Da Danmarks frontlinje blev rykket mod Øst
Danmark skulle sikkert igennem den Kolde Krig. Det var det altdominerende hensyn i den danske udenrigspolitik før 1990, hvor alt på den internationale scene skulle balanceres mellem alliancen med NATO og USA og – for Danmarks vedkommende - naboskabet til det kommunistiske Sovjetunionen. Men da betingelserne ændrede sig, da den sovjetiske bjørn ikke længere var så truende, så opstod der et rum for de lande, der ønskede at føre en mere selvstændig udenrigspolitik.
En aktivistisk udenrigspolitik defineres typisk som et aktivt forsøg på at fremme en værdi eller interesse gennem eget initiativ. De typiske redskaber er militære interventioner, diplomati eller humanitær hjælp. Hvad der forstås ved ”aktivt” er der flere definitioner af, og der hersker derfor også flere opfattelser af, hvornår Danmark har haft en aktivistisk udenrigspolitik. Der er dog bred enighed om, at Danmark trådte mere markant ind på den internationale scene efter den Kolde Krig.
Modsætningen til en aktivistisk udenrigspolitik er en passiv eller reaktiv udenrigspolitik, som den der havde domineret i Danmark inden Anden Verdenskrig pga. frygten for Tyskland og under den Kolde Krig pga. frygten for Sovjet og hensynet til den store allierede, USA. Det, der kendetegnede forsøg på aktivisme før afslutningen af den Kolde Krig er derfor, at de var klart underordnet hensynet til stormagterne.
Og det var det, Danmark gjorde, da vi, anført af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, aktivt støttede de tre små sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen i at løsrive sig fra Sovjetunionen. I en ny forskningsartikel afdækker seniorforsker Mikkel Runge Olesen, hvad der gjorde dette første skridt mod en ny dansk aktivistisk udenrigspolitik mulig – en politik der betød, at Natos østlige frontlinje i dag ligger i lidt mere behagelig afstand fra Danmark.
”Ved at se på den danske Baltikum-politik, hvor Danmark aktivt støttede de baltiske landes kamp for selvstændighed fra januar 1990 og frem, finder man en form for ground zero for den danske aktivistiske udenrigspolitik, som den kom til at se ud efter den Kolde Krig. Det hele udspiller sig nemlig lige midt i øjeblikket, hvor verden ændrer sig,” siger Mikkel Runge Olesen.
Han har gravet sig igennem nu afklassificerede dokumenter fra Udenrigsministeriet for at afdække dels rationalet bag det danske udenrigspolitiske skifte og dels, hvad der gjorde det muligt:
”I dokumenterne kan vi følge, hvordan den strukturelle gletsjer rykker sig, da Sovjetunionen ikke længere er en afgørende magtfaktor, og i takt med det, ser vi et skift i den danske udenrigspolitik,” fortæller han.
Fra ikke-politik til aktivistisk udenrigspolitik
Slutningen af 80’erne markerede starten på enden for Sovjetunionen, der var hårdt presset af en årelang krig i Afghanistan, ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i ’86 og en økonomi i frit fald. Da Sovjets leder Mikhail Gorbatjov begyndte sine politiske og økonomiske reformer af landet under overskrifterne Glasnost (åbenhed) Perestrojka (omstrukturering) fik de nationale uafhængighedsbevægelser i de baltiske lande det puf, der skulle til. Det var noget, der blev bemærket i Danmark såvel som på den anden side af Atlanten, fortæller Mikkel Runge Olesen:
”I interne dokumenter fra Udenrigsministeriets arkiv kan man se, at man er meget opmærksom på dels, at Sovjetunionen ikke længere udgør den magtfaktor, som de gjorde engang og dels, at amerikanerne er villige til at udnytte det.”
Før 1990 havde Danmark ingen formuleret politik omkring de baltiske lande. Det skyldtes primært, at Danmark, i lighed med de fleste andre lande i Vesten, aldrig havde anerkendt den sovjetiske annektering af landene i 1940. Det betød, at der juridisk set ikke var en uafhængighed at anerkende, da det i første omgang aldrig var blevet anerkendt, at landene var en del af Sovjet. Men det lagde også begrænsninger på de danske muligheder for at tage kontakt til baltiske myndigheder, da disse juridisk var at betragte som en besættelsesmagts håndlangere - til trods for at de baltiske sovjetrepublikkers ledelser i stigende grad havde en meget uafhængig position ift. Moskva.
Da amerikanerne på et Nato-møde i ’89 imidlertid åbner muligheden for at tillade kontakter med baltiske myndigheder, efter at landene havde afholdt demokratiske valg, griber blandt andet Danmark muligheden. Herefter yder Danmark en aktiv og vedholdende politisk støtte frem til den baltiske selvstændighed var en realitet i august 1991.
Ikke uden risiko
Det var altså den globale magtbalance mellem de to stormagter USA og Sovjet, der gjorde det muligt for Danmark at føre, hvad man i politiske- og forskningsmæssige kredse kalder en ”aktivistisk udenrigspolitik”. Hvad Mikkel Runges Olesens forskning dog også viser er, at nok var det USA's velvilje og interesse, der gjorde politikken mulig, men der var faktisk tale om et ret selvstændigt dansk projekt, baseret på et strategisk ønske om at få flyttet den frontlinje i Østersøen, der dengang var det eneste, der adskilte Danmark fra Sovjet.
”Det er nærliggende at spørge, om beslutningen om at støtte de baltiske landes selvstændighedsbestræbelser ikke bare var et eksempel på, at Danmark agerede stikirenddreng for amerikanerne? Men det var det faktisk ikke, når man ser på kronologien i dokumenterne fra Udenrigsministeriet,” siger Mikkel Runge Olesen.
For det første fattede den danske regering interesse for det baltiske spørgsmål, før amerikanerne blev opmærksomme på, at Danmark kunne spille en rolle i landenes kamp for selvstændighed. For det andet, kan man se, at Danmark kommer på hårdt arbejde med at fastholde amerikanernes opmærksomhed på sagen, da Golfkrigen truer med at stjæle deres fokus. Endelig var det langt fra alle vestlige lande, der havde lige så travlt med at støtte sovjetrepublikkernes ønsker om selvstændighed:
”Både i Europa og USA synes man, at de baltiske lande presser for meget på, fordi man er bange for, at det skal vælte stolen under Gorbatjov, hvis det sker for hurtigt. Men for Danmark er det her vores nærområde, og vi har en klar interesse i at inkludere de baltiske lande i Vesten” fortæller Mikkel Runge Olesen. ”Indtil da har vi jo kun været adskilt fra Sovjet af Østersøen, så der var et klart ønske om at få rykket denne frontlinje.”
Tvivlerne skulle vise sig at få delvist ret – det mislykkede kup mod Mikhail Gorbatjov i august 1991 blev begyndelsen på enden for hans regeringsperiode, men fremskyndede også Sovjetunionens endelige sammenbrud og det betød selvstændighed for de baltiske lande.
Hvis man kigger på et kort og ser, hvor Natos grænse går i dag – hvilke lande ville man først angribe fra Øst? Det er dem, der ligger først for. Før de baltiske lande blev en del af Vesten, var det Danmark, der lå ved denne frontlinje.
Frontlinjen blev flyttet
Efter de baltiske landes selvstændighed var det vigtigt for blandt andet Danmark at få dem med i både Nato og EU. Hermed var grænsen mod øst endegyldigt flyttet væk fra Danmarks baghave i Østersøen – et faktum, der kan synes skræmmende relevant i dag med et tiltagende aggressivt Rusland, siger Mikkel Runge Olesen:
”Hvis man kigger på et kort og ser, hvor Natos grænse går i dag – hvilke lande ville man først angribe fra Øst? Det er dem, der ligger først for. Før de baltiske lande blev en del af Vesten, var det Danmark, der lå ved denne frontlinje.”
Topfoto: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/5/58/Baltsk%C3%BD%C5%98et%C4%9Bz.jpg
.jpg){kind=link}
