Danmark skal gøre sig klar til at blive ramt af Kinas økonomiske våben

Næsten før han fik begyndt sin nye post som udenrigsminister, kan Lars Løkke Rasmussen meget vel have frygtet, at historien skulle til at gentage sig på ubehagelig vis. Det skete, da hans tidligere chef Anders Fogh Rasmussen besluttede at besøge Taiwan i starten af januar.

I 2009, bare måneder inde i sin første periode som statsminister, modtog Lars Løkke den foruroligende nyhed, at hans møde med Tibets åndelige leder Dalai Lama havde fået Beijing til stille og roligt at blokere forsendelser og licenser fra snesevis af danske virksomheder i Kina. Lars Løkke havde vakt den kinesiske vrede. Vil det også ske nu ovenpå Anders Foghs besøg i Taiwan?

Kinas reaktion i 2009 står fortsat som et lærebogeksempel på kinesisk økonomisk tvang. I modsætning til amerikanernes brug af sanktioner, der ofte følges af et større skuespil med officielle pressekonferencer og taler, kommer kinesernes økonomiske tvang typisk uden officiel regeringspolitik eller stor fanfare. Denne strategi hjælper ikke kun med til at holde de ramte lande hen i uvished og gætteri, men gør det også vanskeligt og tidskrævende at komme med et modsvar, for eksempel at rejse en officiel klage i Verdenshandelsorganisationen.

Indtil videre lader Kina ikke til at være ivrige efter at rette sit økonomiske våben mod Danmark ovenpå Anders Foghs rejse til Taiwan. Den tidligere danske statsminister og NATO-generalsekretær leder i dag organisationen Alliance of Democracies, og han har ingen officiel position eller direkte magt over dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det betyder dog ikke, at Danmark skal negligere muligheden for fremtidig kinesisk økonomisk aggression. Intensiteten og hyppigheden af ​​Kinas økonomiske tvang er vokset betydelig siden 2018. I forhold til Danmark vil en kinesisk økonomisk aggression kunne tage flere former. Den kan blive rettet mod en enkelt dansk virksomhed som reaktion på en stødende udtalelse om menneskerettigheder. Men den kunne også blive rettet mod hele danske industrier, for eksempel i det tilfælde, at Kina invaderer Taiwan, og Danmark og EU giver sin støtte til et eventuelt amerikansk modsvar.

EU forbereder sig allerede på disse mulige begivenheder. I løbet af de sidste par år har EU udviklet et nyt ”anti-tvangsinstrument,” der skal afskrække og modvirke andre magters handelsvåben med trusler om gengældelse gennem tariffer, told og andre foranstaltninger. I første omgang var det Donald Trumps Amerika, man havde i tankerne, men med Kinas økonomiske afstraffelse af Litauen sidste år fik idéen nyt liv.

Forhandlingerne om anti-tvangsinstrumentet er stadig i gang, men uanset hvordan de falder ud, vil Danmark og andre EU-medlemsstater skulle leve med instrumentets uundgåelige begrænsninger. Erfaringerne fra Kinas handelspres på Canada og Australien tyder på et behov for at udvikle støddæmpere, undvigemanøvrer og modforanstaltninger mod en kombination af økonomisk og politisk tvang.

Først et optimistisk punkt: På trods af Beijings accelererede brug af økonomisk tvang i løbet af det sidste årti, har dets egne afhængigheder og de globale markeders indbyrdes forbindelser indtil videre begrænset virkningen af handelsvåbenet. Da Kina rettede sit økonomiske skyts mod Canada og Australien var råvarer, herunder meget af Canadas landbrugseksport og Australiens jernmalm og flydende naturgas, ikke omfattet, fordi den slags varer stadig er essentielle for Kinas egen fødevaresikkerhed og økonomiske udvikling. Som et resultat led hverken Canada eller Australien meget under det kinesiske pres. Og de varer, der faktisk var omfattet af Kinas uformelle sanktioner, fandt vej til andre markeder. Kina repræsenterer omkring en femtedel af den globale økonomi, men det efterlader trods alt stadig 80 % af den globale markedsplads.

Canadas og Australiens erfaringer bør imidlertid ikke få beslutningstagere i Danmark og EU til at negligere de potentielle konsekvenser af kinesisk økonomisk tvang. Ikke alle virksomheder og industrier producerer varer, der nemt kan komme ind på andre markeder. Derfor kan Kinas økonomiske aggression få politiske konsekvenser, når lande vægter handelsinteresser højere end for eksempel ytringsfrihed eller udenrigspolitik. Store virksomheder og brancheforeninger kan forsøge at udnytte deres betydning for nationale økonomier til at lobbye deres hjemlige regeringer for at justere deres udenrigs- og sikkerhedspolitiske holdninger til Kina. Det var sandsynligvis det, der skete i 2009, hvor Beijings økonomiske pres på Danmark fik den danske regering til at forfatte et mundtligt notat, der anerkendte Kinas kerneinteresser og udtrykkeligt erklærede dansk modstand mod tibetansk uafhængighed.

Beijings økonomiske politik sigter allerede nu mod at mindske Kinas afhængighed af avancerede økonomier, såsom dem i Europa. Alene af den grund kan den kinesiske regering vise sig stadig mere villig til at udøve et økonomisk pres for at fremme politiske mål. Det er en situation, Danmark skal være klar til. Uafhængigheden af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik kan være på spil.

For det første bør Danmark og EU overveje brugen af ​​kortsigtede økonomiske ”støddæmpere.” Typisk kommer de i form af økonomisk støtte til udvalgte industrier. For eksempel gav Canada kreditforsikring og udvidede lånemuligheder til landets rapsproducenter, der var berørt af Kinas økonomiske pres. På samme måde har Litauen, med EU´s godkendelse, åbnet for en ny adgang til finansiering for virksomheder, der er berørt af Kinas handelsforanstaltninger.

Det er dog ikke uden moralske risici at yde den slags kompensation. EU vil måske ikke være så parat til at hjælpe europæiske virksomheder, der bevidst investerer og bliver dybt afhængige af det kinesiske marked, selvom de kender til de politiske risici. På samme måde vil EU-medlemsstaterne måske heller ikke være ivrige efter at bakke hinanden op, hvis det betyder, at de kommer til at lide et økonomisk tab. Det vil især gælde i den situation, hvor kontrollen med det nye anti-tvangsinstrument ligger i EU's hovedstæder, og der er uenighed imellem landende om, hvordan man skal forholde sig til Kina (sådanne uenigheder har allerede vist sig i forhandlingerne om instrumentet). EU bør også tilskynde til, at industrier der er stærkt afhængige af det kinesiske marked, får diversificeret deres forretning.

For det andet kan danske og europæiske industrier lære af de metoder til at omgås Kinas økonomiske tvang, som nogle industrier allerede benytter sig af. Da Norge for eksempel stod over for et kinesisk forbud mod lakseeksport, fandt vej de norske laks i stedet vej til Vietnam, før de landede på de kinesiske middagsborde. I Australien sendte oksekødsproducenter deres kvæg til slagterier i andre lande, der stadig havde eksportlicenser.

For det tredje kan EU blive tvunget til at reagere på en kinesisk kombination af økonomisk og politisk tvang. Under sin seksårige strid med Kina var Norge mindre bekymret over tabet af laksehandel, men til gengæld mere bekymret over den manglende diplomatiske kontakt med Kina i globale spørgsmål som klimaændringer og FN-reformer.

Danmark og EU kan håbe, at pragmatismen vil sejre og begrænse virkningen af ​​Beijings fremtidige økonomiske tvang. Men danske ledere skal også forberede sig på en fremtid, hvor politik fuldstændig overtager kommandoen i Beijing, og selv tilsyneladende uanstødelige småting bliver besvaret med udtalt økonomisk magt.