Japansk og sydkoreansk miljøbistand

I de sidste årtier er Japan og Sydkorea blevet vigtige bistandsydere til miljøprojekter i udviklingslande.

Men flere kritikere i Vesten mistænker de to lande for blot at pleje egne interesser. De mener, at de er for fokuserede på teknologi og infrastruktur, og at det i virkeligheden handler om at pleje egne økonomiske interesser og adgang til ressourcer.

DIIS-forsker Anders Riel Müller og NIAS-forsker Aki Tonami har i dette DIIS Working Paper forsøgt at nuancere og afmystificere det, med en analyse af, hvad der har de to landes miljøbistandsprogrammer gennem årtier.

Og der er ikke bare tale om at pleje egne interesser. Historien om miljøbistand siger meget om det spændingsfelt, som de to lande befinder sig i - mellem det globale samfunds universelle normer om hvordan bistand skal ydes, de to landes egne erfaringer med industrialisering og økonomisk udvikling og endelig selve miljøproblemerne.

Japan har i øvrigt spillet en vigtig rolle siden FN’s Rio-konference i 1992 og i forhandlingerne om Kyotoprotokollen. Sydkorea er på det seneste blevet en markant aktør gennem deres ”Grøn Vækst”-paradigme, som Danmark har bakket stærkt op omkring.