Imran Khan: Pakistans nye frelserfigur

Imran Khan sammenligner selv partiets succes med de voldsomme flodbølger fremkaldt af en tsunami. Efter godt og vel 20 år på Pakistans politiske scene - og en ringe politisk succes, der kun tæller et enkelt sæde i parlamentet gennem hele perioden - har den forhenværende holdkaptajn for landets cricketlandshold Imran Khan og hans retfærdighedsparti, PTI, pludselig fået medvind. I oktober sidste år formåede han til alles overraskelse at samle over 100.000 mennesker ved et politisk stormøde i storbyen Lahore. Endnu større var overraskelsen, da han red videre på tsunamien og tiltrak et lignende antal tilhørere i havnebyen Karachi - et område der traditionelt har tilhørt partiet MQM og derfor langtfra blev opfattet som hans politiske hjemmebane. De massive styrkeopvisninger har med ét fået ham op at rangere i den politiske topliga, og mange optimistiske prognoser tilskriver ham posten som Pakistans næste premierminister. Hvorvidt han kan blive ved med at ride på bølgen, er det for tidligt at sige noget om, men der er næppe tvivl om, at PTI efter næste valg vil få væsentlig mere politisk magt, som minimum i et par provinser - hvis ikke det bliver et decideret jordskredsvalg, der formår at marginalisere de siddende partier i magtens centrum.

Imran Khan har egentlig hele tiden haft den samme antikorruptionsagenda, siden partiet blev etableret i 1995. Årsagen til hans pludselige popularitet ligger i, at han, samtidig med det konkrete løfte om at ville udrydde korruption inden for de første 90 dage af sin regeringsperiode, udtrykker den politiske tidsånd i Pakistan på en måde, som ingen andre formår. Samtidig har han indtil videre politisk rene hænder og repræsenterer derfor et friskt og veltalende alternativ til de korruptionsanklagede frontfigurer, der længe har præget den politiske scene. Selvom han gennem mange år har forsøgt sig som politiker i kølvandet på sin cricketkarriere, så har han mest af alt været kendt som filantrop. Han har med stor opbakning rejst penge til at etablere et hospital for kræftsyge, et universitet i et fattigt landområde og en katastrofefond oven på de mange naturkatastrofer, der har ramt Pakistan gennem de sidste 10 år.

Imran Khans politiske flodbølge tiltrækker et bredt og mangfoldigt udsnit af befolkningen. Han appellerer både til de mange etniske grupperinger, der præger Pakistan, og den store ungdomsgeneration, der hidtil har været politisk fremmedgjort. I mange af sine landsmænds øjne står han som en politisk frelserfigur, der kan reformere det politiske system i en mere demokratisk og retfærdig retning, og indtil videre har han formået at gå den vanskelige balancegang, det kræver ikke at fremmedgøre større grupper af den pakistanske befolkning, herunder især de religiøse.

Trods løftet om demokratiske forandringer er han er langt fra vestens yndling. Han er bl.a. en hård kritiker af de amerikanske droneangreb i Pakistan, og nogle gange anklages han ligefrem for at være pro-Taleban og anti-amerikansk, blandt andet fordi han længe har ment, at det var nødvendigt at forhandle med Taleban i Pakistan og Afghanistan - og at Pakistan bør afbryde sin alliance med et land, der med droneangreb krænker landets suverænitet og civilbefolkning. Men han deler ikke talebanernes religiøse agenda, og han har ved flere lejligheder udvist stor åbenhed over for landets religiøse minoriteter. Herudover har han selv været gift med en ikke-muslim og således udvist en større religiøs rummelighed end den, det pakistanske Taleban udviser. Alligevel formår han at tiltrække nogle af de stemmer, der ellers ville støtte Talebans kamp, netop fordi han udtrykker sin udelte modstand mod de amerikanske droner.

Den væsentligste eksterne kritik af ham lige nu er, at hans USA-kritiske holdning gør ham til det pakistanske militærs kandidat, og det pakistanske militær har længe været utilfreds med den civile regering og ment, at Pakistan har givet sig for meget i allianceforholdet. Det paradoksale ved situationen er dog, at mange af de politikere, der lige nu tilslutter sig PTI, var faste støtter for den forhenværende præsident og militærdiktator Pervez Musharraf og hans alliancevenlige politik i krigen mod terror. Internt møder Imran Khan derfor kritik, fordi han netop har lukket nogle af de gamle spillere ind i partiet, og partiet dermed ikke fremstår helt så 'rent', som hans oprindelige bagland vil det.

Hvorvidt Imran Khan vil blive ved med at fremstå som Pakistans politiske frelser vil derfor afhænge af, om han formår at rykke ved forestillingen om, at han er militærets kandidat og samtidig overbevise sine tilhængere om, at den pragmatiske linje om at være imødekommende over for andre partiers afhoppere er en god idé.