DIIS Comment

Vi må gøre os umage, hvis energi og forsyningssikkerhed skal bruges til at bygge bro til afrikanske lande

kengen
Billedet viser byggepladsen for et 140 MW geotermisk kraftværk Olkaria IAU fra det kenyanske elselskab, KenGen. Et land som Kenya har haft succes med at udbygge geotermisk energi til at producere elektricitet og andre former for vedvarende energi som sol og vind i sin energiforsyning. Men dynamikken i lande, der producerer olie og gas, er anderledes.

Vi kan ikke i Danmark og Vesten forvente, at afrikanske lande vælger os til på bekostning af Rusland og Kina, men vi kan komme med et bedre tilbud baseret på respekt og ligeværd. Sådan skrev Dan Jørgensen og Lars Løkke Rasmussen i Politiken i sidste uge i forbindelse med lanceringen af en ny strategisk tilgang til kontinentet (Lars Løkke og Dan Jørgensen: Afgangsskærmen i Addis Ababas lufthavn bør bekymre Vesten. Det bekymrer os - politiken.dk). Men hvis vi skal komme med et bedre tilbud på energiområdet, skal vi gøre os umage. Kina rykkede i det forløbne årti op som den største individuelle bidragsyder til finansiering af energiprojekter på kontinentet. Det er væsentligt, når vi taler om behovet for at styrke vores relationer. For energi er et vigtigt politisk emne. Mange har stadig ikke adgang til elektricitet og både afrikanske ledere og deres befolkninger prioriterer at få rettet op på det forhold. Dertil kommer, at energiforsyningen ofte er ustabil på grund af umoderne el-infrastruktur, hvilket hæmmer den økonomiske vækst. Hvis vi vil bruge energi til at styrke partnerskaber, skal vi kunne bidrage med noget på de områder. Forsyningssikkerhed betyder ikke kun noget i vores del af verden.

Det kan være en udfordring, hvis Danmark vælger at fokusere for snævert i vores støtte til den grønne omstilling. Vi skal ikke kun fremme vedvarende energiprojekter indenfor eksempelvis vind, men også være villige til at lytte til vores partneres prioriteter. Vedvarende energi kan godt bidrage til adgang og forsyningssikkerhed, men der vil være forskelle mellem landene. Et land som Kenya har haft succes med at udbygge geotermisk energi til at producere elektricitet og andre former for vedvarende energi som sol og vind i sin energiforsyning. Men dynamikken i lande, der producerer olie og gas, er anderledes. Det handler dels om at vedvarende energi ikke nødvendigvis er den billigste energiform i de lande, og dels at den kan være svær at integrere i en gammel energiinfrastruktur. Og så handler det om, at fossile brændstoffer kan eksporteres og bidrage med hårdt tiltrængte indtægter og valuta. Skal vi komme med et bedre tilbud, skal vi oppe os. Ord og gode intentioner er ikke nok.

Kina har forstået det. Kineserne har ganske vist også droppet støtten til kul, men generelt har de vist sig ret imødekommende i forhold til afrikanske ønsker. Selv når fossile brændstoffer indgår. Lande i Golfen står også på spring, specielt Saudi Arabien. Hvis vi vil skabe partnerskaber gennem samarbejde om energi, kan vi i sagens natur ikke bestemme det hele selv, men må lytte til vores potentielle partneres prioriteter. Hvis vi vil samarbejde om energi i olie- og gasproducerende lande, må vi endvidere være villige til også at tale om disse energiformer. Måske kan vi i løbet af samarbejdet vise, at vedvarende energi faktisk kan bidrage til en bedre og billigere energiforsyning eller at landende med fordel kan udvinde og bruge deres fossile brændstoffer bedre og smartere samtidig med at de får mere vedvarende energi i deres energimix.

De områder, hvor der måske er størst potentiale for at styrke såvel partnerskaber som den grønne omstilling er omkring grøn industripolitik, der vil kunne bidrage til vækst og jobskabelse. Afrikanske lande er yderst interesserede i at få en større andel af de jobs, der kommer fra produktionen af vedvarende energiteknologier og fra produktionen af mineraler, der indgår i disse teknologier. Et mineland som Zambia arbejder allerede strategisk med at få mere ud af sine grønne mineraler. I dag bidrager afrikanske lande primært som producenter af råvarer, der sendes videre til forarbejdning i især Kina men også EU og USA. I lyset af, at USA og EU også har kastet sig ud i grøn industripolitik i en grad, der ville have været utænkelig for ganske få år siden, burde det ikke være umuligt. Både EU og USA har signaleret, at de er villige til at samarbejde om ’friendshoring’, det vil sige flytning af produktion fra Kina til venligtsindede lande. De har også lanceret initiativer som USAs Build Back Better World og EUs Global Gateway, der potentielt kan bidrage til at finansiering og partnerskaber, ligesom de har indgået en række aftaler med udvalgte afrikanske lande.

Men der er heller ikke grund til at lægge skjul på, at grøn industripolitik også er en svær øvelse i de afrikanske lande på grund af den internationale konkurrence og de ofte ganske ustabile politiske og økonomiske rammevilkår. Historisk har kontinentet været rig på fejlslagne industriprojekter, så det er vigtigt med realisme. Og ustabiliteten forefindes ikke kun på den afrikanske side af bordet. Initiativer som USAs Inflation Reduction Act (IRA) med massive subsidier til grønne teknologier produceret i USA og EUs Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM) med afgifter på energitunge materialer produceret uden for Unionen har vakt nervøsitet mange steder. Potentielt kan de undergrave afrikanske landes muligheder for få en større andel af værdikæderne. Initiativerne blev vedtaget uden megen forudgående dialog med Afrika.

For et lille land som Danmark er det også en svær øvelse at gøre en forskel, når det handler om industri- og handelspolitik. Her er det de helt store aktører der bestemmer spillereglerne og vi spiller med. Men måske kan vi gøre en større indsat for at påvirke EU, herunder til ikke at undergrave potentialet for partnerskaber med Afrika gennem unilaterale initiativer der ikke er diskuteret med vores potentielle partnere. I det hele taget er det vigtigt med øget samarbejde, hvis vi skal gøre en forskel. På energiområdet har vi nogle specifikke styrker omkring grøn omstilling. Men vi vil ofte have større gennemslagskraft og kunne bidrage bedre til at imødekomme afrikanske behov og prioriteter, hvis vi slår os sammen med andre. Det må en ny strategisk tilgang til Afrika gerne afspejle.

DIIS Eksperter

Rasmus Hundsbæk Pedersen
Bæredygtig udvikling og regeringsførelse
Seniorforsker
91325504
Vi må gøre os umage, hvis energi og forsyningssikkerhed skal bruges til at bygge bro til afrikanske lande