Kommer det arabiske forår til Algeriet?

Alle taler om det arabiske forår i Tunesien, Egypten og Libyen. Ingen taler om Algeriet. Landet er usynligt i de internationale medier. Det skyldes, at det arabiske forår ikke er fejet som en hvirvelvind igennem Algeriet til trods for, at landet er præget af de samme problemer som de andre nordafrikanske lande: høj ungdomsarbejdsløshed, omfattende korruption, mangel på åbenhed i politiske processer og dyb mistillid til den herskende klasse, som sidder på ’flæsket’.

De sidste 10 år har været præget af massevis af konfrontationer mellem politi og algeriere. Oprørene er karakteriseret ved ofte at udvikle sig til vold og ved at være lokalt forankrede. Beboere blokerer ofte veje for at kræve vand, gas, elektricitet og asfaltering af veje. Strejker blandt vejarbejdere, hospitalsansatte, studerende, funktionærer, advokater og endog sikkerhedsfolk breder sig som ringe i vandet.

I januar 2011 udbrød der voldsomme uroligheder i kølvandet på det tunesiske forår. Urolighederne, der blev udløst af prisstigninger på korn, sukker og madolie, kostede 5 mennesker livet, 800 blev såret, og mere end 1100 blev arresteret. Det er dog ’småting’ i forhold til den grusomme vold i 1990erne, hvor ca. 160.000 blev dræbt. Der er blevet rapporteret 2777 politioperationer mod sociale oprør siden januar og indtil juli 2011. Den skrevne presse er ikke overrasket over antallet af operationer, men over den forholdsvise ’blide’ håndtering af oprørerne. Det er helt åbenbart, at regimet ikke ønsker at puste yderlige liv i de sociale protester ved at fare hårdt frem. Hvad der derimod er yderst alvorligt og også overraskende er, at der stadig er flere, der sætter ild til sig selv i desperation over deres ’no-future’-liv. Der er ingen tvivl om, at inspirationen er hentet fra Tunesien, hvor en ung gadehandler satte ild til sig selv i december 2010. Han blev katalysatoren for det tunesiske oprør. Men de algeriske selvafbrændere har ikke resulteret i nationalt oprør.

Der er mindst tre grunde til, at de sociale protester ikke bliver til et nationalt krav om regimeskift:

• For det første spiller erindringen om den frygtelige vold i 1990erne en altafgørende rolle. Store dele af befolkningen er dybt traumatiseret. Mange mener, at volden/borgerkrigen i 1990erne skyldtes, at regimet åbnede op for demokrati i 1989. Det år blev der vedtaget en ny forfatning, som tillod partipluralisme, totalt frie medier og adskillelse af den dømmende, udøvende og lovgivende magt. Det betød, at et islamisk parti, FIS, pludselig stormede ind på den politiske arena. I 1992 stod det til at vinde parlamentsvalget. Hæren greb politisk ind, og valget blev annulleret. I februar 1992 blev der dekreteret undtagelsestilstand, og FIS blev forbudt.
  
  Når tunesere, egyptere og libyere spørger, hvorfor Algeriet ikke har fået sit forår, svarer. algeriske politikere og medier, at Algeriet så sandelig har haft sit demokratiske forår. Underforstået: se hvad det førte til i 1990erne: kaos og vold. Siden præsident Bouteflika kom til magten i 1999, er den islamiske og statslige vold reduceret ganske betragteligt. Men der findes stadig ’lommer’ af islamisk terror, især i det østlige og det sydlige Algeriet. Så sent som i juli 2011 blev flere dræbt og sårede af islamiske terrorister på grænsen ind til Tunesien. Frygten for opblussen af 1990ernes vold er derfor latent til stede i befolkningen. Ønsket om stabilitet og en langsom kontrolleret demokratisering bliver derfor prioriteret højere end et muligt kaos ved et regimeskift.
  
• Den anden grund er, at regimet kan købe sig til politisk ro ved at åbne for oliepengeposen. Det er en strategi, som er yndet af alle konservative olierige stater såsom Saudi-Arabien og Bahrain. Algeriet er et rigt olie- og gasland. Udenlandsgælden er næsten betalt af. Valutareserverne er astronomiske. De er for tiden på 173 milliarder dollars, som regimet bl.a. bruger til at finansiere veje, havne, lufthavne, vandreservoir og boliger.
  
  Præsident Boutflika var hurtigt ude med pengepungen efter urolighederne i januar 2011. Regimet sænkede priserne på basale fødevarer og gav lønstigning til lavtlønnede, inklusiv politiet. På finansloven for 2012 er der desuden blevet afsat 100 milliarder dollars til sociale foranstaltninger. Hvis olieprisen mod al sandsynlighed falder, vil regimet være i en alvorlig kattepine, fordi den så ikke vil kunne gyde olie på de oprørte sociale vande.
  
• Den tredje grund til, de sociale protester ikke bliver til et nationalt krav om regimeskift, er, at det politiske landskab er totalt fragmenteret. ’Del og hersk’ politikken er grundpillen i systemet. En blanding af undertrykkelse, opmuntring til samarbejde med magten og udelukkelse fra magten er resultatet af ’del og hersk’ politikken. Partierne styres af personlig rivalitet og ikke af idépolitik. Partierne er bygget op omkring klientsystemer, hvor den politiske leder har tilknyttet en hærskare af folk, der er afhængige af hans økonomiske og sociale beskyttelse. Alle parter holder hinanden skak i dette afhængighedssystem. Resultatet er, at dybtgående politiske og økonomiske reformer er næsten umulige at gennemføre. I stedet opretholdes stabilitet i et system af ustabilitet. Denne balance mellem stabilitet og ustabilitet styres i kulissen af hæren på 140.000 soldater og 100.000 i reserven. Så vidt vides, var der ingen, der deserterede under volden i 1990erne. Hvis det arabiske forår når Algeriet, vil det derfor være ret usandsynligt, at hæren bakker op omkring et politisk oprør.

Har det arabiske forår så ikke haft nogen politisk indflydelse på udviklingen i Algeriet?

Det har det. Regimet er bekymret over mulig spillover effekt fra Tunesien og Libyen, som grænser op til Algeriet. Undtagelsestilstanden, som blev indført i februar 1992, blev ophævet i februar 2011. I april 2011 smed Bouteflika nogle politiske lunser ud til befolkningen. Han annoncerede, at forfatningen af 1996 skulle revideres. Revisionen skulle give bedre muligheder for nye partier i forhold til at stille op til parlamentsvalg, en ny valglov skulle indføres, og kvinder skulle tildeles 33% af pladserne i underhuset. Civilsamfundets Ngo’ere skulle have lov til at operere friere end hidtil. Det skulle være lettere at oprette private tv-kanaler. Da lovforslagene blev vedtaget af underhuset i november, var de imidlertid blevet udvandet ret kraftigt af to af de tre største regerende partier.

Loven om pressefrihed gælder hverken det statslige TV eller de regionale statslige radioer. Den gælder kun for de såkaldte uafhængige fransk- og arabisksprogede aviser. Kønskvoteringen af kvinder var forsvundet. Ngo’ere – især de der har tilknytning til udlandet og oppositionen – skulle kontrolleres. Partier, ’der i islams navn har været medvirkende til den nationale tragedie i 1990erne skulle ikke have lov til at stille op’. Ergo, det forbudte islamiske parti, FIS, fortsætter med at være udelukket fra den politiske scene. Skylden for volden i 1990erne kastes over på FIS. Regimet fritages for al skyld.

Der er grænser for, hvor meget regimet vil lukke op for demokratisering. Der er ikke grænser for kritikken af de begrænsede reformer. Men samtidig er en stor del af befolkningen præget af en blanding af desperation, resignation og afpolitisering.

Det arabiske forårs pludselige komme overraskede alle. Vil det komme til Algeriet, når der afholdes parlamentsvalg i foråret 2012? Hvis der kommer et forår, vil det være kendetegnet ved langsom politisk åbning og ikke et pludseligt regimeskifte. Det algeriske regime og befolkningen er bestemt ikke uberørte af revolutionerne i nabolandene. Hvis regimet ikke tillader opstilling af nye partier, og hvis der bliver fusket med valgresultatet, vil der givetvis opstå omfattende uroligheder. Der vil være krav om indfrielse af løftet om kontrolleret demokratisering, men der vil ikke være krav om regimeskift.