Migranter genåbner rute til de Kanariske Øer

Moustapha er en af talsmændene i en lille forening bestående af deporterede migranter i Thiaroye-sur-Mer, et fiskersamfund i udkanten af Dakar i Senegal. Endnu en gang sætter de traditionelle pirog-fiskerbåde ud med vestafrikanske migranter, som er klar til at begive sig ud på Atlanterhavet for at nå til Europa. De seneste uger er der ankommet tusindvis af migranter til de populære spanske turistøer. En udvikling der gør Moustapha bedrøvet og urolig. For han ved om nogen, at rejsen over havet kan få dødelige konsekvenser for de involverede migranter og skabe dybe spor af sorg i lokalsamfund. Men han er ikke overrasket.

Siden 2015 har stigende aktivitet på den vestlige rute fra Vestafrika mod Europa ført til rygter om en genåbning. I flere år har Moustapha Diouf bekymret sig for, om den lokale ungdom ville følge i fodsporene på ham selv og de mere end 32.000 migranter, som ankom til De Kanariske Øer i 2006. Derfor går han og foreningens medlemmer ud blandt unge i Senegal for at øge bevidstheden om farerne ved irregulær migration. Men frem for alt prøver Moustapha at skabe opmærksomhed om behovet for bedre jobmuligheder og levevilkår for fattige unge i lokalområdet. Moustapha ved, at det er en nærmest umulig mission. Unge mænd er - ligesom dem i hans egen generation - klar til ”dem ba dee” – rejse eller at dø i forsøget.

”Du må forstå, at de unge er trætte af fattigdom og af manglen på fisk og jobalternativer. De kan ikke blive her”, understreger han.

Antallet stiger markant
I år er 16.950 migranter ankommet til De Kanariske Øer mod blot 1.497 i 2019. Alene de to første uger af november er mere end 5000 mennesker kommet til øerne, der har svært ved at huse dem. Migranter kommer hovedsageligt fra Algeriet, Marokko, Mali, Guinea-Conakry og Senegal, men også fra andre afrikanske lande. Den Internationale Organisation for Migration har meddelt, at 14 både alene i september forlod Senegals kyst, og at rekrutteringen af potentielle migranter til de oversøiske rejser til Europa er voksende.

Det er langt fra alle migranter, der når frem til de nu overfyldte modtagecentre på de spanske øer. Nogle opbringes i de afrikanske farvande af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Frontex, mens andre kommer i vanskeligheder på havet. Der bliver lavet eftersøgning- og redningsaktioner i senegalesisk og spansk farvand, men mange både bliver ikke reddet i tide. Alene i år har IOM registret 41 forlis og vurderer, at der er et stort mørketal.

Den 24. oktober kunne senegalesiske medier meddele, at motoren på en pirog med 200 migranter ombord var eksploderet og mindst 140 mennesker druknede – kun få timer efter at have forladt kystbyen Mbour, syd for Dakar. I år meldes 414 mennesker foreløbigt omkommet på ruten – næsten dobbelt så mange som i 2019.

Genåbning af en gammel rute
Siden slutningen af 2000’erne er trafikken på ruten til Kanarieøerne blevet bremset af et stigende antal europæiske flådeaktioner samt forøget samarbejde med afrikanske lande. Ligesom i 2005-2006, skyldes rutens genopståen nu en række lokale omstændigheder: en skrøbelig økonomi, hvor millioner af mennesker lever fra dag til dag, et fiskeri i krise, en udbredt følelse af utilfredshed med regeringen, intensiveringen af migrationskontrol i Nordafrika, vedvarende konflikter og ustabilitet i nabolandene og det der fungerer som en katalysator lige nu; den økonomiske konsekvens af Covid-19.

Den senegalesiske økonomi vil som resultat af pandemien skrumpe med 0,7%. Et skarpt fald fra de stabile vækstrater på 5%, som Senegal har ligget på de seneste seks år. Turismesektoren er blevet hårdt ramt, også landbrug og fiskeri er blevet negativt påvirket. I foråret blev markeder og skoler lukket, der blev indført udgangsforbud om natten, og det blev forbudt at bevæge sig rundt i landet. Det ramte den store del af befolkningen, som normalt overlever ved at arbejde i den uformelle sektor.

Fiskeri under pres
Fiskeriet, som udgør 17% af den senegalesiske eksport, og beskæftiger 600.000 mennesker, blev hårdt ramt. Eksporten gik i stå, fiskemarkederne var delvist lukkede, og med nedlukningen af havnene kunne udenlandske fiskerfartøjer heller ikke lande deres fangst.

Tidligt i juni  krævede demonstranter en afslutning på de restriktioner, der var endnu et hårdt slag mod en sektor, der allerede før pandemien var i dyb krise. Højeffektive fisketrawlere fra Spanien, Frankrig, Kina, Sydkorea og Japan har i årevis fisket i vestafrikanske farvande, og nogle af dem er blevet anklaget for illegalt fiskeri. Kombineret med lokalt ulovligt fiskeri har det ført til overfiskeri og efterladt få fisk til de traditionelle fiskere.

Ligesom i 2006 betyder krisen i fiskeindustrien, at fiskere, som ikke længere kan leve af fiskeri, er villige til at bruge deres færdigheder og fiskerbåde til hjælpe migranter til Europa. De, der sejler bådene til de spanske kyster, beskrives af europæiske myndigheder og medier som ”smuglere”, og de bliver arresteret og retsforfulgt. Men ofte er de selv migranter, der benytter sig af muligheden for en gratis rejse til Europa.

En direkte forbindelse til Europa
Den anspændte økonomiske situation er dog ikke den eneste forklaring på rutens genåbning. For ligesom i 2006 tilbyder pirog-ruten mulighed for at undgå de mange barske prøvelser, som afrikanere fra lande syd for Sahara må gennem for at nå til Europa. Det indebærer farlige rejser tværs over Sahara, risiko for fængsling og brutale deportationer i Nordafrika, den farlige rejse over Middelhavet eller forsøg på at springe over de meterhøje pigtrådshegn ind til de spanske enklaver i Nordafrika.

Ifølge lederen af IOM i Senegal, Bakary Doumbia, er en del af forklaringen på genåbningen af ruten til Kanarieøerne, at Covid-19-restriktinerne har ført til nedlukning af grænser i de lande, som migranter traditionelt rejser igennem. Men også EU’s massive fokus på at stoppe irregulær migration langt fra EU's ydre grænse er på spil. I modsætning til i 2006 kender migranter og smuglere denne gang den Atlantiske rute, dens farer og hvad der kræves for at overkomme rejsen – det skulle bare reaktiveres.   

Kendte farer på ruten
Den brede senegalesiske befolkning er bevidst om de mange farer ved irregulær migration, og den betydning det har for migranter, deres familier og samfund. Det blev i stort omfang dækket af de senegalesiske medier i 2006. Siden har diverse informationskampagner sponsoreret af EU og europæiske regeringer forsøgt at overbevise potentielle vestafrikanske migranter og deres familier om ikke at risikere livet på vej til Europa. IOM og en række internationale og lokale NGO’er, kunstnere og teatergrupper har igen og igen genopført lidelserne, som migranter møder på deres rejse mod Europa. På den måde bringes EU’s grænse og eksternaliserings-praksisser til live i fiskersamfund og fjerne landområder tusinder af kilometer væk fra den egentlige europæiske grænse. Men sådanne ’grænseshows’ bliver ofte mødt med skepsis blandt lokalbefolkningen, som ikke får tilbudt alternativer til migration. De lader sig i stedet påvirke af deres landes lange migrationstradition, hvor remitter igennem årtier har givet fattige familier lidt mere økonomisk råderum, og af nye videoer delt på WhatsApp, som viser de migranter, som succesfuldt er nået til De Kanariske Øer. Videoerne opmuntrer og giver fornyet håb blandt frustrerede unge – på trods af de kendte farer.

Migration som vejen ud af kronisk krise
Migranter, der når til Europa uden papirer, er generelt klar over, at det kan tage år for dem at opnå lovlig status i EU og at deres liv og arbejde i den periode derfor vil være udfordret. Blandt dem, der ankom med pirog-både i 2006, var der mange, der valgte at blive under Spaniens økonomiske krise fra 2008-2014, da de forventede, at forholdene med tiden ville forbedres. Ligesom dem håber de, der emigrerer nu på, at det på længere sigt vil betale sig for dem at være i Europe, og at det vil tilbyde dem en vej ud kronisk uvished om levevilkårene derhjemme – også selvom Europa lige nu er økonomisk ramt af pandemien.

For Moustapha er der kun én løsning:

”Ungdommen er nødt til at se noget konkret, der giver dem grund til at blive. De har brug for arbejde, uddannelse og projekter. I må forstå, at alt folk ønsker er at arbejde og at tjene nok penge til at forsørge deres familier.”

Artiklen blev bragt d. 28. november på Globalnyt.dk.

Maria Hernández-Carretero er postdoc ved Sosialantropologisk institutt ved Universitet i Oslo.