Haitis synder

Haitis synder
Verden er pludselig blevet interesseret i, hvordan haitianere har overlevet flammende bildæk overhældt med benzin, morderiske banders hærgen, statslig korruption og bundløs fattigdom. Nogen er gået så vidt som til at hævde, at den syndflod af ulykker, der har ramt Haiti, skyldes en fremskridtsfjendtlig kultur medbragt fra Afrika og omsat i lokal voodoo religion. Den store latinamerikanske historiefortæller Eduardo Galeano gjorde allerede i 1996 i essayet Los pecados de Haiti (Haitis synder) opmærksom på mytedannelserne omkring Haiti og haitianere. Fra Montesquieu og de franske kolonisatorers hovedregning, der påviste at sukkerproduktionen blev for dyr hvis den ikke blev udført af slaver, som af natur var dovne, med deraf følgende legitimering af tvang og vold, til nutidens påståede overbefolkning, foranlediget af haitianske kvinders utæmmede seksualitet og haitianske mænds evige formåen til at tilfredsstille den, og i sidste ende en iboende hang til det vilde liv (hiv/aids) og manglende fysiske evner til civilisation (kaos og tumult). De, der har sat spørgsmålstegn ved denne fortolkning og de konklusioner den har ledt til – behov for lokal eller international paternalisme i nødhjælps- og genopbygningsarbejdet – er blevet kaldt naive kulturrelativister. At sætte de grufulde effekter af jordskælvet 12. januar i forbindelse med århundreders kulturelle, økonomiske og militære imperialisme og diktatur er åbenbart det rene smagsdommeri.

Syndfloden udefra
Præsident Aristide introducerede i sin 1990-kampagne Lavalas begrebet. Lavalas betyder syndflod på kreolsk, den syndflod der kommer med den første, voldsomme regn efter tørken, der river alting med sig på sin vej, men som også gøder jorden for nye afgrøder. ”I er lavalas for hjemlandet”, sagde han til de haitianske migranter i USA. ”I er lavalas i hjemlandet”, sagde han til befolkningen i Haiti, et budskab der gav ham 67 procent stemmerne i primærvalget.

Der bor op mod 1 million haitianere i USA, mindst 100.000 i Canada, 80.000 i Frankrig og i den Dominikanske Republik er antallet anslået til 800.000. Migranterne sendte allerede før jordskælvet mange penge hjem – i 2008 1.200 millioner USD eller omkring 120 USD pr. indbygger. Til sammenligning udgør den internationale bistand til Haiti i 73 USD pr. indbygger. Det anslås, at omkring 25 procent af Haitis husstande modtager penge fra familie i udlandet, og at disse penge udgør 65 procent af familiernes indkomst. Banker og pengeoverførselssteder blev hårdt ramt af jordskælvet. En måde at hjælpe haitianerne til at hjælpe sig selv er at prioritere åbne, effektive og sikre pengeoverførselskanaler.

Den haitianske diaspora tæller mange intellektuelle, professionelle, teknikere og uddannede arbejdere, der blev tvunget til at flygte under Duvalier-regimet, der tidligt organiserede sig og arbejdede aktivt for Haitis demokratisering og senere i forskellige hjemstavnsforeninger, med det formål at støtte lokal udvikling i Haiti. En anden måde at styrke støtten til Haiti på er at inddrage såvel diasporaens ekspertise som dens økonomiske midler i genopbygningsindsatsen. Skal den internationale bistand lykkes og opnå legitimitet i befolkningen, må den bygge på en effektiv inddragelse af diasporaen og respekt for lokalt lederskab.

Lokalt lederskab
I en katastrofe som den aktuelle er respekten for det lokale lederskab truet fra forskellige kanter. For det første er det fristende for organisationerne at gå uden om staten, gøre tingene selv og suge den bedste arbejdskraft til sig med højere lønninger, end staten kan betale, alt sammen for at kunne fremvise resultater på kort sigt. Erfaringen viser, at det sjældent er en fordel på langt sigt.

Dertil kommer, at Haiti allerede før jordskælvet lå højt på indekser for skrøbelige stater. Statens beskedne menneskelige og økonomiske ressourcer stiller særlige krav til bistanden. Internationale organisationer og donorer skal balancere på en knivsæg, hvor man respekterer det lokale lederskab og ikke blot løber det over ende med store nødhjælps- og genopbygningsprogrammer, samtidig med at man ikke overbelaster en stat, der ikke har mange ressourcer i forvejen.

Det lokale lederskab vil sikkert have svært ved at bevare styringen. Der er mange forskellige politiske dagsordener og interesser på spil, ikke bare mellem lokale haitianere med forskellige interesser, men også blandt donorlande og organisationer. For Obama-administrationen er det en mulighed for at forbedre sit image i regionen efter et første år, der ikke har levet op til forventningerne. For Brasilien, der har været stærkt og ret succesrigt engageret i MINUSTAH, FNs fredsmission i Haiti, er katastrofen en lejlighed til yderligere at hævde det regionale lederskab, også i USAs øjne. Cuba har traditionelt været en vigtig donor i sundhedssektoren, og også Frankrig har særlige interesser på spil i Haiti. Den lokale ledelse skal stå virkelig tidligt op for at bevare legitimiteten, og det internationale samfund må støtte op omkring lokale kræfter.

At hjælpe de hjælpeløse
Der er heldigvis ikke mange, der køber den amerikanske tv-evangelist Pat Robertsons tese om, at haitianerne selv er skyld i katastrofen, fordi de vendte ryggen til Gud, da de lavede en pagt med djævlen for godt 200 år siden i kampen mod Frankrig. Vi accepterer, at det var et naturfænomen, som ikke kan tilskrives nogens skyld. Derfor strømmer hjælpen også til Haiti. Tanken om hjælpeløse og uskyldige – især børn og kvinder – får danskerne til at gribe til hjertet og pengepungen. Kändisser og popstjerner stiller beredvilligt op, så vi kan sidde i stuerne og bidrage til en bedre verden. Ofre for jordskælv og tsunamier har vores solidaritet. Men de skal helst blive ved med at opføre sig som ofre. Og der er det lettest at forholde sig til kvinderne, børnene og de gamle og handicappede. Der kommer kurrer på tråden, når vi hører rapporter om fattige haitianere, der plyndrer for at overleve. På samme måde var vi alle rede til at acceptere de – stærkt overdrevne og oftest opdigtede – historier om sorte mænd i New Orleans, der plyndrede og voldtog efter orkanen Katrina. Vi forarges over, at de ikke er mere solidariske med hinanden. Det gælder både, når de unge mænd stjæler fra deres medborgere og når den generelle befolkning er apatisk og ikke ’tager fat og viser heltemod og solidaritet’ med sine landsmænd.

I situationer som denne har vi ikke brug for at vide, at Haiti var en af de første republikker i verden, eller at Frankrig forlangte erstatning, fordi landet mistede slavekraften, og herved forkrøblede landets økonomi – erstatningen blev først endeligt betalt tilbage i 1947. Vi vil heller ikke vide, at landet har været besat af USA, eller at Vesten har suget rigdom ud af landet ved hjælp af korrupte ledere, som kørte landet i sænk. Vi har brug for uskyldige ofre for en naturkatastrofe. Billeder af voldelige unge mænd sættes entydigt sammen med bandekriminalitet og ikke dennes årsag: arbejdsløshed. Et vigtigt bidrag til styrkelsen af lokalt ejerskab i Haiti burde være at engagere den arbejdsløse ungdom i genopbygningen, sørge for relevant uddannelse undervejs og give en anstændig løn.