Skal Afrika være verdens grønne guldmine, må vi tale om de negative konsekvenser for befolkningen

I 2021 faldt der en bemærkelsesværdig dom i et lille domhus i Nordkenya. Et storstilet vindmølleprojekt, med møller produceret af danske Vestas og støttet af Investeringsfonden for Udviklingslande, havde alligevel ikke ret at bruge den jord, som møllerne skulle stå på. De lokale befolkningsgrupper havde lagt sag an mod Lake Turkana Wind Power Project, som projektet hed, fordi de mente, at deres jord ulovligt var blevet givet væk uden deres vidende - og efter syv års retssag, gav dommeren dem ret. Jorden skulle imidlertid ikke gives tilbage til lokalbefolkningen, for dér stod møllerne allerede, og kan forsyne en million kenyanske husholdninger med grøn strøm. De ansvarlige politikere fik i stedet ét år til at gøre overdragelsen af jorden lovlig. Den proces pågår stadig. 

Sagen er ikke kun interessant, fordi den handler om Afrikas største vindmøllepark, eller fordi den involverer danske investorer. Den er også et billede på de konflikter, som den helt nødvendige grønne omstilling fører med sig - konflikter som vi er nødt til at forstå, hvis vi skal lykkes med at skabe en ny og mere bæredygtig fremtid.

I dag er Afrika udnævnt som verdens grønne håb på grund af mineraler som aluminium, kobolt, kobber, lithium og mangan, der findes i den afrikanske jord, og som kan bruges til smartphones og solpaneler. Men også landområder, der før i tiden blev anset for ugæstfri, er nu eftertragtede områder for vindmøller, solpaneler og geotermiske anlæg, der skal producere grøn energi til det afrikanske kontinent.

Potentialet er enormt, men i kølvandet på udviklingen følger der en række konflikter, der til forveksling ligner dem, der historisk er blevet forbundet med udvinding af f.eks. olie og gas: tvangsforflyttelse af befolkningsgrupper, ødelæggelse af landbrugsområder og ulige fordeling af de økonomiske fortjenester ved ressourceudvindingen. 

Det er ikke kun efterspørgslen på de nye grønne mineraler, der har skabt nye konflikter på det afrikanske kontinent. På FN's biodiversitetskonference, COP15, i 2022 blev det aftalt, at 30 % af verdens land- og havområder skal have beskyttet status inden 2030 (i dag er 15 % beskyttet). En stor del af de områder, der - primært fra Nordamerika og Europa - bliver anset for egnede til bevaring, ligger i Afrika. De fleste af de områder bliver dog allerede brugt til landbrug eller kvægdrift, og mennesker står derfor ofte over for at skulle flytte eller miste adgangen til deres græsningsområder som en konsekvens. 

Det fører til modstand fra lokalsamfund mod de regeringsfolk, private sikkerhedsfirmaer og andre grupper, der står i spidsen for naturbevarelse, men også til indbyrdes konflikter om den jord og de ressourcer, der er tilbage. Kvægnomader kommer i konflikt med fastboende landmænd i lille og stor skala, lokalbefolkninger bliver marginaliseret fra den jord, de historisk har haft adgang til, fordi der nu skal stilles vindmøller op eller oprettes en naturpark for at tiltrække turister langvejs fra i Asien, Europa og Nordamerika.

Den grønne dagsorden har ikke kun gjort indsatsen højere, den har også fysisk flyttet konflikterne til områder, som hidtil har været så golde og ugæstfri, at de ikke har været værd at kæmpe for, for eksempel i det nordlige Kenya. Tørre, vindblæste ørkenområder kan nemlig bruges til vindmølle- eller solcelleparker eller geotermiske anlæg, og det har gjort dem til helt nye epicentre, hvor kvægnomader, landmænd, private og offentlige investorer kæmper om retten til at bruge jorden. 

Der bliver allerede gjort mange forsøg på at engagere og involvere lokalbefolkninger i naturbevarelsesinitiativer eller udstykning af land til opførelse af vindmøller eller geotermiske anlæg, men utallige eksempler har vist, at initiativer, der er inkluderende på papiret, stik imod intentionen, ender med at være ekskluderende i praksis.

Der er ikke noget nyt i, at befolkningsgrupper protesterer, når deres livsgrundlag bliver revet væk under dem, eller de bliver tvunget til at flytte. Men når hele verden tilsyneladende er i gang med at redde sig selv fra altødelæggende klimaforandringer, kan en lokal konflikt måske virke som et moralsk acceptabelt offer eller endda ligegyldig. Der er god grund til at gøre det bedre. Protester og retssager bremser og forsinker projekter, og voldelige konflikter holder investorer væk, eller værre endnu: blander dem ind i dynamikker, som de hverken helt forstår eller i virkeligheden har et ønske om at være en del af. 

Den grønne dagsorden er helt afgørende for vores fremtid, men vi må ikke glemme, at den også har en pris. En pris, der ofte betales af dem, der er mindst skyld i klimaforandringerne i første omgang. Den pris er vi måske villige til at betale i Danmark, hvor en udsigt til sommerhuset kan blive skæmmet af en vindmølle, men det kan vi ikke antage er tilfældet for alle, specielt hvis folks livsgrundlag er på spil.

Indlægget er bragt i Jyllands-Posten 24. oktober 2023.