Det grønlandske trumfkort
Året er 1941, vi er i Washington, og alt imens 2. Verdenskrig raser på den anden side af Atlanten, har en mand uden mandat fra sit hjemland indgået en aftale med den amerikanske regering. Manden er, som nogle vil vide, Henrik Kauffmann. Han var ankommet til USA få år tidligere som dansk ambassadør. Da Danmark bliver besat af Tyskland, erklærer han, at han ikke længere vil følge ordrer fra den danske regering, som han betragter som ”ufri”. ”Grønlandstraktaten” giver USA ret til at oprette militærbaser i Grønland mod at yde Grønland beskyttelse under krigen.
Den amerikanske regering er på dette tidspunkt interesserede i Grønland af to grunde. Den ene er kryolit - et mineral i den grønlandske jord, der er efterspurgt i våbenindustrien, og den anden er Grønlands geostrategiske placering. I amerikanernes øjne er Grønland nemlig en del af den nordamerikanske interessesfære, som de ønsker at holde uden for tysk kontrol. Kauffmanns gode diplomatiske kontakter i Grønland gør ham i stand til at stable en aftale på benene - og således bliver Grønlandskortet for første gang smidt.
Grønlandskortet har siden dengang i ’41 symboliseret en byttehandel, hvor amerikanerne har fået de facto råderet over store dele af det grønlandske territorie. Til gengæld har særligt Danmark opnået en stærkere udenrigspolitisk position, end landets størrelse berettiger. Dette bytteforhold spillede en helt afgørende rolle i efterkrigsårene, da Grønland lå som geopolitisk mellemstation mellem USA og Sovjet, men det, der kan virke som et koldkrigslevn, har på det seneste fået en værdi, det ikke har haft længe. Det skyldes særligt USA's, Ruslands og Kinas øgede rivalisering, som har resulteret i et kapløb om indflydelse i Arktis.
Findes det?
”Grønlandskortet har en lang fortid i det dansk-amerikanske forhold, og værdien af kortet, og om det overhovedet eksisterer, er meget omdiskuteret blandt forskere,” fortæller Mikkel Runge Olesen, der forsker i transnationale forhold og blandt andet står bag en rapport om de nye sikkerhedsdynamikker i Arktis fra 2020.
Han har, som en del af sin tidligere forskning i dansk-amerikanske relationer, været i tidligere amerikanske præsidenters arkiver og er ikke i tvivl om, at Grønlandskortet har spillet en vigtig rolle - om end værdien har været svingende i takt med, at det stormagtspolitiske pendul har bevæget sig.
”Når man læser de briefinger, som tidligere amerikanske præsidenter og ministre har fået forud for deres møder med danske ministre, ser man ofte en kommentar om, at Danmark har været meget behjælpelig ift. de amerikanske baser i Grønland, og at det er noget, USA sætter stor pris på. Det ser jeg som bevis for, at Grønlandskortet reelt eksisterede under Den Kolde Krig. Spørgsmålet er så, præcis hvor meget kortet talte, hvad Danmark og Grønland reelt har fået ud af det gennem tiden – og hvor meget det tæller i dag.”
”Grønlandstraktaten” fra 1941 førte til den danske regerings afskedigelse af Kauffmann, men de så sig alligevel nødsaget til at ratificere den i 1945 trods forgæves forsøg på at få lukket de amerikanske baser, der var blevet oprettet i Grønland under krigen. I stedet blev baserne omfattet af en ny aftale i 1951, der også førte til opførelsen af Thulebasen, som stod færdig i 1952. Bagtæppet var Den Kolde Krig, og med Grønland som den hurtigste luftvej mellem USA og Sovjet, var der ingen tvivl om Grønlands værdi for et USA, der samtidig fik meget frie hænder:
”Op gennem 50’erne bliver aftalens rammer virkelig testet,” fortæller Mikkel Runge Olesen. ”Blandt andet ender det efter amerikansk pres med, at den daværende statsminister HC Hansen i et berygtet højt klassificeret notat fra 1957 indirekte accepterer, at amerikanerne placerer atomvåben i Grønland. Historien siger noget om præcis, hvor frie hænder USA fik dengang.”
During your visit here some days ago you made some remarks about the possible storing of supplies of munition of a special kind on the defence areas in Greenland (…) I do not think that your remarks give rise to any comments from my side
Men hvad fik Danmark og Grønland så til gengæld? Helt konkret lå der i aftalen fra 1951 en forståelse om, at den amerikanske tilstedeværelse skulle komme værtslandet til gavn således, at ydelser, der knyttede sig til denne tilstedeværelse – f.eks. vedligeholdelse af baserne - skulle løses af grønlandske eller danske virksomheder. Når det kommer til de mere diplomatiske fordele, er billedet knapt så tydeligt:
I de seneste år har der været kurrer på tråden mellem Grønland og USA, på grund af en servicekontrakt, der blandt andet omfattede rengøring og kantinedrift på Thulebasen. I 2014 blev det dansk/grønlandske firma, der havde kontrakten, nemlig opsagt til fordel for et amerikansk selskab. Sagen gik lige imod den oprindelige aftale om, at Grønland skulle have gavn af den amerikanske tilstedeværelse i landet og endte i retten. Først i oktober sidste år indgik Danmark, Grønland og USA en aftale om at servicekontrakten fremover skulle gå til et selskab med base i Grønland.
”Spørgsmålet om værdien af Grønlandskortet har været meget omdiskuteret i koldkrigslitteraturen. Der hersker blandt andet en forestilling om, at Danmark slap afsted med meget lave forsvarsudgifter i NATO gennem hele Den Kolde Krig, og at man i 80’erne slap afsted med fodnotepolitikken (hvor den danske regering i form af fodnoter i de fælles NATO-beslutninger, redegjorde for de danske forbehold for NATO-alliancens atomoprustning, red.). Men det er umuligt, at sige med sikkerhed, hvad der var sket, hvis man ikke havde kunnet draget fordel af Grønlandskortet. For Danmark var jo trods alt ikke det eneste land i NATO, der slap afsted med at have lave forsvarsudgifter,” siger Mikkel Runge Olesen.
Til trods for, at det kan være svært at sætte en præcis værdi på Grønlandskortet, er der ret stor enighed om, at værdien faldt op gennem 90’erne efter Den Kolde Krigs ophør, da Grønlands geostrategiske placering blev knap så afgørende. Men ideen om Grønlandskortet får til gengæld sat frø i den spirende grønlandske uafhængighedstrang.
Tvangsflytninger: I 1953 tvangsflyttes 30 familier fra inughuit-befolkningen fra deres boplads nær Thulebasen. De modtog først en mindre erstatning og en officiel undskyldning fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1999.
Thuleulykken: I 1968 styrter et amerikansk atombevæbnet B-52 bombefly ned tæt ved Thulebasen. En gruppe grønlandske arbejdere fra Thulebasen hjælper med at rydde op efter styrtet og kræver senere erstatning for de helbredsskader, som de hævdede at have pådraget sig under oprydningsarbejdet. Det ledte i sidste ende til Thulesagen.
Thulesagen: Ved en intern gennemgang i Udenrigsministeriet fandt embedsmænd i 1994 akter, inklusiv stats- og udenrigsminister H.C. Hansens notat, hvor han hemmeligt giver USA tilladelse til at placere atomvåben i Grønland. Da regeringen i 1995 offentliggjorde, at dansk atomvåbenpolitik, således ikke havde omfattet Grønland, opstod der en omfattende offentlig debat, som førte til, at regeringen anmodede Dansk Udenrigspolitisk Institut, DUPI, om at udarbejde en hvidbog om sagen. Den blev udgivet i 1997 med titlen: "Grønland under den kolde krig : Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68."
Grønlandskortet og grønlandsk selvstændighed
I takt med, at de grønlandske selvstændighedsbestræbelser bliver stærkere op gennem 90’erne, så begynder ideen om et Grønlandskort også at spille en stor rolle i de grønlandske debatter, noget der er fortsat op til i dag, fortæller Mikkel Runge Olesen:
”Der er i dag et stort flertal i Grønland, der gerne vil opnå uafhængighed, men ifølge en meningsmåling fra 2017 er hele 78% ikke villige til at acceptere et stort fald i levestandard for at opnå den uafhængighed. Kerneudfordringen har derfor været at finde en erstatning for det danske bloktilskud. Her er der dels fokus på ressourceudvinding i Grønland og på udviklingen af andre erhverv som turisme og fiskeri, men her kommer Grønlandskortet faktisk også ind.”
For hvorfor ikke lade et uafhængigt Grønland selv høste gevinsten af Grønlandskortet og derved måske blive i stand til at lukke hullet efter bloktilskuddet? Det kan der være noget sandhed i, særligt i dag, hvor de sikkerhedspolitiske dynamikker har ændret sig, siger Mikkel Runge Olesen:
”I 90’erne og 00’erne kunne man måske godt have opnået nogle fordele for Grønland ved at spille kortet selv, men kortet var alt andet lige blevet væsentligt mindre værd. I takt med, at amerikanerne fra 2018 og særligt ’19 er blevet mere interesserede i Arktis, er de også begyndt at lægge større vægt på deres tilstedeværelse i Grønland. Så inden for de sidste 2-3 år er der meget, der tyder på, at kortet er på vej op i værdi. Faktisk tør jeg godt sige, at kortet ikke har haft så høj en værdi siden Den Kolde Krig – selvom vi stadig ligger langt fra koldkrigsniveauet.”
I 2004 indgik Grønland, Danmark og USA Igaliku-aftalen som var en ”modernisering af Forsvarsaftalen fra 1951”. Her fik USA grønt lys til at opgradere Thule-radaren til brug for missilforsvar, og parterne forpligtede sig til “uden unødig forsinkelse” at konsultere hinanden om “ethvert spørgsmål … vedrørende den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland.” Endelig havde aftalen et særskilt formål at skabe et “bredt økonomisk og teknisk samarbejde” mellem USA og Grønland.
Det er altså ikke usandsynligt, at Grønland allerede nu kunne få mere ud af at spille kortet selv i en tid, hvor den amerikanske opmærksomhed på den arktiske region tydeligvis er stigende. Efter Trumps mislykkede tilbud om at købe Grønland i 2019 har amerikanerne cementeret deres interesse i landet med genåbningen af et konsulat i Nuuk og en hjælpepakke på 83 millioner kroner til udvikling af bæredygtig turisme, minedrift og uddannelse. Da den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken i maj 2021 gjorde stop i Grønland efter et møde i Arktisk Råd i Island, var beskeden fra Grønlands nyvalgte landsstyreformand, Múte B. Egede heller ikke til at misforstå: Vil man være i Arktis, kan man ikke komme uden om Grønland.
Budskabet fra USA var ligeledes klart, siger Mikkel Runge Olesen:
”USA ønsker et tættere partnerskab med Grønland. Det var Blinkens hovedbudskab i Kangerlussuaq, og alene hans beslutning om at presse et besøg i Grønland ind i et allerede tæt program bekræfter også dette. Jeg hæftede mig desuden ved, at Blinken også antydede, at USA har planer om at følge de 83 millioner op med flere penge. Så der er helt sikkert noget at komme efter.”
Men man skal ikke glemme, at det er et meget ulige kortspil, siger Mikkel Runge Olesen:
”Det er klart, at et uafhængigt Grønland, der selv kan spille Grønlandskortet, vil have nemmere ved at forhandle med amerikanerne om alt fra økonomisk hjælp til vilkår for den amerikanske tilstedeværelse i Grønland. Men der er stadig tale om et meget ulige magtforhold. Forskellen på Danmark og USA er allerede meget stor og forskellen på Grønland og USA vil være endnu større.”
Prisen
Grønlandskortet er dog ikke gratis, og det leder os frem til december 2019. Den danske statsminister Mette Frederiksen skal til NATO-topmøde i London, og kort forinden giver hun et interview, hvor hun lancerer en ”arktisk kapacitetspakke” på 1,5 milliarder kroner, der skal styrke overvågningen af det grønlandske og færøske territorie. I februar 2021 blev indholdet af pakken udspecificeret til bl.a. at indeholde en stor radar på Færøerne til 390 millioner foruden to avancerede droner i Grønland til hele 750 millioner kr.
At denne besked faldt kort før NATO-mødet og et bilateralt møde med den daværende amerikanske præsident, Donald Trump, var langt fra tilfældigt og viser, at Grønlandskortet også kan være dyrt for den, der har det på hånden, ifølge Mikkel Runge Olesen. Med andre ord, så er den danske kapacitetsopbygning i Grønland prisen for at sidde med et Grønlandskort, der blandt andet giver adgang til Arktis, men også placerer Kongeriget Danmark dvs. Danmark, Grønland og Færøerne, midt i den stigende rivalisering mellem USA, Rusland og Kina.
En rivalisering, der også har haft sit indtog i Arktis:
”Den arktiske kapacitetspakke var et svar på et meget tydeligt budskab fra USA. Sagen er, at luft- og søvejen omkring Grønland og Færøerne ikke er tilstrækkeligt overvåget i dag, og i det nuværende sikkerhedspolitiske klima er muligheden for, at f.eks. russiske fly og ubåde kan bevæge sig uopdagede gennem grønlandsk og færøsk luftrum og farvand, simpelthen uacceptabel for USA. Det hul skal den arktiske kapacitetspakke blandt andet lukke. Det var et tydeligt krav fra Trump-regeringen, men også Anthony Blinken nævnte i forbindelse med sit besøg i Danmark i maj 2021 vigtigheden af øget overvågning i området. Så det har sin pris at sidde med gode kort på hånden.”
Om illustratoren: Ivínguak` Stork Høegh (f.1982) arbejder med digitale fotocollager med elementer fra en traditionel inuitkultur side om side med en moderne globaliseret verden. Ofte er politiske budskaber eller aktuelle debatter i det grønlandske samfund en del af udtrykket. Et tema i hendes collager er også kulturel identitet; hvem er vi, og hvor kommer vi fra?
