En stadig mere tilspidset situation

I det blålige tv-studie står en talsperson fra militærregimet i Mali. Han stirrer ind i kameraet under sin grønne baret og læser næsten mekanisk sin meddelelse op til seerne. Det tager kun tre minutter. Samtidigt udgår selv samme besked på landsdækkende tv i Burkina Faso og Niger:

De tre lande trækker sig med øjeblikkelig virkning fra Den økonomiske samarbejdsorganisation i Vestafrika, ECOWAS.

Udmeldingen den 28. januar 2024 er ikke overraskende. Snarere var den et naturligt ”næste skridt” i en stadig mere tilspidset situation, hvor regionens politiske og økonomiske landskab er under hastig forandring.

Musketered

ECOWAS blev dannet i 1975 med det primære formål at styrke det økonomiske samarbejde og den økonomiske udvikling blandt medlemslandene. Med årene – i lighed med EU – har organisationen udvidet sig til også at være regionens primære politiske autoritet.

I dag omfatter ECOWAS’ mandat også konfliktløsning, sikkerhed og fredsbevaring og medlemslande er underlagt principper om god regeringsførelse og demokrati.

De 15 ECOWAS-medlemslande (inklusive de tre udbryderstater) med en samlet befolkning på omkring 400 millioner har været kendt som Afrikas stærkeste og mest fasttømrede økonomiske samarbejdsblok, men udviklingen de sidste år har sat blokken under pres og også udstillet dens svagheder.

Siden 2020 har der fundet seks militærkup sted i ECOWAS-medlemslande – de fem af dem i netop sahellandene Mali, Burkina Faso og Niger, som alle kæmper med voldsomme sikkerhedsudfordringer knyttet til jihadistgrupper og forskellige former for kriminelle og bevæbnede bander.

De sidste ti år er problemet vokset markant. Ifølge Global Terrorism Index fandt 43 procent af samtlige globale terrorrelaterede dødsfald i 2022 sted i Sahel – i 2007 var tallet for regionen blot en procent.

Internationale militæroperationer har ikke formået at løse problemet, og de tre lande – der alle er blandt verdens mindst udviklede – har følt sig ladt i stikken af ECOWAS. Netop sikkerhedssituationen var udløsende årsag til de i øvrigt folkeligt populære militærkup i først Mali (2020 og 2021), siden Burkina Faso (to kup i 2022) og senest Niger i juli 2023.

ECOWAS har reageret ved at fordømme kuppene, et efter et, og straffe med voldsomme økonomiske sanktioner, der har ramt lokalbefolkningerne hårdt og isoleret landene yderligere. Den naturlige konsekvens er, at de tre kupstater er rykket tættere sammen og fundet nyt fælles fodslag.

I september dannede de Alliancen for Sahelstater, AES, og indgik en musketered om, at et angreb på den ene ville blive tolket som et angreb på dem alle. Det skete, efter ECOWAS – ganske uhørt – truede Niger med en militærintervention, hvis ikke den afsatte præsident blev genindsat.

Det blev ved truslen, men skaden var sket, og forholdet mellem AES og ECOWAS blev endnu mere uforsonligt.

Før jul meldte AES ud, at de – i tillæg til forsvarssamarbejdet – også stilede mod et økonomisk, politisk og monetært samarbejde. Med andre ord: Et egentligt alternativ til ECOWAS.

På den baggrund var det unisone ”adieu” til ECOWAS i januar forventeligt.

Et ønske om suverænitet

Det er uklart, hvor hurtigt de tre lande kan forlade ECOWAS, men den egentlige dato er ikke så afgørende. Det væsentlige er det stærke signal om nybrud.

Striden mellem ECOWAS og AES udspiller sig nemlig i en tid med en genfundet tørst for reel suverænitet og selvbestemmelse i Afrika. Ønsket er særligt tydeligt i de tidligere franske kolonier, hvor folkelige krav om et opgør med franske og neokoloniale interesser i Afrika går på tværs af nationerne.

AES-landene har på mange måder brudt med Frankrig og institutionaliseret det krav. Diplomatiske bånd er flået itu, militæraftaler opsagt, og franske soldater smidt på porten. Også forholdet til andre vestlige partnere er blevet mere og mere anspændt. Mali har f.eks. afbrudt den fredsbevarende FN-mission i landet, og Niger har opsagt sin militære aftale med USA.

Parallelt har AES-landene styrket deres militære, politiske og økonomiske samarbejde med især Rusland. Soldater fra den berygtede russiske lejehær Wagner-gruppen har længe opereret side om side med Malis hær, adskillige gensidige statsbesøg har fundet sted, og den russiske ambassade i Burkina Faso er blevet genåbnet efter årtiers lukning.

Farvellet til ECOWAS kan ses som del af dette geopolitiske skift.

I den korte og kollektive meddelelse om udmeldingen lød begrundelsen nemlig, at ECOWAS er under indflydelse af ”fremmede magter” (læs: Frankrig og Vesten) og ved at ”forråde sine grundlæggende principper” er blokken blevet ”en trussel mod medlemslande og deres befolkninger”.

Dermed spiller AES på en stadig mere udbredt opfattelse i Vestafrika af, at ECOWAS i virkeligheden er fransk/vestlig skødehund og slet ikke handler i medlemslandenes interesser.

Det afgørende her er ikke – som andre også har påpeget – om der er hold i den anklage eller ej, men om ECOWAS har formået at modbevise den.

Som det ser ud lige nu, har blokken tabt det narrativ. I det lys fremstår AES som et regulært og seriøst alternativ til ECOWAS. Et alternativ, der står sammen mod eksternt pres og sanktioner og kører på med en panafrikanistisk dagsorden om et samlet, stærkt og suverænt Afrika. En dagsorden, der blot er på fremmarch i Vestafrika, som min forskning peger på. 

Hvem bliver den næste?

Det er umuligt at spå om, hvad der sker nu.

I februar løftede ECOWAS de økonomiske sanktioner og inviterede til dialog, men AES står fast. Spørgsmålet er, hvilken side i striden de øvrige medlemslande stiller sig på.

Her kigger mange på Senegal, hvor 44-årige Bassirou Diomaye Faye netop er valgt til ny præsident. Hans enormt populære parti, Pastef, bekender sig til panafrikanisme og har lovet systemisk forandring i landet og et brud med koloniale pagter. Samtidig støtter Pastef åbent militærregimerne i AES.

Indtil nu har Diomaye ikke snakket direkte om at forlade ECOWAS, men om nødvendigheden af reformer. Hvis Senegal alligevel trækker sig, vil mange andre lande sandsynligvis følge trop – Gambia, Guinea, ligesom mange allerede nu skeler til Togo som mulige næste kupland. Kan ECOWAS i så fald bestå, eller vil vi i stedet se et nyt, panafrikanistisk samarbejde tage form?

Meget afhænger også af ECOWAS’ økonomiske sværvægter, Nigeria. Svækkes ECOWAS, svækkes Nigeria, hvorfor landet også er indstillet på at kæmpe hårdt for at holde sammen på stumperne.