Kronik

Migrationsforsker Sine Plambech

Migrantfilmene er blevet mere komplekse og mindre stereotype

Sine Plambech, seniorforsker ved DIIS, antropolog og filminstruktør, gennemgår i ny artikel i dagbladet Information migrantfilmenes til tider problematiske historie og stereotyper om migranter og migration – og anbefaler en stak af de seneste og bedste. En pointe er, at migrationsfilmene med årene med mere forskning og fokus på diversitet er blevet bedre og mere komplekse.

Færre flygtninge og migranter indtager i dag alene rollen som grædende ofre, kriminelle og terrorister, og stadigt flere film fortæller i stedet historien fra migranternes eget perspektiv – med alle de modsatrettede følelser, et menneske indeholder. Det betyder også film, der formår at tegne nuancerede portrætter af grænsevagter som mennesker, der af og til selv kommer fra en barsk arbejderklasse, hvor deporteringsbetjent var det job, der var ledigt i et prekært globalt arbejdsmarked.

Migrationsfilm har en lang historie bag sig, der strækker sig mere end hundrede år tilbage, til dengang instruktører – hvoraf mange selv var migranter – begyndte at lave film. Migrationsfilm er imidlertid ikke en specifik genre men optræder ofte som et undertema, hvor migrationen udgør baghistorien. Men samtidigt giver filmene væsentlige indblik i, hvordan samfund og migranter er blevet forstået, hvordan de har handlet og hvilke forestillinger om migration, der ofte afspejler sig i global migrationspolitik.
   

DIIS Eksperter

Sine Plambech
Migration og global orden
Seniorforsker
+45 6065 0479
Migrationsforsker Sine Plambech
Migrantfilmene er blevet mere komplekse og mindre stereotype
Information, 2020