Truer Syrienkonflikten hele det mellemøstlige statssystem med opløsning?

Flere kommentatorer taler om at den britisk-franske Sykes-Picot aftale om delingen af Mellemøsten i kølvandet på første Verdenskrig er ved at gå i opløsning. Hvad menes der?

Lars Erslev Andersen: Det betyder, at det nuværende system af stater, der i store træk følger de grænser, Sykes-Picot aftalen tegnede, vil blive brudt op. De fleste grænser er omstridte og den enkelte arabiske stat er under pres tre steder fra: Fra de globale stormagter, fra de regionale stormagter samt fra transnationale forbindelser af etnisk, religiøs eller politisk observans (nationalisme, socialisme). Så lang tid Vesten vurderede at støtte til de autoritære arabiske stater gav stabilitet, blev statsgrænserne opretholdt og forsvaret som f.eks. i Kuwaitkrigen i 1991.

Helle Malmvig: Sykes-Picot aftalen delte Levanten i indflydelsessfærer, og lagde grundstenen til de nuværende stater og grænsedragninger. Med krigen i Syrien spår mange at netop disse grænsedragninger vil opløses, og at Libanon, Syrien, og Irak vil bryde sammen, og afløses af mindre stater eller politiske enheder baseret på etniske og/eller sekteriske tilhørsforhold. Mange peger på en mulig alawitisk stat på dele af det syriske territorium ud til kysten, muligvis en kurdisk stat der dækker dele af Irak-Syrien og Tyrkiet, og nogle taler endog om en ny sunni-irakisk stat.

Mener du at det er sandsynligt at den "orden" der blev skabt med Sykes-Picot opløses? Hvorfor/Hvorfor ikke?

Lars Erslev Andersen: Efter 11. september terrorismen blev støtten til de autoritære regimer midlertidigt opgivet til fordel for demokratisering. Det lykkedes ikke og i 2006 opgav såvel USA som EU deres militante demokratieksport, formindskede interessen for Mellemøsten og indledte halvhjertet dialog med de autoritære regimer om reformer. De sociale mediers nye muligheder, folkelig utilfredshed og de stadig mere trængte arabiske regimer blev rystet af det arabiske oprør i foråret 2011. Et oprør, der både rykkede ved de gamle alliancer og sprøjtede ny dynamik ind i de transnationale forbindelser. USA’s støtte til demonstranterne i Cairo harmede og fremmedgjorde Saudi-Arabien, der i stigende grad er kritisk over for USA, ikke mindst over for amerikanernes tøvende politik i Syrien. Sammen med Rusland og FN håber USA på en politisk løsning i Syrien. Hermed er alt åbnet for konflikt: Saudi-Arabien og Iran involverer sig på hver side af fronterne og har Iran fremskridt med forhandlinger, der vil fastholde Assad-regimet, vil Saudi-Arabien gøre sit til at sabotere processen. Grænsen mellem Irak og Syrien er ikkeeksisterende, Irak er på tærsklen til borgerkrig og konflikterene i Irak og Syrien vil forstærke hinanden. Store flygtningestrømme presser lande som Jordan og Libanon til bristepunktet. Konflikten i Bahrain truer konstant med at brede sig til Saudi-Arabien og det samme gør den komplicerede situation i Yemen. På overfladen ser det ud som en ny trediveårskrig, hvor protestanter og katolikker er erstattet af sunni og shia. Men under denne konflikt, som mest af alt er frembragt af politiske interesser, lurer mange andre. Konflikten i Irak er ikke blot sekterisk mellem sunni og shia, men er i høj grad bestemt af økonomiske og ressourcemæssige interesser samt interesser fra de omkringliggende lande, Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet. Der er ingen instanser til at begrænse konflikterne: USA vil ikke, EU kan ikke og de arabiske regimer kæmper med dem uden andet perspektiv end deres egen opretholdelse. Vi er med andre ord vidne til Mellemøstens trediveårskrig.

Helle Malmvig: Nej det tror jeg ikke.  Det er korrekt at alle tre stater har meget lidt kontrol over deres befolkning og territorium: Men det er ikke det samme som at de eksisterende suveræne stater er på vej til at opløses. De observatører der erklærer Sykes-Picot ordenen død, mener jeg især overser tre vigtige forhold: 1) Et oprør mod regime og ikke mod stat Det syriske oprør startede -ligesom de øvrige oprør i den arabiske verden - som en revolte mod det siddende diktatoriske regime, og ikke som et sekterisk Sunni-opgør mod en alawitisk domineret stat. Det var mao ikke staten som de syriske demonstranterne søgte at vælte eller omdefinere, men det syriske regime. 2) tilhørsforholdet til staten er fortsat stærkt. I Syrien taler både oppositionsgrupper og regimet om vigtigheden af at holde den syriske statsenhed sammen, og de beskylder gensidigt den anden side for at ville opsplitte Syrien. Siden oprøret startede har Assad regimet beskyldt oprørerne og udenlandske magter for at ville lave et nyt ”Sykes-Picot”. Modsat har oppositionsgrupper i stigende grad beskyldt regimet for at ville opbygge en alawitisk-udbryder stat. M.a.o. har begge sider stadig et samlet Syrien som ideal, og den illegitime position er den, der taler for en opsplitning. 3) Den Arabiske verden har traditionelt kæmpet for større og ikke for mindre politiske enheder. Sykes-Picot aftalen har altid været en anstødssten i regionen og er blevet selve symbolet på kolonialisme og kunstig grænsedragning. Men utilfredsheden med Sykes-Picot har ikke været drevet af et ønske om at få mindre politiske enheder baseret på etniske eller sekteriske tilhørsforhold. Tværtimod har idealet snarere været en fælles stor-arabisk stat (med plads til mange etniske og religiøse grupperinger), sådan som Kong Hussein oprindelig blev lovet det af briterne. Drømmen om et stor-Arabien er nok brast, men den er ikke afløst af en drøm om mindre enheder baseret på sekt eller etnicitet. Det gælder til dels også i Libanon og Irak. Her forsøger Sunni-grupper endnu en gang at genforhandle den politiske magtbalance, men det er ikke nye statslige/politiske enheder de kæmper for.

Hvad vil træde i stedet for Sykes-Picot?

Lars Erslev Andersen: Hvad der kommer i stedet, er svært at sige. Selvom vi allerede nu ser blodige etniske og religiøse udrensninger er der mange andre interesser på spil som kontrol over havne, stræder, ressourcer, økonomi etc. Konflikterne i Mellemøsten vil brede sig og blive værre og føre til ombrydning af de nuværende grænser: Konfliktånderne er sluppet ud af flasken og Mellemøstens trediveårskrig er allerede i gang.

Helle Malmvig: Vi vil ikke se en egentlig opsplitning af de Mellemøstlige stater. Men den syriske krig vil fortsætte i lang tid endnu med frygtlige omkostninger for Syrien selv og for de skrøbelige lande omkring det. Der vil være pres på grænserne med våben, militser, og flygtningestrømme, der truer med at forrykke de skrøbelige politiske magtbalancer i Syriens nabolande. De regionale stormagter vil også fortsat udnytte og forstærke de etniske og religiøse modsætninger i Syrien, Libanon og Irak for at holde hinanden i skak og udkæmpe proxy-rivaliseringer. Det er derfor vigtigt at vestlige og internationale organisationer er med til at støtte initiativer og grupperinger, der går på tværs af etniske og sekteriske skel, i stedet for at forfalde til at tænke Mellemøstlig politik og konfliktløsning, som udelukkende et spørgsmål om etnicitet og sekt.