Regeringens udviklingspolitik risikerer at svigte fremtidens klimamigranter

Over 200 millioner mennesker vil de næste knap 30 år være nødt til at flytte på grund af klimaforandringer, siger en ny rapport fra Verdensbanken. Så store bevægelser i befolkningen vil være en stor udfordring for ethvert land – ikke mindst lav- og mellemindkomstlande.

Den gode nyhed er dog, ifølge rapporten, at antallet kan komme ned i nærheden af 50 millioner, hvis vi lykkes med kraftige reduktioner af drivhusgasser og den rette udviklingsindsats.

Vi kender beskeden om CO2-reduktioner, men vi bliver nødt til at se nærmere på udviklingsarbejdets helt afgørende rolle i at begrænse tvungen klimamigration. Når man gør det, kan man desværre konstatere, at dansk udviklingssamarbejde er på vej i en anden retning.

Klimamigration kan forebygges

Groundswell-rapporterne fra Verdensbanken har set på, hvor mange mennesker, der på verdensplan kommer til at flytte sig internt i deres lande i forbindelse med klimaforandringer frem til 2050. Rapporterne slår endnu en gang fast, at klimamigration – ligesom klimaforandringerne – rammer skævt.

Områder, som er fattigere og mere sårbare over for klimaforandringer, kommer til at opleve mest migration. Men rapporten afviser samtidig, at klimaforandringer fører direkte til migration. I stedet fremhæver den, at manglende adgang til indtægtsmuligheder samt sociale og økonomiske systemer, der kan afbøde klimaforandringerne, er afgørende for klimamigration.

Denne besked er afgørende, for det betyder, at meget kan gøres for at forebygge tvungen klimamigration. Men hvad er løsningen så?

Rapporten fremhæver en såkaldt inklusiv, bæredygtig udvikling som en af to hovedfaktorer, der kommer til at påvirke, hvorvidt og hvordan folk migrerer. Det kan for eksempel være gennem støtte til folks lokale eksistensgrundlag eller understøttelse af positive former for migration hen mod job og uddannelse.

Regeringsførelse er afgørende faktor

Men bæredygtig udvikling sker ikke af sig selv. Der skal de rigtige politiske beslutninger til, og beslutningerne skal føres ud i livet.

Derfor er regeringsførelse en helt central, men ofte overset, faktor, når det kommer til at begrænse tvungen migration og sikre, at den migration, der er, bidrager bedst muligt til udvikling og modstandsdygtighed. Både for den enkelte og samfundet.

På begge disse områder kan udviklingsaktører spille en vigtig rolle ved at samarbejde med regeringer og statslige aktører, lokalsamfund og de mennesker, der befinder sig i frontlinjen. Det kan ske gennem målrettede aktiviteter omkring klimatilpasning, men også initiativer, der understøtter samfundenes modstandsdygtighed overordnet set. For eksempel sociale sikkerhedsnet.

Den slags engagement tager tid og kræver tilstedeværelse og tæt samarbejde. Man skal opbygge kendskab til den lokale kontekst og opbygge tillidsforhold til statslige og lokale aktører. Men så har man også fundamentet for de holdbare løsninger, hvor “ingen efterlades”, som det lyder i Verdensmålene.

Klimamigration kræver multilateralt fokus

I mange lavindkomstlande er op mod 70 procent af befolkningen stadig afhængig af landbrug i landområderne. Her udfordrer klimaforandringerne allerede nu deres levegrundlag, fødevaresikkerhed og trivsel, hvilket kan være med i beslutningen om at søge væk mod alternative indtægtskilder.

Vores forskning i Ghana viser, at gennemsnitstemperaturen i nogle områder allerede er steget mere end de 1,5 grader, der er det globale mål for Parisaftalen. Og folk peger allerede på klimapåvirkninger som en af grundene til, at de har været nødt til at flytte.

Det støtter konklusionerne i den nye Verdensbankrapport, der forudsiger fremkomsten af såkaldte klimamigrations-hotspots i løbet af de næste ti år.

Derfor bliver det helt afgørende at adressere klimamigration i udviklingsplanlægningen allerede nu – også som en potentiel drivkraft for udvikling fremadrettet. Det kan Danmark gøre direkte gennem det bilaterale samarbejde og ved at sætte klimamigration på den multilaterale dagsorden.

Indenrigspolitik frem for udvikling

Den nye danske udviklingsstrategi sætter migration, fordrivelse og klimaforandringer i centrum. Men regeringens finanslovsudspil lægger op til, at Danmark trækker sig ud af flere mangeårige partnerskaber – for eksempel i Bangladesh og Afrika syd for Sahara. Områder, der ifølge Verdensbankens rapporter vil blive meget påvirkede af klimaforandringer og klimamigration.

Kritikken lyder, at disse ændringer er drevet mere af indenrigspolitik og et ønske om at begrænse migration mod Europa fremfor reel udvikling. For eksempel skulle den forslåede “Nærområde- og Migrationsfond” forebygge skrøbelighed, adressere underliggende årsager til fordrivelse og migration og understøtte asylsystemet.

Men forebyggelse og underliggende årsager er klart underlagt flygtninge- og asylhensigter, som står til at få langt over halvdelen af midlerne. Uanset hvad motivationen er, betyder den nye udviklingstilgang, at Danmark er på vej ud af nogle lande og områder, der risikerer væsentlig klimamigration og har behov for en større udviklingsindsats.

Vores fokus er i stigende grad reaktiv frem for forebyggende. Og mens de kommende år bliver afgørende, ifølge rapporten, er Danmark på vej ind i en situation, hvor vi skal bruge tid og ressourcer på at igangsætte nye udviklingspartnerskaber i nærområderne i stedet for at drage nytte af de langvarige indsatser.

Kort sagt: Mens udviklingsindsatser kan spille en afgørende rolle i at begrænse tvungen klimamigration og understøtte modstandsdygtighed, som følge af migration, er dansk udviklingssamarbejde på vej i en anden retning.

Indlægget blev bragt i Altinget den 6. oktober 2021 og trækker på forskning om klimamobilitet fra forskningsprogrammet Governing Climate Mobility, som er et samarbejde mellem DIIS og partnerinstitutioner i Etiopien og Ghana.