Artikel

Kinas vigtigste allierede i Sydøstasien får ny regering

Efter 38 år ved magten har Cambodias premierminister, Hun Sen, overdraget regeringsmagten til sin søn Hun Manet. Hun Sen har det seneste årti ført Cambodia i retning af en etpartistat med diplomatisk beskyttelse fra Kina. Cambodia er samtidig blevet Kinas nærmeste allierede i Sydøstasien, og intet tyder på, at det vil ændre sig.
Cambodias leder Hun Manet
Den 45-årige Hun Manet er den første cambodianer, der er uddannet ved USA’s militære akademi i West Point og har senere taget universitetsgrader ved amerikanske og engelske universiteter. Alligevel er der ikke meget der tyder på, at han vil kunne føre Cambodia tilbage på en demokratisk vej. Foto: Prachatai via Flickr.com

Efter at have siddet på magten siden 1985 har Cambodias enerådende magthaver, Hun Sen, besluttet sig for at træde tilbage og gennemføre et generationsskifte i regeringen. Hun Sen har indsat sin søn, Hun Manet, som premierminister, og en række af de nyudnævnte ministre er sønner af tidligere ministre.

Den 71-årige Hun Sen forbinder Cambodias grusomme historie i 70’erne med landets nyere historie. Han var i en ung alder delingsfører i Pol Pots berygtede Khmer Rouge, men flygtede til Vietnam, da han frygtede at blive udrenset. Da Vietnam i 1979 invaderede Cambodia og fjernede Khmer Rouge, blev Hun Sen indsat som udenrigsminister, og de følgende år styrkede han sin politiske position i landet og blev i 1985 premierminister – en post, han har fastholdt frem til i dag.

Hun Sen har især de senere år udviklet et autokratisk politisk system, hvor partier er tilladte, men hvor oppositionspartier de seneste to valg ikke har fået lov til at stille op, og kritisk presse er blevet lukket ned. De egentlige magthavere er en række familiedynastier med Hun Sens familie på toppen, der sætter landets formelle institutioner ud af spil, når det passer dem.

Hun Sen har da heller ikke helt sluppet tøjlerne. Han fortsætter som formand for det cambodianske folkeparti, CPP, som i dag er det eneste parti af betydning. Da Hun Sen første gang annoncerede, at han ville overdrage premierministerposten til sønnen, udtalte han: »Jeg vil stadig kontrollere politik i Cambodia som leder af det regeringsbærende parti.« Et klart signal til enhver opposition om at holde sig i ro og til Kina om, at han ønsker at sikre stabilitet og kontinuitet.

Efter rædselsårene under Pol Pot investerede mange vestlige lande i udviklingen af demokrati i Cambodia. I takt med voksende korruption og Hun Sens indskrænkning af demokratiet svandt Vestens penge og indflydelse imidlertid ind, og Kina trådte til med diplomatisk beskyttelse og økonomisk støtte.

Kina er Cambodias største samhandelspartner og har det seneste årti pumpet milliarder af dollars ind i infrastrukturprojekter, særligt havne, veje, men også boligbyggeri og opgradering af lufthavne. Meget tyder også på, at Kina i disse år investerer i renovering og opgradering af Ream-flådebasen i den thailandske bugt.

Kina ser Cambodia som en vigtig alliancepartner i Sydøstasien. Ved flere lejligheder har Kina brugt Cambodia til at splitte Asean-landene i forhold til udviklingen i Det Sydkinesiske Hav.

Kina ønsker kontinuitet og stabilitet i Cambodia, og bare inden for det sidste halvandet år har Hun Sen ved to lejligheder haft sønnen med på besøg hos Xi Jinping. Den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, var da også på besøg i Cambodia for kort tid siden, hvor han mødtes med Hun Manet og i øvrigt roste Cambodia for det frie og retfærdige valg i juli måned, hvor ingen oppositionspartier fik lov til at stille op.

Cambodia ser gerne afhængigheden af Kina reduceret og ønsker at diversificere handel og investeringer, men ikke på bekostning af den politiske beskyttelse, landet nyder godt af. Det er derfor usandsynligt, at Hun Manet vil ændre væsentligt på udenrigspolitikken.

Vesten har indtil for nylig anset Cambodia som et land med en marginal strategisk betydning, og vestlige sanktioner og fordømmelser af indskrænkninger i demokratiet har bidraget til, at Vesten har mistet indflydelse i landet. De senere par år har især USA imidlertid øget opmærksomheden på de mulige strategiske konsekvenser af, at kineserne kan få adgang til Ream-flådebasen i den thailandske bugt og dermed sikre sig adgang til et strategisk område mellem Det Sydkinesiske Hav og Det Indiske Ocean.

Den 45-årige Hun Manet har en meget anderledes baggrund end faderen. Han er den første cambodianer, der er uddannet ved USA’s militære akademi i West Point og har senere taget universitetsgrader ved amerikanske og engelske universiteter. Det har skabt visse forhåbninger om, at han vil kunne føre Cambodia tilbage på en demokratisk vej.

Selv om Hun Manet måtte ønske at gennemføre demokratiske ændringer, er han oppe mod faderen og familiedynastierne, og det er usandsynligt, at hans nye regering vil udfordre systemet og søge en større tilnærmelse til Vesten inden for en overskuelig fremtid. 

Meget tyder derfor på, at det tætte samarbejde mellem Cambodia og Kina vil fortsætte, og i baggrunden kan Hun Sen holde snor i sønnen i kraft af sin formandspost i partiet.

Kinas vigtigste allierede i Sydøstasien får ny regering
Jyllands-Posten, 2023