Islamisk Stat knækkes ved at styrke modstandskraften

Indsætter koalitionen landtropper mod Islamisk Stat, også kaldet Daesh, suppleret med luftangreb, vil oprørshæren være knækket inden jul. Især hvis det er amerikanske marinesoldater, der går forrest i slaget på landjorden: Inden nytår vil marinesoldaterne kunne opføre et Ivo Jima-tableau på Raqqas centrale plads. Det er de fleste enige om, herunder Steve Coll i hans skarpe kommentar til Paris-terrorismen i seneste nummer af The New Yorker. Men er et knækket Islamisk Stat i sig selv et mål, og vil det svække terrorismen?

Det kommer helt an på, hvem der skal udfylde tomrummet efter Islamisk Stat og opretholde orden gennem et voldsmonopol. Skal det være Assad-regimet eller kurderne og den syriske opposition i samarbejde med den irakiske regering, Hizbollah og Iran? Og hvad skal der ske med Ahrar al-Sham og Jabhat al-Nusra? Er de en del af en post-Islamisk Stat orden, eller skal de bekæmpes af de amerikanske marinere bagefter? Eller skal det være Nato-styrker under ledelse af USA eller måske Frankrig, der opretholder post-Islamisk Stat ordenen? Hvor lang tid skal de være der? 10-15 år inden de trækkes hjem med uforrettet sag?

På samme måde som Taliban-regimet i Afghanistan var nedkæmpet efter et par måneders krig fra oktober til december i 2001, Saddam Hussein væltet og hans regime i opløsning ligeledes efter omtrent to måneders krig og endelig successen med at nedkæmpe Gadaffi i Libyen i en vestlig orkestreret angrebskrig, kan Islamisk Stat nedkæmpes og fjernes fra Raqqa, Mosul, Ramadi inden jul, såfremt Obama, Hollande, Putin og Cameron bliver enige om at indsætte lad os sige 150.000 landtropper.

Vil det stoppe terrorismen i regionen og i Europa? Vil det stoppe flygtningestrømmene? Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, men det forudsætter, at der er klare svar på de ovennævnte spørgsmål, og de kendes ikke. Heller ikke det russiske fredsudspil for Syrien, som forhandles i Wien-konferencen, svarer på spørgsmålet om, hvordan en post-Islamisk Statorden skal se ud. Og dog, den skal være opdelt i områder, hvor forskellige militser samt Assad-regimet har kontrol – men hvor hører Ahrar al-Sham, Jabhat al-Nusra til i denne orden, og hvordan vil man få Tyrkiet til at leve med kurdisk selvstyre og kontrol i det nordlige Syrien? Hvad vil de lokale og andre oppositionsgrupper synes om, at Assad i en overgang er en del af løsningen, og hvordan fordeles opgaverne mellem områderne i Irak og Syrien? Kan man blive ved med at acceptere en sekterisk irakisk regering, der arbejder sammen Assad og stadig forsvare den militært, mens dens egne soldater blot hæver lønnen og ikke rører sine våben, før fjenden står uden for de shiamuslimske områder i Bagdad og sydpå?

Da man væltede Taliban i 2001, havde man ingen svar på, hvordan en post-Taliban orden skulle se ud. Taliban rådede ikke over militær teknologi af betydning, hverken kampvogne, antiluftskyts, jagerfly eller kamphelikoptere, men som en professor i sikkerhedsstudier ved MIT Barry R. Posen skriver i The Atlantic, er det alligevel lykkedes Taliban at kæmpe mod USA og koalitionen og i dag stå væsentlig stærkere rustet i konflikten i Afghanistan. I Irak havde man ret beset ingen strategi for ”hvordan man vandt freden” og den højt priste strategi til bekæmpelse af oprør, som den nu deklasserede general Petraeus stod for, viste sig ved nærmere eftersyn at være orientalistisk skønmaleri, hvilket man kan læse om i min artikel i det seneste nummer af Historisk Tidsskrift, der udkom 24. November. Det er langt hen ad vejen Irak-krigen og dens elendige håndtering, der har skabt grobund for Islamisk Stat. Endelig Libyen, hvor prisen var en langvarig splittelse mellem Rusland og Kina på den ene side over for USA på den anden samt et Libyen og et Sahel martret af konflikt og terrorisme, hvilket den tragiske gidselaffære på hotellet i Mali blandt andet er vidnesbyrd om.

Alle de, der i forlængelse af den forfærdelige terrorisme i Frankrig argumenterer for flere bomber og indsættelse af landtropper mod Islamisk Stat, bør give svar på, hvordan en post-Islamisk Stat orden skal håndteres – og af hvem.

Selv om det er forståeligt, at politikere i en blanding af frygt, afmagt, vrede og vel egentlig også hævntørst gerne ser Islamisk Stat bombet hen hvor peberet gror, er der grund til at besinde sig på situationen. Dersom de vestlige lande ikke er villige til at indsætte landtropper i et større antal til at kontrollere en post-Islamisk Stat orden i mange år frem eller har klare ideer om, hvem der kunne klare denne opgave, vil nedkæmpningen af Islamisk Stat kun føre til en situation som den, vi har i Libyen og Sahel i dag – og så er vi lige vidt, mildest talt.

Dertil kommer, at en gruppe som Islamisk Stat er i stand til at appellere til unge mennesker af begge køn i ghettoerne i de europæiske samfund, navnlig i Frankrig, Belgien og England. Det betyder, at der i de polariserede europæiske samfund findes et vækstgrundlag for terrorisme, som ikke fjernes ved at nedkæmpe Islamisk Stat i Syrien, men som potentielt tilsyneladende kan fostre terrorister som dem, der var bag massakren i Paris. Reaktionen på Paris-terrorismen er nok, at den jernnæve, der gang på gang er blevet taget i anvendelse mod de oprør, og den terrorisme, der udgået fra forstæderne, skal slå til med endnu større kraft: Forstæderne bliver set som arnesteder for terrorisme og ikke som det, de også er: store områder af socialt marginaliserede mennesker, ofte af mellemøstlig eller afrikansk herkomst, der ikke støtter terrorismen. Bomberne i Syrien skal på hjemmefronten følges op af antiterrorisme, undtagelsestilstand og massiv statslig kontrol, overvågning og internering i ghettoerne.

Dermed svækkes det, der er desperat behov for at styrke: modstandskraften i de lokale områder, hvad enten det er i Anbar-provinsen, Raqqa eller forstæderne i Paris.

Den strategi, USA og koalitionen hidtil har anvendt, er inddæmning af Islamisk Stat ved hjælp af luftstøtte til lokale militser samt kontrol af grænser. Herved har man primært opnået, at Islamisk Stat ikke har kunne udvide sit territorium, og nogle steder er gruppenfaktisk skubbet lidt tilbage. Andre steder har Islamisk Stat vundet territorium, blandt andet i Ramadi, hvor hverken koalitionen eller den irakiske hær evnede at støtte de sunnimuslimske stammer, som siden december 2013 havde holdt stand mod Islamisk Stat. Dette er faktisk et af de store nederlag, koalitionen har lidt, for strategien baserer sig på, at Islamisk Stat, når penge og forsyninger tørrer ud, vil fragmentere indefra, idet grupper i frustration vil bryde med Islamisk Stat og hjælpe koalitionen ved at sætte sig på territorier. Men det kan og vil de ikke for så vidt koalitionen – at den irakiske regering og hær ikke leverer noget som helst har været klart fra starten – ikke yder støtte og sikkerhed. Med andre ord vil modstandskraften falde.

Tilsvarende har Frankrig forsømt at gøre noget afgørende ved de mange problemer i ghettoerne, selv om skiftende præsidenter har lovet det. I stedet er de blevet betragtet som sikkerhedszoner, hvor alle mere eller mindre ses som potentielle forbrydere og kriminelle, også de, der er imod Islamisk Stat. Resultatet er voksende mistillid til stat og myndigheder og svækket modstand mod radikale bander.

Intensiverede bombninger i Syrien, for så vidt de ikke meget præcist rammer Islamisk Stat, og udlægning af de parisiske og belgiske forstæder som sikkerhedszoner bekæmper ikke terrorismen, men risikerer at forøge den.

Fortsat inddæmning af Islamisk Stat, øget diplomatiske forsøg på en samlet strategi, der også inddrager den syriske opposition, herunder dens holdning til den russiske fredsplan, og konfronterer spørgsmålet om forholdet til Ahrar al-Sham samt forholdet mellem de syriske kurdere og Tyrkiet og endelig stiller den irakiske regering til regnskab for sin sekteriske politik, bør tålmodigt forfølges. Dertil kommer konstruktiv satsning på at gøre noget ved ghettoerne og modvirke den stigende polarisering i Europa ved at komme de marginaliserede grupper, som ikke støtter Islamisk Stat, i møde – og dem er der klart flest af.

Der er ikke nogen hurtig løsning på Islamisk Stat og terrorismen. Men det er bedre at øge modstandskraften mod Islamisk Stat såvel i Mellemøsten som i de europæiske ghettoer end at bombe og mase den væk i illusorisk tillid til, at militære løsninger og jernnæve mod egne befolkninger er effektive midler.