Den kolde vinter bliver en hård prøvelse for Vestens sammenhold

Meldingen om skaderne på Nord Stream-gasledningerne syd for Bornholm har sat både myndigheder og politikere i alarmberedskab. Uanset årsagen til lækagerne, så puster de til en panisk ild, der ulmer overalt i europæisk politik: Kan vi fortsat sikre opbakning til sanktioner mod Rusland og støtte til Ukraine, hvis vores energiforsyning kollapser, og priserne eksploderer yderligere?

Indtil videre har krigen lært os, at Vesten kan opnå meget, når vi er enige – og at langvarige og traditionsrige overbevisninger og politikker kan ændres hurtigt, når trusselsvurderinger skærpes, og politikere og borgere støtter op om ændringerne.

Nu er vinteren på vej og for at komme igennem den, er det afgørende, at vi bevarer vestlig konsensus – mellem de europæiske lande og med allierede på tværs af Atlanterhavet, men lige så meget mellem politikere og borgere. Det kan meget vel være det sidste, som bliver den største udfordring.

Enighed mellem politikere og borgere

Begrænsningerne af russisk gas- og olieeksport og situationen i Ukraine sammenlagt med eftervirkninger af covid-19 pandemien har resulteret i voldsom stigende gas- og elpriser og skyhøj inflation.

Krig har økonomiske konsekvenser, som man skal kunne bære for at vinde. Man må regne med, at situationen kun kommer til at blive værre. Det er nu, at omkostninger fra krigen mellem Rusland og Ukraine for alvor rammer europæiske borgere.

Mens borgere og politikere i det østlige Europa er mere villige til at betale omkostningerne, er enigheden begyndt at krakelere i andre lande, for eksempel Tyskland. Hvis opbakningen til sanktionerne skal bevares, er det afgørende, at landene finder veje til at hjælpe deres mest udsatte borgere igennem vinteren. Ellers nedbrydes støtten til den altafgørende konsensus om opbakningen til Ukraine og sanktionerne mod Rusland.

I den situation, vi står overfor, kan en valgkamp vise sig at være ugunstig. Indtil nu har der i Danmark været stor enighed og politisk opbakning til en prioritering af vores forsvars- og sikkerhedspolitik. Men hvordan det helt konkret skal udmønte sig fremadrettet, må tiden og valgkampen vise. Dette er den demokratiske proces. Men der er en fare for, at opbakningen svækkes af politisk trakasseri mellem politikerne.

Signalværdi

Det er vigtigt at huske, at politisk diskurs og politiske beslutninger har signalværdi. Signalværdien er mangesidig: Landets politikere signalerer til deres egne borgere, at deres bekymringer bliver taget alvorligt, og at de vil blive økonomisk støttet, hvor det er nødvendigt.

Men diskursen og beslutningerne bærer også et signal til ens allierede om, i hvilken udstrækning Danmark tager sin rolle i den nye globale virkelighed alvorligt, og om man er villig til at tage ansvar og bære de omkostninger, som følger med.

I sidste ende sender det også et signal til modstanderen om, hvor langt man er villig til at gå. Hvor dyre må omkostningerne af støtten til Ukraine og modstanden mod Rusland blive, inden man ikke længere er villig til at betale dem?

Dette gælder ikke kun for en mulig valgkamp i Danmark, men også imellem EU-landene. Omkostningerne kommer ikke til at ramme ens, og nogle lande er bedre rustet til at betale omkostningerne end andre. Også her kræver det debat for at vedligeholde enigheden og navigere i omkostningerne, men helst på en måde som fremhæver den solidaritet, der ligger i hjertet af EU og Nato-alliancen fremfor konkurrencetænkning og indenrigspolitisk positionering.

I denne sammenhæng er det måske meget sigende, at Ungarn og Tyrkiet er to ud af de tre lande som mangler at ratificere Finlands og Sveriges Nato-medlemskab.    

At vedligeholde enigheden bag den vestlige støtte til Ukraine og sanktionsregimet mod Rusland kræver en ærlig politisk debat mellem politikerne og borgerne og mellem statslederne i de enkelte europæiske lande. Men det kræver også, at man husker signalværdien af den politiske debat og af de resulterende beslutninger.