Her er udviklingssamarbejdets ømmeste punkter

Udviklingsbistand i det 21. århundrede. Sådan lød overskriften for et glimrende arrangement på Københavns Universitet den 2. maj i år. Dygtige oplægsholdere forsøgte at tænke fremefter, men gik de radikalt nok til værks?

I løbet af arrangementets to timer kom der mange fine pointer frem, hvoraf nogle var: ”Byg på Danmarks gode erfaringer”, ”drop ordene bistand og udvikling” og ”mere fokus på investeringer og handel”. 

De geopolitiske ændringer, udfordringer og muligheder blev også skitseret, men alligevel virkede det som om, at ideerne hang fast i det nuværende udviklingssamarbejde, i stedet for at forholde sig til de udfordringer – for ikke at sige problemer – som udviklingssamarbejdet står overfor.

Lad mig kort beskrive tre kæmpe problemer og nogle nødvendige overvejelser om deres løsninger. 

1. problem: Manglende finansiering

Som beskrevet i et tidligere indlæg af mine gode DIIS-kollegaer Ole Winckler Andersen og Adam Moe Fejerskov vokser afstanden mellem de penge, der skal til for at indfri verdensmålene, og den officielle udviklingsbistand. Og det er ikke en ringe afstand.

Hvis man ser Eiffel-tårnet for sig og siger, at finansieringsbehovet svarer til dets højde, når den officielle bistand halvt op i det ti gange lavere Rundetårn. Der er med andre ord brug for cirka 20 gange den aktuelle udviklingsbistand for at dække behovene, hvilket synes helt urealistisk.

I 2015 vedtog man derfor en finansieringsaftale i FN, som bygger på to ben: Dels at fattige lande skal øge deres skatteindtægter, dels at kapital fra den private sektor skal mobiliseres. 
Her efter ni år kan man konstatere, at ingen af delene virker. Skatteindtægterne er nogenlunde uforandrede, og den privat mobiliserede kapital svarer kun til cirka en fjerdedel af den officielle bistand.

Vi roder således stadig rundt med en finansiering knapt svarende til Rundetårn! At blive ved med at tale om privat kapital, garantier, risikominimering og så videre svarer til at tale om kongens nye klæder. Den private kapital kan af gode grunde generelt ikke tjene penge i fattige, konfliktfyldte lande – og slet ikke i deres sociale sektorer.

Hvis vi tager Verdensmålene alvorligt, skal der findes andre radikalt stærkere finansieringsformer. Jeg kan kun se international beskatning som vejen frem, da de nødvendige ressourcer til overflod eksisterer i denne verden.

2. problem: Udviklingssamarbejdets ubalance

Problem nummer to handler om det Globale Syd og den grundlæggende ubalance mellem rige donorer og fattige modtagere i udviklingssamarbejdet. Ubalancen har i årevis ført til, at de, der ved mest om udviklingsproblemerne, nemlig modtagerne, har mindst indflydelse på bistandens anvendelse.

Nu vokser selvbevidstheden i det Globale Syd sammen med kritikken af de rige landes forsøg på at udbrede deres egne værdier. I 2005 gjorde man internationalt et stærkt forsøg på at skabe mere ligeværdige partnerskaber med modtagerlandene i ’førersædet’, men efter bare 5-10 år ebbede det forsøg mere eller mindre ud. I de senere år er det endda blevet endnu mere tydeligt, at donorerne bruger bistanden på deres egne interesser.

At tale om ligeværdige partnerskaber og droppe bistandsbegrebet er selvfølgelig fint, men det er mildt sagt tvivlsomt, om det vil ændre det store. Den grundlæggende ubalance i samarbejdet er uforandret, og det er helt misforstået at mene, at vi blot kan tale om kommercielle partnerskaber, fordi der ikke længere er brug for at overføre ressourcer fra rige til fattige samfund.

Den eneste reelle løsning på ubalancen er at overføre midlerne til internationale organisationer, der arbejder for at indfri Verdensmålene, og hvor både fattige og rige lande har indflydelse. Ideelt set burde en fast andel af et lands bruttonationalindkomst overføres (f.eks. de 0,7% af BNI, som FN i 1970 anbefalede industrialiserede lande at anvende på udviklingsbistand).

Indtil det sker, kunne Danmark overføre sin samlede udviklingsbistand og samtidig få flere danskere ansat internationalt, så vi som samfund bevarer en vis føling med arbejdet.

3. problem: Udviklingssamarbejdet misforstås

Det tredje kæmpe problem er den misforståede opfattelse af udviklingssamarbejdet i Danmark. Såvel politikere som langt de fleste danskere opfatter udviklingsbistanden som en gave til nogle fattige mennesker langt væk. Danmark får intet ud af det, og det er kun på grund af vores gode hjerter og velmenende natur, at vi bruger skattekroner på det.

Den helt forkerte antagelse bag er, formoder jeg, at Danmark ikke er særligt afhængig er verden omkring os. Der er så mange eksempler på det modsatte (Corona-pandemien, flygtninge og migranter, Muhammed-krisen, inflation, osv.), at det sådan set er ubegribeligt, at synet på udviklingssamarbejdet ikke har ændret sig.

Måske der derfor er brug for at kalde det noget andet, som det blev nævnt på arrangementet d. 2. maj.

Måske skal vi hellere tale om vores internationale investeringer i Danmarks fremtid, fordi den helt og holdent er afhængig af en fredelig og fremgangsrig verden omkring os i overensstemmelse med de verdensmål, som alle statsledere én gang har vedtaget.

Måske vi skulle tale om alle de trusler (sygdomme, sociale sammenbrud, naturens kollaps, økonomiske kriser), som et styrket forsvar ikke kan forsvare os imod, men som internationale investeringer i Danmarks fremtid kan bidrage til at forebygge.

Måske vi skulle bruge lige så mange penge på de investeringer som på vores forsvar.