Artikel

Vietnams reduktion af russiske våben kan prikke til magtbalancen i Sydøstasien

Ruslands invasion af Ukraine har udstillet Vietnams store afhængighed af russiske våben. Nu prøver Vietnam at gøre sig mindre afhængig af Rusland, og det skaber nye muligheder for våbeneksporterende EU- og asiatiske lande.
Vietnams hær parade
For Kommunistpartiet er en reducering af våbenafhængigheden til Rusland også en lejlighed til at tilpasse balancen mellem USA, Kina og Rusland. På billedet den tidligere amerikanske forsvarsminister Mark T. Esper under et besøg i Hanoi. Foto: U.S. Secretary of Defense

Hvis man som dansk turist i Vietnam møder en soldat, er det overvejende sandsynligt, at hans våben er russisk.  Fra 1995 til 2021 kom over 80 procent af Vietnams samlede våbenimport fra Rusland. Den høje procentdel er et levn fra Vietnam-krigen. Efter krigens afslutning i 1975 forhindrede vestlige sanktioner, anført af USA, i flere årtier, import fra Vesten. Importen fra Kina ophørte, da Vietnam væltede det kinesisk, støttede Khmer Rouge styre i Cambodia i 1979. Derfor fortsatte våbenimporten fra Sovjetunionen ufortrødent, også efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor Rusland overtog rollen som den store våbeneksportør til Vietnam.

Vietnams dilemma

Ruslands invasion af Ukraine har på flere områder sat Vietnam i et dilemma. Invasionen rammer ind i hjertekulen på ikke-indblandingsprincippet, som er en af grundpillerne i vietnamesisk udenrigspolitik. Officielt støtter Vietnam da heller ikke invasionen, men reaktionerne på invasionen har været meget afdæmpede og vist, at Vietnam ganske enkelt ikke vil udfordre de historiske relationer til Rusland, hvoraf den store våbenimport er en ikke uvæsentlig komponent. Således undlod Vietnam, der normalt er tilhænger af en regelbaseret international lov og orden, at stemme for FNs fordømmelse af den russiske invasion. Siden har man afstået fra, eller stemt imod, FN’s resolutioner.  

Men den vietnamesiske regering er opmærksom på, at deres lunkne stillingtagen til invasionen kan bidrage til at skade landets internationale omdømme og i værste fald ramme de udenlandske investeringer i landet. Vietnam har de senere år nydt godt af, at mange internationale virksomheder har etableret sig i landet som et supplement eller alternativ til Kina. Med en vækst på omkring 8 procent i 2022 har Vietnam en af de højeste vækstrater i verden, i høj grad baseret på udenlandske investeringer.

Den internationale kritik af Vietnams reaktion på Ruslands invasion har sat gang i interne drøftelser i kommunistpartiet om, hvordan man kan mindske den omfattende afhængighed af våben fra Rusland. Regeringen er klar over, at en omstilling af våbenimporten vil tage lang tid, hvor russiske våbenplatforme gradvist skal erstattes af nye platforme fra andre lande.

I december 2022 afholdt Vietnam sin første internationale våbenmesse med deltagelse af 170 virksomheder fra 30 lande hvor bl.a. en lang række europæiske og asiatiske våbenfirmaer deltog.  Premierminister Pham Minh Chin benyttede lejligheden til at sende et klart signal om, at Vietnam ønsker at sprede landets våbenindkøb på flere lande, at sikre overførsel af teknologi til våbenindustrien fra udlandet og samtidig sætte turbo på landets egen våbenproduktion.

Vidtrækkende konsekvenser

For Kommunistpartiet er en reducering af våbenafhængigheden til Rusland også en lejlighed til at tilpasse balancen mellem USA, Kina og Rusland. De tre lande har alle spillet en afgørende rolle i Vietnams udenrigspolitik i mere end fire årtier, men balancen mellem dem ændrer sig løbende.

Vietnameserne ønsker ikke, at nogen af supermagterne eller Rusland kommer for tæt på eller fylder for meget i samarbejdet. Meget tyder på, at Ruslands betydning de kommende år vil falde i forhold til Kina og USA, men det er Vietnams klare prioritet at få andre asiatiske lande og EU-lande mere på banen også på det sikkerhedspolitiske område.

Konflikterne med Kina i Det Sydkinesiske Hav er Vietnams største udenrigspolitiske udfordring. Der tegner sig ikke en løsning på konflikterne i horisonten, og da omstillingen af det vietnamesiske forsvar vil tage tid, vil Vietnam paradoksalt nok i mange år være afhængig af russiske våbenleverancer, hvis landet skal gøre sig forhåbninger om at imødegå Kinas aggressive fremfærd i Det Sydkinesiske Hav.

Vietnam er Ruslands vigtigste samarbejdspartner i Sydøstasien. Ruslands invasion af Ukraine kan imidlertid, på sigt, få vidtrækkende konsekvenser for relationen til dets vigtigste samarbejdspartner i regionen. Både i forhold til et reduceret forsvarssamarbejde, men også fordi Rusland har krydset en rød linje i forhold til Vietnams grundlæggende ikke-indblandingspolitik.

Invasionen har samtidig åbnet for, at Vietnam kan sprede sit forsvarspolitiske samarbejde på flere lande, herunder større asiatiske lande og en række EU-lande. Det er helt i tråd med Vietnams ønske om at have gode relationer til alle lande uden at være for tæt på nogen.

Regioner
Vietnam Rusland
Vietnams reduktion af russiske våben kan prikke til magtbalancen i Sydøstasien
Jyllands-Posten, 2023