Migrationskrisen blev aldrig løst, og EU står nu svagere end i 2015
EU’s lappeløsninger i form af mere migrationskontrol og symbolpolitik har ikke virket efter hensigten, men har tværtimod haft store menneskelige konsekvenser. I mellemtiden er de bagvedliggende kriser kun blevet mere komplekse siden den store migrationskrise i 2015. Alene krigen i Ukraine har skabt omfattende flygtningestrømme – den hidtil største i Europa siden Anden Verdenskrig. Krigen har også haft mærkbare konsekvenser udenfor Europas grænser.
Den fortsatte tilstrømning af migranter skyldes en kombination af flere faktorer, herunder de globale kriser, inflationen og den energi- og fødevarekrise, der er opstået i kølvandet på pandemien. Allerede før krigen i Ukraine var en fødevarekrise under opsejling i Nordafrika, blandt andet som følge af en dårlig høst i flere områder. Særligt Tunesien, men også andre lande i regionen, har længe været afhængige af korn og hvede fra Ukraine.
Fx er Egypten den største importør af hvede fra Rusland; ca. 80 pct. af landets hvede kommer derfra. Det har blandt skubbet kæmpe befolkningsgrupper ud i fattigdom og øget uligheden markant. Det er derfor ikke overraskende, at det netop er tunesere og egyptere, der lige nu er den største gruppe migranter, der ankommer irregulært ad den centrale middelhavsrute til Italien.
Dette skal selvfølgelig også ses i lyset af, at mange særligt tunesere håbede, at revolutionen i 2011 ville åbne døren for økonomiske reformer og vækst, men økonomien er kun styrtdykket siden. Den tunesiske dinar har mistet over halvdelen af sin værdi over for den amerikanske dollar, og købekraften for familier er faldet med 88 pct. Pandemien uddybede krisen, og de nuværende kriser har slået bunden helt ud. Ledigheden er steget til 18 pct., og op mod 40 pct. af landets unge er arbejdsløse. Sideløbende har der været en række politiske kriser og en præsident, der har strammet det autoritære greb.
Tunesien er en stat under afvikling, og godt hjulpet på vej af de multiple globale kriser har det skubbet ved migrationsdynamikkerne. Under mit seneste feltarbejde i landet, blev det også klart, at der er sket et tydeligt demografisk skifte. Hvor det tidligere næsten udelukkende var unge mænd, der krydsede middelhavet, er det i dag også par, yngre kvinder, hele familier, og i stigende grad folk fra middelklassen.
Jeg mødte lærere og kvindelige studerende, der alle er en del af den nye bølge af veluddannede, der i stigende grad er begyndt at søge væk fra deres hjemland. De flygter lige nu fra præcis de samme problemer, der udløste Det Arabiske Forår, og ledte til, at mere end 20 års undertrykkende og korrupt regime faldt; nemlig omfattende økonomisk elendighed og ulighed. Tunesien er desværre ikke unik i denne fortælling, for lignende tendenser er at finde i Egypten, Marokko og i særdeleshed Libanon.
Det vidner om den udbredte desperation, den ekstremt øgede ulighed, det manglende håb og de indskrænkede handlemuligheder, millioner oplever. Samtidig viser det øgede pres på EU’s ydre grænser og den fortsatte tilstrømning over Middelhavet, at den kontinuerlige intensivering af militariseret kontrol ved EU’s sydlige grænse og en eksternalisering af EU’s grænser ind i Nordafrika ikke har virket efter hensigten. På trods af, at der er smidt milliarder af kroner i bl.a. grænsekontrol i og omkring Middelhavet, samt veldokumenterede illegale metoder som ulovlige pushbacks af Frontex, den europæiske grænse- og kystvagt, og vold mod migranter, har den øgede grænsekontrol ikke stoppet folk i at krydse havet.
Tiltagene har tværtimod kun gjort ruterne mere farligere og fragmenterede og gjort migranter mere afhængige af smugleres hjælp. Forskere har længe understreget, at den øgede grænsekontrol skaber yderligere vold og usikkerhed for udokumenterede migranter – herunder at det ændrer på den gruppe af aktører, som de møder på deres vej, såsom menneskesmuglere, korrupte grænsebetjente og lånehajer. Beregninger indikerer yderligere, at sandsynligheden for at omkomme i forsøget på at krydse Middelhavsområdet er steget i de seneste år, trods et fald i det absolutte antal af dødsfald og forsvindinger registreret i forbindelse med grænsekrydsningerne.
Med andre ord har den forøgede sikkerhedsliggørelse, overvågning og grænsekontrol både i Nordafrika og på Middelhavet ikke afstedkommet et fald i dødsrater. Faktisk er det modsatte tilfældet. På trods af, at antallet af personer, der er ankommet til EU’s kyster, er faldet siden 2015, er migrationen i sig selv blevet mere livsfarlig. Det estimeres ifølge FN, at op mod 3000 mennesker er druknet i Middelhavet eller meldt savnet indenfor det seneste år – det svarer til syv personer om dagen.
Forskningen peger ydermere på, at øget grænsekontrol og samarbejdsaftaler ikke gør, at udvalgte ruter forsvinder, men derimod at de lukkes, begrænses eller rykker sig – hvilket er med til at gøre menneskesmuglernes ydelser mere efterspurgte og lukrative. At betale en smugler er ofte den eneste måde, hvorpå migranter og asylansøgere kan undgå grænsevagter og krydse grænser sikkert, og man kan derfor argumentere for, at denne udvikling i høj grad er forårsaget af de selvsamme sikkerhedsforanstaltninger, som er iværksat for at stoppe det.
Dette betyder yderligere, at selvom hjemrejseaftalerne og øget grænsekontrol umiddelbart udgjorde en succes for de europæiske stramninger i kølvandet på 2015 og 2016, har det været kortsigtede løsninger. Fælles for tiltagene dengang var, at man søgte at inddæmme eller tilbagesende flygtninge og migranter, og dermed holde dem ude af Europa. Denne strategi blev politisk forsøgt fremstillet som humanitær, idet man ønskede at lave en kobling mellem de tragiske tab af menneskeliv i Middelhavet og kampen mod skruppelløs menneskesmugling.
Men i virkeligheden kunne masseudvisningerne til konfliktprægede og fattige lande i sig selv være med til at bidrage til konflikt, uro og armod og føre til endnu større flygtninge- og migrationsbevægelser til nærområder og til Europa. Mange migrationsforskere sagde allerede dengang meget tydeligt, at kontrol og symptombehandling ikke ville løse flygtningesituationen eller fremtidige kriser.
EU’s akilleshæl
En anden utilsigtet konsekvens, som de kortsigtede løsninger har medført, er, at EU er blevet endnu mere sårbar over for politisk afpresning fra autoritære stater, som de har indgået migrationsaftaler med. Vi har tidligere set denne tendens udspille sig.
I Tyrkiet har Erdogan gentagende gange lagt pres på EU og truet med at sende syriske flygtninge mod Grækenland. Sidste år var det Marokko, der spillede med musklerne, da en politisk uenighed mellem Marokko og Spanien ledte til, at de marokkanske grænsevagter kiggede den anden vej og lod omkring 8.000 mennesker krydse til den spanske enklave Ceuta på det afrikanske kontinent. Senest har vi set denne form for politisk afpresning udspille sig ved Polens grænser.
Migrationspartnerne har opdaget, at netop migration er Europas akilleshæl, og derfor kan de lande, der indgår migrationsaftaler, udnytte deres position og kræve mere fra Europa, ofte i form af både økonomisk og politisk afpresning, eller som hævn for sanktionerne mod Lukasjenko og hans regime, som det udspillede sig i Belarus. Denne form for blackmailing er dog heller ikke ny, og går tilbage til diktatorerne Ben Ali i Tunesien og Gaddafi i Libyen, som Europa også glædeligt samarbejdede med, men med et stigende antal tvivlsomme migrationspartnere der også selv vil have en bid af kagen, vil Europas sårbarhed tiltage, og i dette magtspil vil migranter og flygtninge i større grad komme i alvorlig klemme som brikker i geopolitiske kampe.
Forudsigeligt pres og manglende fælleseuropæiske løsninger
Den manglende fælleseuropæiske løsning, der bygger på større grad af enighed og samarbejde inden for EU, er udeblevet. Migration og flygtningekriser er globale fænomener, der kræver globale løsninger. Her skal der arbejdes mod at fjerne grundårsagerne til international migration og flugt – herunder at leve op til globalt indgåede aftaler og målsætninger om blandt andet at fremme økonomisk udvikling i udviklingslandene, give unge mennesker adgang til uddannelse, arbejde og politisk deltagelse, skabe fred og stabilitet og alternativer til menneskesmugling for mennesker på flugt.
En mellemting mellem den europæiske og den globale løsning ville være den mest effektive måde at håndtere ikke blot aktuelle kriser på, men også være med til at bekæmpe det fremtidige migrationspres. En sådan løsning skal prioritere en omfordeling af flygtninge, der kræver samtænkning af migration, udvikling, mobilitet, demografi, klima og arbejdsmarked på et mere integreret niveau. I stedet har man fra europæisk side valgt at læne sig op ad nationale og selektive nødløsninger, ved at lukke nationale grænser og yde hjælp i nærområderne, hvilket hæmmede muligheden for at udvikle egentlige langtidsholdbare, globale politiske løsninger på krisen ved Europas grænser.
Presset på nærområderne er stort, og landene er ved at bryde sammen. Omkring 85 pct. af verdens flygtninge er i nærområderne – enten som fordrevne i eget land eller på flugt i et land i deres egen region. Et lille land som Libanon, der ikke står på, men i afgrunden, huser allerede op imod 1,5 millioner syrere. Det siger sig selv, at et lille og økonomisk presset land som Libanon ikke kan sikre ordentlige forhold til så mange nytilkomne. Det lægger også et pres på de lokale og øger ofte interne spændinger i de ustabile og svage lande. Desperationen og de håbløse forhold i Libanon blev tydelige da en ny flygtningerute fra Libanon i 2022 åbnede, hvor både flygtninge og libanesere satte sig ud på havet i små både, med kurs mod Europa.
Nærområderne er derfor ikke en holdbar løsning. De europæiske fællesløsninger findes og kan aktiveres – også succesfuldt, hvilket vi til dels så udspille sig under Covid19-krisen og i særdeleshed i forhold til den generøse modtagelse af millioner af krigsfordrevne ukrainere. Den politiske vilje til at handle og finde holdbare løsninger understreger, at EU godt kan, når EU vil. Som respons på det aktuelle migrationspres, præsenterede EU-Kommissionen en ny 20-punkts handlingsplan.
Selvom planen ligner gammel vin på nye flasker, er det positivt at EU-Kommissionen fremhæver, at man vil åbne for flere sikre og legale handlemuligheder, som i dag, for mange er ikke-eksisterende. For vi kommer ikke uden om at skabe nogle forudsigelige rammer for sikker og legal migration. Dette kan være en afgørende faktor i forhold til at lette presset, især i en situation hvor mange europæiske lande mangler arbejdskraft. For når alt kommer til alt, så er det en politisk beslutning, hvordan Europa vil takle det, som kan afgøre, hvilket migrationspres eller hvilken krise der vil udspille sig i fremtiden.
DIIS Eksperter
