøttes ikke af forskningen. I stedet bevæger langt de fleste mennesker der er negativt påvirket af klimaforandringer sig til nærtliggende områder og byer inden for landegrænserne af deres hjemland. Tvungen immobilitet, altså at mennesker ikke har adgang til at kunne flytte sig, trods deres ønske om eller behov for dette, er også en central – men ofte overset – problemstilling. Disse forhold påvirker imidlertid ikke alle mennesker på samme måde, fordi effekterne af klimaforandringer, herunder fødevaresikkerhed, har større indvirkning på fattige mennesker.  

Migration er i stigende grad anerkendt som en klimatilpasningsstrategi men uden enighed om, hvad der udgør vellykket tilpasning, under hvilke betingelser og for hvem – som i høj grad (også) er et politisk spørgsmål. Det er også vanskeligt at afgøre, hvordan og i hvilken grad migration skyldes klimaforandringer eller andre forhold, især i forhold til gradvise, såkaldt ’slow-onset’, temperatur- og nedbørsændringer. Klimaforandringer forstærker og intensiverer snarere eksisterende mobilitetsmønstre end de udløser dem. Om dette vil ændre sig, hvis store områder af det afrikanske kontinent bliver ubeboelige og golde, er endnu uvist.  

Grænsekontrol og restriktiv migrationslovgivning 

Endeligt har grænsekontrol af EU’s ydre grænser samt øget regulering og restriktioner af migration fra tredjelande mere generelt været en politisk prioritet i Europa, i hvert fald siden oprettelsen af Schengen-området og med øget vægt fra 2015. Udover europæiske landes bekymringer om integration, afspejler dette en frygt for, at migration indebærer en sikkerhedstrussel. Som følge heraf har migration fra Afrika og andre dele af det globale syd fået sikkerhedspolitisk opmærksomhed, såsom restriktiv indvandrings- og asyllovgivning samt styrket grænsekontrol ved nationale og EU-grænser. Outsourcing og eksternalisering af migrationskontrol til afrikanske afsender- og transitlande er også en central tendens, med hjemsendelse af afviste asylansøgere og irregulære migranter til deres oprindelseslande som en fremtrædende prioritet. En konsekvens af dette er, at adgang til sikker og legal migration til Europa, herunder for at søge beskyttelse, er utilgængelig for mange, hvis ikke de fleste, afrikanske statsborgere. Dette får et mindretal af migranter til at benytte sig af irregulære migrationsformer. Dette er ofte farligt og dyrt, med en høj risiko for at blive udsat for overtrædelse af menneskerettigheder, herunder kidnapning, udnyttelse og tortur, samt dødsfald i ørkenen eller på havet. Den vanskelige adgang til sikker og legal migration og de risikable forhold for irregulære migranter bliver ofte anset som meget bekymrende og uretfærdige i afsender- og transitlande. 

POLITISKE OVERVEJELSER OG DILEMMAER  

Migration udgør altså et tværgående, højprofileret og til tider meget værdipolitisk spørgsmål i både dansk, EU og afrikansk sammenhæng. Hvordan vestlige (og andre) politikere håndterer afrikansk migration indgår derfor i en større fortolkningsramme for afrikanske ledere, hvor emnet kan blive opfattet som symbolsk for andre forhold – og derved kan påvirke andre politiske dagsordner og udenrigspolitiske prioriterer. I det følgende er der spot på fem sæt politiske overvejelser og medfølgende dilemmaer.  

Øgede muligheder for legal og cirkulær arbejdsmigration (legal pathways) er en potentiel fælles politisk prioritet med fokus på sikker og lovmæssig migration, sådan som det også er fremhævet i FN’s globale migrationspagt. Ideelt set kan migranter få arbejde og modtagersamfund arbejdskraft. Ofte er dette dog ikke så enkelt og indebærer også et tydeligt dilemma. Med voksende konkurrence og efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft følger risikoen for hjerneflugt eller ’brain drain’, fordi emigration af fagpersoner som læger, sygeplejersker, tech-professionelle og ingeniører kan dræne afrikanske (og andre) lande for vigtige resurser og dermed forstærke uligheder, globalt og lokalt. For at modgå dette – og den unge og voksende afrikanske befolkning taget i betragtning – bør rekruttering af arbejdskraft gå hånd i hånd med støtte til uddannelse og opkvalificering inden for centrale sektorer, for eksempel i forhold til sundhed.  

Derudover har måden hvorpå legal pathways skrues sammen betydning i forhold til at undgå at migranter bliver et nyt (eller fastholdes som) prekariat. Her er sikring af ordentlige løn- og arbejdsforhold vigtig samt smidig vurdering og anerkendelse af kvalifikationer, så de kan arbejde indenfor deres respektive arbejdsområder og derved vedligeholde eller eventuelt opgradere deres kompetencer, fremfor at miste dem – såkaldt ’de-skilling’. Dette kan yderligere understøttes af langvarige og fleksible arbejdstilladelser med muligheder for fortsat mobilitet – at kunne rejse frem og tilbage fremfor kortvarige og ’låste’ migrationsbevægelser, der kan indebære risiko for irregularitet og udnyttelse. Endelig bør tilladelser være enkle og økonomisk overkommelige at opnå således migranter og deres familier ikke gældsætter sig eller bliver afhængige af mellemmænd.  

Hjemsendelsesaftaler hvor afrikanske (og andre) lande accepterer at tage imod afviste asylansøgere og migranter er, som tidligere nævnt, en vigtig prioritet i dansk og europæisk politik. Såkaldt ’conditionality’ bliver ofte brugt for at styrke denne politiske dagsorden. Dette betyder, at accept af (i dette tilfælde) hjemsendelsesaftaler knyttes til muligheden for at indgå fordelagtige handelsaftaler, modtage udviklingsbistand eller udvide mulighederne for legal migration. Dette er en kontroversiel problemstilling i mange afrikanske lande, hvor politikere - ligesom i Danmark - skal håndtere indenrigspolitiske spørgsmål og forventninger fra deres vælgere. Af og til indgår finansiering af socioøkonomiske støttemekanismer til reintegration af tilbagesendte migranter i forhandlingerne. Selvom sådanne projekter kan lette tilbagevendelsesprocessen for nogle migranter, er de ofte kortvarige og skaber sjældent løsninger på langt sigt. Deres værdi går derfor ikke nødvendigvis ’op’ i forhold til andre aspekter af migrationspolitik, hvor udvisninger og restriktiv migrationslovgivning kan opleves som nedværdigende.   

Langsigtede konsekvenser af migrationspolitikker er derfor et vigtigt spørgsmål, når europæiske og afrikanske ledere indgår aftaler om regulering og kontrol af migration. I sådanne tilfælde ender migranter nogle gange som elementer i diplomatiske byttehandler, som begge sider af forhandlingsbordet benytter sig af, for eksempel ved at afrikanske lande intensiverer grænsekontrol til gengæld for støtte til deres militær, kystpatruljer, eller andre incitamenter. Dette medfører dog en vis politisk risiko. Sender- og transitlande kan true med at slække grænsekontrol eller på anden vis kapitalisere på europæisk frygt for afrikansk migration som middel til at opnå politiske indflydelse eller som signal om nye geopolitiske allianceforhold. Niger er et aktuelt eksempel. Desuden kan støtte til militære- og politistyrker ende som støtte til anti-demokratiske kræfter, hvilket på langt sigt kan resultere i negative konsekvenser for danske og europæiske interesser. Dette udgør et kritisk dilemma i lyset af et skiftende geopolitisk landskab og voksende anti-vestlige holdninger. 

Hurtigvoksende urbanisering, forstærket af klimaforandringer og befolkningstilvækst, er måske en af de største migrationsrelaterede udfordringer for afrikanske beslutningstagere, fordi det indebærer et pres på opgradering af infrastruktur, boliger, uddannelse, energiforsyning og andre aspekter af byplanlægning. Ligeledes bliver intensiv land-til-by migration anset som et muligt socialt og økonomisk problem i nogle afrikanske lande. Da international migration i nogle tilfælde indledes med flytning til en større by, kan måden urbanisering håndteres på have indirekte, omend langsigtede, konsekvenser for andre politiske emner, inklusive migration. En overvejelse på tværs af politikområder kunne derfor være at intensivere støtte til inkluderende urbanisering samt klimatilpasning og grøn omstilling i byområder, så de er bedre rustet til migrations- og befolkningstilvækst i det hele taget og i særdeleshed i forbindelse med klimaforandringer.  

Endelig er anerkendelse af migranter som resurse en central overvejelse. Migranters økonomiske bidrag (remitter) til deres familier er overordentlig vigtige i mange afrikanske lande, hvor de udgør centrale bidrag til familiers uddannelse, sundhed, fødevaresikkerhed og fungerer som livliner under kriser, såsom konflikter, tørke, ustabilitet mv. Ligeledes spiller migranters bidrag til udviklings- og nødhjælpsarbejde på det kollektive plan en central rolle, ikke mindst i konfliktramte områder. Dette kan medføre et ganske betydeligt forventningspres på migranter, særligt i forbindelse med kriser, hvad enten disse finder sted på familie- eller nationalt plan. Derudover er nogle afrikanske politiske og økonomiske eliter involveret i migration og/eller tæt forbundet med deres familier, vælgergrupper eller virksomheder i udlandet, hvilket betyder at diasporainvesteringer og -diplomati kan have samfundsmæssig betydning i både afrikanske og europæiske sammenhænge. Politisk engagement og konsultation med diasporagrupper udgør derfor et lille, men vigtigt skridt, der potentielt kan have langsigtet og positiv betydning i en stadig mere forbundet verden.