Kenyas valg mellem aldrende stabilitet og populistisk utilregnelighed kan påvirke hele regionen

I 2007 satte en gruppe demonstranter fra den etniske gruppe kalenjin ild til en kirke i byen Kiambaa i det vestlige Kenya, hvor nogle kikuyuer havde søgt tilflugt. Med benzin-dryppende madrasser, blokerede de udgangene og mindst 30 mennesker blev brændt levende. De få overlevende fortalte, at mange af angriberne havde været deres naboer og venner i årevis. Baggrunden for denne grusomme begivenhed var Kenyas hidtil blodigste præsidentvalg, hvor den politiske vold endte med 1.100 dræbte og 650.000 internt fordrevne. Dengang tabte Raila Odinga, og William Ruto et snævert valg til den siddende præsident fra den største etniske gruppe i Kenya, kikuyuerne. Ruto og andre kalenjin-politikere havde forberedt tilhængerne i månedsvis med anti-kikuyu retorik. Nu opfordrede Ruto sine følgere til at ”gå i krig” for sig. Opstanden endte ved Haag’s Internationale krigsforbryderdomstol, hvor der dog i sidste ende ikke kunne findes nogen, der ville, eller turde, vidne mod de politiske sværvægtere.

Denne måned står Kenyas præsidentvalg mellem Ruto, der nu er vicepræsident, og den 77-årige oppositionsleder Odinga. At valget atter bliver tæt, er der ikke længere nogen tvivl om, og Nairobi har summet af spænding i månedsvis. Spørgsmålet på alles læber er, om vi vil se endnu et voldeligt valg, og om vinderen vil sætte Kenya’s stabiliserende rolle i regionen over styr?

Kenya står som det stabile land, og et vigtigt partnerland for Danmark og Vesten, i en region plaget af interne konflikter og klimaforandringer. Landet er hjem for store internationale investeringer i vindmøller, geotermisk energi og olie og spiller en hovedrolle i kampen mod terror - særligt i nabolandet Somalia, hvor 35.000 kenyanske tropper er til stede.

I landet, der ofte står for håb, handling og muligheder lurer spændingerne dog lige under overfladen og truer med at bryde ud i lys lue ved den mindste gnist. Og kenyanske præsidentvalg udgør ofte sådan en gnist. Selvom der siden 2007 er gennemført gennemgribende reformer omkring decentralisering og investeret heftige summer i infrastruktur og energi, så står det største stridspunkt i Kenya fortsat uberørt: den strukturelle ulighed i fordelingen af ressourcer. Især den ulige og etnisk baserede fordeling af jord er der stort set ikke blevet taget hånd om efter kolonitiden. Læg dertil et stødt voksende pres på de naturressourcer, der endnu ikke er ramt af klimaforandringerne, så får man konflikter som er blevet en evindelig og voksende følgesvend for landets politiske valg og etniske magtkampe.

I et land, hvor etnicitet spiller en afgørende politisk rolle, skyldes en del af ængstelsen ved valget i år, at der for første gang i Kenya’s frie valgs historie ikke er en kikuyu blandt præsidentkandidaterne. Som én kikuyuvælger beskriver det, må de i stedet: ”vælge mellem djævelen og det dybe blå hav”. Årtier gamle konflikter mellem luoer og kikuyuer skaber tvivl omkring Odinga (som er luo), der også som en Joe Biden-figur betragtes som elitær og alt for gammel. Men han formodes dog ikke at vil opildne til vold efter valget af hensyn til sit eftermæle. Omvendt appellerer Ruto til mange i under- og middelklassen, der ser ham som den stærke mand. Ruto’s kampagne slår på, at Odinga aldrig har vundet et valg, og at Kenya ikke skal have en taber som præsident. Dog er Ruto’s tendens til at opildne til vold ikke glemt.

Om valget falder på den samlende figur Odinga eller den uberegnelige Rutu, med sin ”Kenya først”-retorik, får desuden betydning for, om Kenya slutter sig til lande som Brasilien, Ungarn, Indien og Trumps USA, hvor en stærk nationalistisk retorik er blevet dagsordenssættende. For hvis valget i Kenya sætter landet i brand, og en efterfølgende præsident vil se stort på Kenyas rolle udadtil, så vil det ikke alene få store konsekvenser for Kenya, men vil også kunne mærkes på udviklingssamarbejdet, kampen mod terror og Vestens investeringer.