Hvorfor er hegn så provokerende?

Sætter man sig en søndag formiddag op på cyklen og kører ud i det danske landskab, går det hurtigt op for én, at man ikke bare kan cykle på må og få uden for hovedvejene.

Læhegn, diger, gærder og elektriske hegn skærer gennem jorden på kryds og tværs.

Der er mange steder pløjet helt til kanten. Andre steder er gamle veje fjernet, og det gør det vanskeligt at bevæge sig rundt i landskabet.

Faktisk er Danmark blandt verdens mest opdelte og afgrænsede lande, og hvis man ser ud over Danmark’s grænser, viser studier, at der er op til 10 gange så mange hegn i verden, som der er veje. 

Vi har undersøgt, hvordan hegn og grænser opstår, og forsøgt at svare på, hvordan det påvirker mennesker og dyr, når markeringer og grænsedragninger på et landkort omdannes til fysiske hegn.

Det har vi gjort gennem to casestudier i Østafrika, nærmere bestemt i områderne Laikipia-plateauet og Maasai Mara i Kenyas Rift Valley-region.

Hegn deler op og giver tryghed

For os her i Danmark, som i store dele af resten af verden, er det at opsætte hegn og lave grænser blevet en naturlig ting.

Hegn udfylder dermed mange funktioner, herunder:

• Et nyttigt hjælpemiddel, der kan holde styr på, hvad der er dit, og hvad der er mit. Tænk for eksempel på hækkene i et villakvarter
• En tryghedsgiver, som med et hegn om en børnehave
• En praktisk foranstaltning, der holder græssende køer på et bestemt område, så man ikke selv behøver at være til stede på marken

Hegn spiller også en ny rolle i de nyudpegede naturnationalparker, hvor de indgår i planen om at udsætte større dyr.

Hegn er også eksklusion

Men hegn rejses ikke kun for at beskytte jord, afgrøder, biodiversitet, mennesker og dyr. De repræsenterer også ofte historier om eksklusion.

Dette er tilfældet, uanset om man ser på historiske hegnsopsætninger i Amerika, Australien og Nordeuropa, eller statsprojekter om at bygge mure på Vestbredden, Jericho eller ved den mexicanske grænse.

Som konsekvens er modstanden mod de politiske dagsordner, der driver hegnsopsætningen, ofte ledsaget af forsøg på at ødelægge, modstå eller omgøre hegnene selv.

For der er altid nogle, der bliver ekskluderet, når et hegn rejses – uagtet om det er pindsvinet ved et havestakit eller den jordløse, der mister adgangen til det, der engang var et fællesområde.

På den måde siger vores forhold til hegn en hel del om politisk historie, natursyn og ikke mindst menneskelige magtforhold og privilegier.

Østafrika er på vej mod danske tilstande

Fænomenet med at lægge og ophæve grænser er mindst lige så relevant i Østafrika. Hegn breder sig nemlig med lynets hast i to af Kenyas største sletteområder: Laikipia og Maasai Mara.

Meget tyder på, at områderne har kurs mod danske tilstande.

Udover at forstyrre dyrelivets bevægelsesmuligheder skaber hegnene konflikter mellem befolkningsgrupper.

I og omkring de to områder har hegn spredt sig i en række sammenhænge, ​​eksempelvis med veterinærhegn, indhegninger af privat jord og gruppeejede ranches.

På det seneste er store elektriske hegn også blevet rejst omkring nationalparker og såkaldte game reserves.

Ubalance i magt og privilegier

På den ene side rejses mange af disse hegn med henvisning til netop de praktiske forhold, såsom at kunne holde styr på husdyr, at beskytte vilde dyr mod krybskytter og holde dem ude fra jord med afgrøder.

Hegnene er dog ofte indlejret i langsigtede historier, hvor ubalancer i magt og privilegier er blevet forstærket gennem hegnsopsætningen.

For eksempel når masaier mister muligheden for at finde græsning til deres kvæg, fordi græsningsarealerne er omlagt til landbrug og er blevet indhegnet.

Når det sker, bryder man andres muligheder for at bevæge sig i og benytte jorden.

Interessant nok kan et nærmere blik på disse hegnsopsætninger fortælle os en hel del om, hvordan hegnsopdelte landskaber opstår, inklusiv de danske, og om, hvordan indhegning egentlig påvirker os mennesker og vores forhold til hinanden.

Indhegning accelererede i kolonitiden

I begge områder findes der grupper, der praktiserer mobil pastoralisme, det vil sige, at de bevæger sig over store afstande med deres kvæg.

Men hvor de udgør majoriteten i Maasai Mara, er der i Laikipia mere blandede leveformer. Pastoralisme praktiseres inde imellem småbønder og stordriftslandbrug.

Mange kender måske allerede området Maasai Mara fra naturprogrammer, da området er velkendt for sit rige, vilde dyreliv og store årlige gnuvandringer.

I Laikipia begyndte hegn langsomt at sprede sig fra 1950'erne, da koloniale bosættere forsøgte at markere deres nyerhvervede territorier og beskytte deres ranches mod angreb fra vilde dyr og fra de pastoralister, som for eksempel maasai’er og samburu’er, der fortsat var afhængige af jorden.

Dengang såvel som i dag leder det til protester. Den store forskel i dag er, at både hegnene og protesterne er eskaleret markant i skala – med større hegn og voldsommere modstand. Omvendt har Maasai Mara stort set været uden hegn indtil for bare et årti siden.

I øjeblikket breder hegn sig i et uforudsigeligt omfang; en proces, der delvist er drevet af Mara-pastoralister selv som en måde at beskytte deres ret til jorden mod et fortsat forsøg på statsindblanding.

Hvorfor hegner vi ind?

Det er ikke kun tempoet og omfanget af hegnsopsætningen, der vakte vores interesse.

Det nærmest inviterede til en undersøgelse af, hvordan historiske dynamikker fortsætter med at fastholde en slags gradvis vold på tværs af landskabet igennem netop processerne med opsætning, nedrivning og genopsætning af hegn såvel som gennem lovgivning derom.

Altså hvordan forholdet mellem de symbolske og praktiske grænser blev balanceret over et længere tidsperspektiv.

Vi blev ved med at stille spørgsmålet: hvorfor hegner folk i Mara, når det så åbenlyst gør skade på dyrelivet og deres egne muligheder for at praktisere den mobile pastoralisme?

Og hvorfor gør pastoralisterne i Laikipia skade på hegnene, når det åbenlyst ikke er deres jord, de omkranser?

Konflikt fører til indhegning, som giver konflikt

Svarene viste sig at findes fra fugleperspektivet med blik for en meget længere del af historien, end tidligere forskning umiddelbart havde søgt.

I kolonitidens tidlige hegnopsætning såvel som i de mere udbyggede hegn af i dag, er hegn i Laikipia både et symbol på magtbalance og en materiel afgrænsning.

Hegnsopsætterne har behov for at beskytte deres jord med andet og mere end et bevis for privat ejendomsret.

Det ændrer dog ikke på, at pastoralisterne har brug for adgangen til græsning for deres kvæg, og derfor må de fortsætte med at bryde med hegnene, lige meget om næste skridt hedder pigtråd, alarmsystemer eller voldgrav.

Som en af pastoralisterne, vi har talt med, begrunder:

»Der er godt græs på ranchen og intet græs udenfor. Så hvad skal vi ellers gøre?«

I Mara har historien vist maasaierne, at en aftale på et stykke papir ikke bliver respekteret. I kolonitiden tvang kolonimagten sig gentagne gange til overtagelse af områder, som maasaierne ellers havde lovning på som deres, og efter Kenyas selvstændighed begyndte ikke-maasaier at bosætte sig og forsøge at opkøbe jorden.

Én af maasaierne fortæller: »Ingen maasai bryder sig om at se jorden blive solgt.« Og når et stykke papir med en underskrift og et stempel ikke er nok beskyttelse for det fællesejede område, må maasaierne ty til andre midler for at beskytte det, de har tilbage.

Vi kan i begge tilfælde se, hvordan fysiske hegn og grænser opstår i kølvandet på en historisk konflikt, og dermed bygger det fra starten på en magtforskydning.

Endvidere ser vi, at mennesker bliver fanget på en løbebane, som nødvendiggør eskaleret hegnsopsætning – hegnsopsætning som udgør en social, en økologisk eller en politisk vold mod landskabet og dets marginaliserede brugere. På trods af modstanden gør den her løbebane det meget svært at blive fri af fysiske grænser som hegn igen, når først de er blevet rejst.

Derfor kan de ses som både materielle og symbolske elementer i landskabet, som meget tydeligt kommunikerer magtforhold i kraft af hvem der opretter dem, og hvem/hvad der de facto holdes ude.

For når det kommer til pastoralister, der altså ofte marginaliseres i forbindelse med hegnsopsætningerne, så har de fysiske grænsedragninger helt reelle implikationer for deres mobile levevis.

Klimaforandringer rammer hårdere

Samtidig ved vi, at netop denne mobilitet gør pastoralister lang bedre udstyret til at omgå stærkt foranderlige landskaber sammenlignet med jordfaste landmænd.

Netop Østafrikas sletteområder, som i Mara og Laikipia, står til at blive hårdt ramt af klimaforandringerne med store temperaturstigninger og langt større udsving og kraftighed i årets vejrfænomener.

Her vil regntiden i fremtiden enten udeblive eller forkortes og intensiveres med risiko for styrtflod. Tørtiden vil oftere føre til ekstrem tørke og hungersnød.

Effekterne vil derfor ramme pastoralisterne endnu hårdere, hvis hegnene gør det umuligt for dem at rykke sig fra ét græsningsområde til et andet. Det samme gælder for dyrelivet generelt.

På den måde kan vores forhold til hegn - vores behov for at hegne ting inde og vise, hvad der er dit og mit – få konsekvenser for mennesker og dyrs muligheder for at tilpasse sig klimaforandringerne.

Det er en sag, der vedkommer os alle, hvad end vi er afhængige af at være mobile eller ej.

Artiklen er oprindeligt udgivet på Forskerzonen