Ny humanitær krise truer - hvor skal hjælpen komme fra?

Imens Europa er optaget af flygtningesituationen, udvikler en ny humanitær krise sig på det afrikanske kontinent. Både tørke og oversvømmelser har ramt fødevareproduktionen i store dele af Afrikas horn og det sydlige Afrika og spås at sprede sig til Vestafrika. Det anslås, at flere end 10 millioner mennesker allerede nu har brug for fødevarehjælp.

Denne krise har vi ikke hørt meget om i medierne, og vi kommer måske heller ikke til det. For det ligner jo den sædvanlige historie: ”Der er tørke i Afrika, og det er synd, men sådan er det jo” - kunne man mene. Denne nye krise er imidlertid særlig af flere grunde og illustrerer, hvorfor der mere end nogensinde før er brug for udviklingsfinansiering og en fælles global indsats.

Dels kommer krisen på et tidspunkt, hvor det humanitære system i forvejen er presset til det yderste i forbindelse med situationen i Syrien og en række af de andre humanitære kriser, som har kendetegnet det forgange år. Det bliver derfor særdeles vanskeligt at mobilisere tilstrækkelige midler og opmærksomhed til denne nye situation.

Samtidig ser det ud til, at den truende sult er forårsaget af et hidtil uset samspil mellem klimaforandringer og det regelmæssige vejrfænomen El Niño. Sidstnævnte har længe været en ”naturlig” årsag til både tørke og oversvømmelser og er den umiddelbare udløser af den fødevarekrise, som nu er undervejs. Men eksperter mener, at klimaforandringerne er begyndt at forværre både intensiteten og konsekvenserne af El Niño, så vi nu står over for mere voldsom tørke og oversvømmelser.

Desuden rammer krisen ikke kun et enkelt område: I Etiopien vurderes det, at op mod 4,5 millioner mennesker vil få brug for fødevarehjælp i det kommende år, og 2.500 kilometer derfra i Malawi og Zimbabwe er høsten allerede slået fejl for millioner af bønder. Også Sahel-bæltet i Vestafrika kan blive hårdt ramt. FN's fødevareorganisation advarer desuden om, at El Niño også vil ramme uden for Afrika, blandt andet i Mellemamerika og Sydøstasien.

Mere generelt illustrerer denne nye krise nogle grundlæggende udfordringer, som vi må forholde os til:

For det første må vi se at komme ud over tendensen til at lave brandslukning, hver gang en ny krise melder sig. Den nuværende tørke har været forudsagt længe, men advarslerne faldt for døve ører, for verden var optaget af andre kriser. Så selv om det næppe er breaking news, er det sund fornuft: Finansiering til forebyggelse og langsigtet udvikling er den eneste vej ud af det ”zapperi” fra krise til krise, som vi pt befinder os i.

Samtidig er det ikke længere nok at se de humanitære kriser som enkeltstående begivenheder, der kan løses med isolerede indsatser på nationalt niveau. Kriserne er ofte grænseoverskridende og spiller sammen med globale systemiske udfordringer såsom klimaforandringer, ressourcekonflikter og fattigdom. Vi skal blive bedre til at forstå disse sammenhænge, så vi kan samtænke vores løsninger og sætte ind, hvor det rent faktisk batter. Her spiller de 17 nye udviklingsmål, som blev vedtaget i New York i sidste uge, en vigtig rolle. Hvis målene tages alvorligt af alle parter, kan de bidrage væsentligt til, at nye kriser ikke opstår.

Den rationelle vej for Danmark er med andre ord dels at yde akut hjælp til den nye krise, men derudover også at fastholde støtten til langsigtet udvikling i Afrika, til klimaarbejdet, og til FN-organisationernes forebyggende arbejde mod netop fødevarekriser, konflikt og destabilisering. En sådan tilgang giver færre kriser. Gør vi det modsatte, får vi flere kriser.

Valget er enkelt.