Bogkapitel

Vand og verdensmål: Lad ingen i stikken, heller ikke når det gælder vand

DIIS-forsker bidrager til FN's World Water Development Report

Vand er ikke bare drikkevand. Vand er også helt afgørende i produktionen af mad og mange andre fornødenheder, og så er det ofte gennem vand – som tørke og oversvømmelser – at klimaforandringerne viser sig.

Den 22. marts er det den årlige internationale vanddag. FN udgiver i den anledning sin årlige World Water Development Report, der i år sætter fokus på 2030 dagsordenens ambition om ’ikke at lade nogen i stikken’, når det gælder opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling. Konklusionen er, at hidtidige praksisser og prioriteringer – også når det gælder vand – må ændres grundlæggende, hvis ambitionen om ikke at lade nogen i stikken skal indfries.

DIIS-forsker Helle Munk Ravnborg er medforfatter til FN’s fødevare- og landbrugsorganisations kapitel (kapitel 7), der zoomer ind på vandsituationen især for mennesker, der lever i fattigdom i verdens landdistrikter. Kapitlet tager afsæt i tre paradokser, der kendetegner situationen i mange landdistrikter rundt omkring i verden - og som derudover rummer vigtige ledetråde for bestræbelserne på at sikre, at alle har adgang til vand i tilstrækkelig mængde og kvalitet til at kunne leve et liv uden fattigdom.

De tre paradokser 

  • Paradoks 1: Omtrent 80% af verdens landbrug anslås at være familielandbrug på under to hektar, som tilsammen råder de over 12% af landbrugsarealet. Ikke desto mindre anslås de små familielandbrug i mange lande at udgøre rygraden i den nationale fødevareforsyning. Det er i sig selv et paradoks, men endnu mere paradoksalt er det, at det samtidig er i landdistrikterne blandt fødevareproducenterne, at sulten og underernæringen er mest udbredt.
     
  • Paradoks 2: Over 70% af al ferskvandsindvinding finder sted i landdistrikterne; alligevel er det dér, drikkevandsforsyningen, i stigende grad også mht. vandkvalitet, er ringest.
     
  • Paradoks 3: Det er ofte på de små familielandbrug, at effektiviteten i udnyttelsen af vand til vanding af afgrøder er størst; alligevel bliver de små familielandbrug ofte overset og forbigået, når der defineres rettigheder og uddeles tilladelser til at anvende vand til markvanding og – ikke mindst – når der ydes offentlige tilskud til etablering og drift af kunstvanding.

Kapitlet undersøger, hvad der skal til for at gøre disse paradokser til fortid og sikre, at alle – også de mange millioner mennesker, der i dag lever i fattigdom i verdens landdistrikter – får adgang til vand i ordentlig kvalitet og i tilstrækkelig mængde til at muliggøre et værdigt liv.

Mere om emnet
Se også de tre video-rapporter, som blev produceret som en del af Competing for Water forskningsprogrammet med støtte fra Udenrigsministeriet og Forskningsrådet for Udviklingsforskning:

Competing for water: The challenge of local water governance

Competing for water: When more water leads to conflict

Competing for water: When new water users emerge

DIIS Eksperter

Helle Munk Ravnborg
Bæredygtig udvikling og regeringsførelse
Seniorforsker
+4525471657
Rural Poverty
The United Nations World Water Development Report 2019 , Paris: : UNESCO, 2019