DIIS Policy Brief

Intet nyt fra Algeriet: Præsident Bouteflika vinder præsidentvalget for tredje gang

Algeriets præsident bliver genvalgt. Men der er risiko for en lav stemmeprocent

Den 9. april 2009skalalgerierne til stemmeurnerne. Alle ved, at terningerne for længst er blevet kastet. Den afgående præsident Abdelaziz Bouteflika bliver valgt for tredje gang. Der skulle dog lige en forfatningsændring på plads i november 2008, idet forfatningen kun tillader to perioder af 5 år. Ændringen gik med stort flertal igennem parlamentet. Bouteflika kommer således til at være præsident i mindst 15 år. Fra 1999 til 2014 - måske endog på livstid. Bouteflika bliver ikke genvalgt, fordi han er elsket. Han bliver genvalgt, fordi der ikke er andre reelle alternativer. Der er mulighed for at stemme på en af de andre 5 præsidentkandidater; men de betragtes som regimets og Bouteflikas forlængede arm. De udgør derfor ikke et alternativ til det nuværende regime. Der er derfor risiko for, at stemmeprocenten bliver lav den 9. april.

Især de unge er desillusionerede og apatiske over for valget. Og det til trods for at det er lykkedes for Bouteflika at forbedre den sikkerhedspolitiske situation ganske betragteligt efter den frygtelige vold i 1990'erne. Men det politiske system er ikke ændret. Det er stadig et lukket kredsløb af højtplacerede statsembedsmænd, militæret, sikkerhedstjenesterne og lederne af de nationaliserede virksomheder. Bouteflika har tæmmet militærets politiske rolle en smule, og der er kommet et nyt lag af økonomiske entreprenører, som ikke er knyttet til regimet. Men disse ændringer mærker størsteparten af de unge ikke. De mærker arbejdsløsheden og boligmanglen. De konstaterer desuden, at direkte kritik af regimet ikke er velset, samt at magten bliver stadig mere centraliseret hos præsidenten. Det er således regimet, der kontrollerer befolkningen og ikke befolkningen, der kontrollerer regimet.

Alle Bouteflikas valgløfter om investeringer i uddannelse, boligbyggeri og infrastruktur modtages med et skuldertræk af en stor del af de unge. Løfterne er de samme som i den foregående præsidentperiode. Og dengang mærkede de ikke nogen forandring i deres situation. Bouteflikas store problem er derfor, at han i de næste 5 år skal overbevise de unge om, at han gør en forskel til fortiden. Det er ikke sikkert, at han kan det, da der er snævre grænser for muligheden af politiske reformer, fordi ’de gamle mænds og deres sønners netværker’ ikke vil afgive magt til nye magtcentre.

Det er derimod meget sandsynligt, at den privatisering af økonomien, som er startet, vil blive uddybet; men den betyder i første instans, at uligheden sikkert bliver endnu større, end den er nu. Kombinationen af privatisering og et autoritært politisk regime kan komme til at puste yderligere til den sociale uro, som præger Algeriet. Algeriets unge befolkning ser med ængstelse på fremtiden.
Regioner
Algeriet
Intet nyt fra Algeriet
præsident Abdelaziz Bouteflika vinder præsidentvalget for tredje gang