Islamisk Stat udnytter politisk kaos i Libyen

Ironisk nok udgør Libyen efter Nato’s bombardement i 2011 en større sikkerhedsmæssig trussel og en måske større humanitær udfordring, end det gjorde under oberst Gaddafis brutale diktatur.

Islamisk Stat fortsætter sin fremmarch i landet, og der er ingen tegn på, at den stigende strøm af flygtninge over Middelhavet vil aftage i nær fremtid. Europas håb om en løsning er knyttet til FN’s særlige udsending til Libyen, den spanske diplomat Bernardino León, der kæmper for at finde en diplomatisk løsning. Men i søndags i Genève måtte León og de stridende parter i Libyen endnu engang forlade forhandlingsbordet uden en aftale.

Libyen er groft sagt delt i to politiske lejre, den internationalt anerkendte regering i Tobruk (HoR) og en islamisk orienteret oprørsregering i Tripoli (GNC). De to politiske lejre har hver deres parlament, regering og militærorganisation. Men der er ikke tale om egentlige funktionsdygtige regeringer og hære.

Hver lejr er snarere en paraplybetegnelse for et løst og decentraliseret forbund af væbnede militser, der har vidt forskellige politiske, økonomiske, regionale og religiøse interesser. Islamisk Stat (IS) i Libyen har kunnet drage fordel af denne situation og har nu etableret sig som en potentiel tredje magtfaktor i det kaotiske land, og der er grund til at frygte, at IS kan vinde endnu mere terræn, hvis usikkerheden fortsætter på ubestemt tid.

Det var ikke nogen stor overraskelse, at det igen mislykkedes at få en aftale på plads. León har nemlig skabt vrede i den internationalt anerkendte regering i Tobruk ved at ændre i aftaleteksten i sidste øjeblik for at imødekomme GNC i Tripoli. Og ved at kritisere HoR’s hærchef Khalifa Haftars kampagne mod militante jihadister i Benghazi. HoR har nu kaldt deres forhandlere tilbage og i skrivende stund er det uklart, om regeringen i Tobruk endnu er med i FN-forhandlingerne.

GNC har to hovedønsker til en ny enig regering. For det første skal rebellerne i Tripoli have en rolle at spille politisk. Den aftale, der blev underskrevet i Marokko i juli uden GNC’s deltagelse, er nærmere en slags ærefuld politisk exit til Det Muslimske Broderskab og dets støtter i Tripoli. Dernæst ønsker GNC at sikre sig, at ærkefjenden, Tobruks hærchef general Khalifa Haftar, ikke kommer til at spille nogen rolle i det fremtidige Libyen.

Begge dele er uspiselige for HoR. Dog kan man dårligt forestille sig en aftale uden HoR, som trods alt er den folkevalgte regering, og det haster med at få den på plads. HoR’s mandat løber ud i oktober, og GNC vil derefter med en vis ræson kunne fastholde, at HoR-regeringen ikke er legitim. Faktisk påstår kilder i HoR-regeringen, at det hele tiden har været strategien fra GNC’s side, at man vil forhale FN-forhandlingerne så længe, at HoR’s mandat løber ud, og man kan kræve en ny folkeafstemning.

Den nuværende krise i Libyen er knyttet til den kontroversielle general Haftar, der i sin tid hjalp Gaddafi med at kuppe kong Idris, og som var Gaddafis hærleder i den fejlslagne militærkampagne i Chad i 1980’erne. Han blev taget til fange med 350 mænd og sad 7 måneder i fængsel. Gaddafi slog hånden af ham, og i den fase vendte Haftar sig mod den eksilerede libyske opposition og ultimativt USA, hvor han boede i 20 år, indtil revolution kom, og han rejste tilbage til Libyen for at kæmpe.

Haftar er nu placeret som øverste hærchef for Tobruk-regeringen, og han har givet særdeles tvetydige udmeldinger om sin fremtid, som ikke altid respekterer de demokratiske spilleregler. I stil med general al-Sisi i Egypten, som Haftar åbent hylder, har han udnævnt Det Muslimske Broderskab til at være roden til alt ondt i Libyen, og det er et åbent spørgsmål, om han overhovedet vil acceptere noget politisk kompromis med fjenderne i Tripoli.

Haftar har dog ikke haft meget held med sine militærkampagner i Libyen. Han har ofte annonceret store planer og kommende sejre, som så har vist sig ikke at holde stik. Til gengæld har han haft held med at forene de forskellige islamistiske grupperinger, der ellers er præget af stærk intern rivalisering.

Libyen er stadig underlagt den våbenembargo, som det blev pålagt af FN i Gaddafis tid, selv om Tobruk forgæves har forsøgt at få den ophævet. Egypten, som er Tobruks tætteste allierede, har også i flere omgange presset på for at få embargoen ophævet, men uden held.

Det har dog ikke afholdt Egypten og De Forenede Arabiske Emirater fra at sende våben til Tobruk, ligesom Tripoli-regeringen modtager våben fra deres støtter – herunder Tyrkiet, Qatar og Sudan. Så sent som i sidste uge opbragte de græske myndigheder på Kreta et tyrkisk fragtskib på vej til Misrata med våben. Tyrkerne hævdede, at våbnene skulle videre til politiet i Sudan. Der er således et bekymrende element af stedfortræderkrig i Libyen, men ikke af samme intensitet og omfang som i eksempelvis Syrien.

Der er forskellige grunde til, at situationen i Libyen er så kompliceret og uigennemskuelig. Det har at gøre med etniske, religiøse, regionale og stammemæssige modsætninger, der blev holdt i skak under diktaturet. Men det skyldes også, at det Libyen, som Gaddafi efterlod, ikke havde et moderne statsapparat.

Gaddafi ønskede ikke et stærkt officielt militær, fordi han levede i evig frygt for statskup. Han satsede i stedet på en række elitestyrker, som var under hans sønners kommando, mens efterretningsvæsenet refererede direkte til ham. Det vil sige, da revolutionen kom, faldt militæret fra hinanden, mens Gaddafis sønner kunne blive ved at kæmpe i spidsen for deres respektive sikkerhedsstyrker.

Det betød også, at da regimet faldt, havde overgangsregeringen ingen styrker at støtte sig op ad eller til i det hele taget at beskytte landets institutioner. Man besluttede derfor meget pragmatisk at indlemme militserne i det ny Libyen og sætte dem på lønningslisten. Mange observatører har peget på, at netop det valg, at man ikke søgte at afvæbne militserne, eventuelt med hjælp fra fredsbevarende styrker, spiller en væsentlig årsag til, at Libyen nu befinder sig i en komplet kaotisk situation.

Det er således en udbredt misforståelse, at militserne i Libyen ikke er en del af statsapparatet – det er de. Men de er ikke under statens kontrol, hvilket er noget helt andet.

Islamisk Stat i Libyen dukkede for alvor op på scenen i oktober 2014, hvor et billede af Dernas Islamic Youth Council, der erklærede deres støtte til IS, begyndte at cirkulere på de social medier. Der var til at begynde med et håb om, at det var en symbolsk gestus, der ikke havde nogen substans. Men så kom en række voldsomme terrorangreb, eksempelvis mod det mondæne Hotel Corinthia i Tripoli, og den brutale video med de 21 kristne egyptere, der får halsen skåret over, som med det samme udløste et egyptisk bombetogt i Libyen.

Derudover har IS trængt den stærke Misrata-milits i defensiven i kampene om Gaddafis fødeby, Sirte, som de nu besidder og brutaliserer med modbydelig og spektakulære signaturhandlinger såsom offentlige korsfæstninger og halshugninger.

Reelt udgøres IS formodentlig ikke af mere end 1.000-3.000 mand, selv om ærkefjenden general Haftar i Tobruk siger 7.000, men det er mange kamptrænede krigere, der kommer hjem fra krigen i Syrien, og ligesom de tunesiske jihadister kæmper de overvejende for Islamisk Stat i Syrien.

Den situation har allerede haft en destabiliserende effekt på regionen i den forstand, at de voldsomme terrorangreb i Tunesien for nylig begge to havde forbindelser til Libyen. Men måske er Islamisk Stat også det fænomen, der kan bringe parterne i den libyske konflikt nærmere hinanden. Eksempelvis har Misrata og Zintan indgået en midlertidig våbenhvile for at stoppe Islamisk Stats overraskende fremmarch vestover.

Hvad angår den risikable overfart af migranter og flygtninge, så oplevede Libyen i sidste uge årets største katastrofe, da 183 mennesker, herunder børn, druknede undervejs mod Lampedusa. Stranden var bogstavelig talt spækket med lig, som en rapporter fra BBC kunne berette om, og selv om tragedien ikke fik stor pressedækning i Europa, så var der tale om et øjeblik, der måske kan rykke på noget på bevidstheden i Libyen, ligesom den tre år gamle syriske dreng Aylan Kurdis død på en strand i Tyrkiet rykkede ved den europæiske offentlighed. Der blev spontant protesteret mod menneskesmugling i den vigtige havneby Zuwarah, og politiet arresterede for første gang, så vidt man ved, tre libyske menneskesmuglere.

Libyen har et ambivalent forhold til migranter fra Asien og Afrika. Landet har i årevis været et stort jobmarked for ufaglærte udlændinge; der er ikke meget manuelt arbejde, der bliver udført i Libyen uden migranterne, alligevel accepteres de knap politisk og socialt.

De afrikanske migranter, jeg talte med i Tripoli sidste år under feltarbejde, kunne alle berette om racisme og grove overgreb. Eksempelvis arbejdede Sebastian fra Ghana som offentlig gadefejer, og han fortalte, at han en dag blev skudt i ballen med et luftgevær af en gruppe drenge, mens han arbejde. Det foregik midt på offentlig gade, og folk grinede bare ad ham.

Andre gange fik han pludselige lussinger af forbipasserende eller blev kaldt ind i private hjem og sat til at arbejde. Der var ikke noget, han kunne stille op, forklarede han bittert. Som dokumentløs afrikaner i Libyen er man nederst i hierarkiet. Alligevel er udsigten til at tjene gode penge i den stærke olieøkonomi et incitament til at bide tænderne sammen og blive.

Der er således mange migranter i Libyen, hvor mange vides ikke præcis, men muligvis millioner. Når der er konfliktsituationer, søger de fleste dog hjem eller mod nabolandene. En lille del forsøger at komme mod Europa med bådene.

Situationen er en anden for de flygtninge fra eksempelvis Syrien og Eritrea, som også bruger Libyen som springbræt. De står ganske ofte i en mere sårbar situation, fordi de rejser med koner og børn og ikke har stærke netværk i Libyen. Jeg besøgte en gruppe mennesker fra Eritrea i en rå forstad til Tripoli.

De var på flugt fra regimet og havde kun en drøm: at komme i sikkerhed i Europa. Mange var syge med fremskreden blødende fnat og forskellige luftvejskomplikationer, og de var konstant udsat for voldsomme røverier. En mand havde en kraftig læsion i panden. Han var natten før blevet angrebet af røvere, der havde tævet ham med en kølle, fordi han forsøgte at stikke af. De levede alle i frygt for, hvad natten ville bringe, og det var tydeligvis ikke et hensigtsmæssigt miljø for de mange børn, der løb omkring.

Militserne spiller også en rolle i forhold til migranter og flygtninge, både med hensyn til kontrol og til at arrangere deres overfart. De opsnapper gerne udlændinge på gaden og kræver at se deres dokumenter. De, der ikke kan fremvise gyldige dokumenter, tilbageholdes og får taget ufrivillige blodprøver for hiv og andre sygdomme, som man mener, de er befængt med. Derefter overføres de til stopfyldte fængsler, hvor de løslades mod en sum på 1.000 dollars.

Jeg besøgte sådan et fængsel syd for Tripoli, og igen var det særligt forstemmende, at de første, der kom løbende og kiggede ud bag tremmerne, var en gruppe på cirka 20 små børn. En af mødrene fra Eritrea kom hen og gav mig i hemmelighed et stykke papir i hånden, hvor hun bad om hjælp til sig selv og sine børn. Hun var bange for, at fangevogterne skulle se det og straffe hende. En anden kvinde vuggede en baby i armen, som hun havde født i fængslet. Hun ikke havde andet valg, sagde hun, end at betale løsesummen og prøve lykken i bådene mod Europa.

Krisen i Libyen indgyder ikke håb om, at hverken terrorisme eller de risikable bådoverfarter tager af i nærmeste fremtid. Selv hvis de to stridende regeringer underskriver en aftale, hvilket synes at være en fjern udgang lige nu, så kan man forvente langvarige kamphandlinger med svært bevæbnede frafaldne militser og militante jihadister.

Der er heller ikke udsigt til, at trafikken af flygtninge over Middelhavet aftager på den korte bane, da den trafik er knyttet til de fortsatte konflikter i Afrika og Mellemøsten. En stabiliseret libysk stat ville dog kunne tage en del af presset, da Libyen i årtier har været rejsemål for millioner af arbejdsmigranter, der ikke som udgangspunkt har noget ønske om at rejse videre til Europa.