300 år med et forviklet fællesskab

For 100 år siden ankom Kong Christian X til havnen i Godthåb (nu Nuuk) ombord på S/S Island. Ingen dansk konge havde før besøgt Grønland, og han blev fornemt modtaget af et stort antal fremmødte, hvor end han kom: Der var arrangeret kajakopvisning og dans, og der blev afholdt gudstjeneste i Frelsers kirke i Nuuk. Grunden til Kong Christian Xs besøg var, at 1921 var 200-året for den dansk-norske missionær Hans Egedes ankomst til Grønland. En begivenhed, der havde banet vejen for den danske kolonisering af øen mod nord. 

For 100 år siden var der altså ikke mange, der offentligt satte spørgsmålstegn ved, at der var tale om et jubilæum, der skulle fejres. Ingen protesterede mod det koloniale hierarki. De propagandafilm, Kong Christian Xs besøg gav anledning til, er tilgængelige på Dansk Filminstituts hjemmeside.

For nutidens øjne - der er vant til, at grønlandske landskaber er kulisse for det grønlandske flag, Erfalasorput - er det bemærkelsesværdigt, hvor mange Dannebrog, der er med i filmene. Når dronningen i dag besøger Grønland, optræder hun rutinemæssigt i grønlandsk nationaldragt, kalaallisut. Modsat var kongen dengang i en stærkt europæisk uniform inklusive sovsekande på hovedet.

Fejringen strakte sig helt ind i 1922, hvor man på Nuuks bedste udsigtspunkt rejste en statue af Hans Egede, hvorfra han kunne våge over sine disciple. Sidenhen er præsten for mange blevet personificeringen af koloniseringen og dermed for tabet af det oprindelige inuitsamfund. Men til trods for flere generationers hærværk, politiske diskussioner og postkolonial modvind, så står statuen stadig på sin oprindelige plads.

1721+300=2021

I 2021 kan Grønland og Danmark se tilbage på 300 års politiske, kulturelle, økonomiske og demografiske forbindelser præget af både samarbejde og konflikt. Samtidig er det planen, at Danmarks, Grønlands og Færøernes regeringer i år skal blive enige om en fælles arktisk strategi. Rigsfællesskabet udgør fundamentet for Danmarks status som en arktisk stat, og indtil de grønlandske vælgere beslutter noget andet, udgør den danske stat Grønlands fundament for at optræde internationalt. Så der er god grund til at reflektere over, hvad Rigsfællesskabet kommer af og overveje fremtidige muligheder internationalt, sammen og hver for sig.

Nogle grønlandske politikere udpegede 300-året som skæringsdato for grønlandsk selvstændighed. Sådan blev det ikke, men i Nuuk har kommunen aflyst sin fejring af jubilæet, og både i Grønland og Danmark synes der at være en vis forvirring og berøringsangst for, hvordan året skal håndteres. De arrangementer og markeringer, der er planlagt, har mere karakter af refleksion end af fest.

Blandt initiativerne kan nævnes et temanummer af Økonomi og Politik og konferencen "1721+300=2021" arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier sammen med Aalborg Universitet, Danmarks Nationalmuseum og Videnskabernes Selskab.

Fra fest til refleksion

Festen er aflyst, og refleksionen tager over. Det kan dårligt være anderledes. Efter snart 70 års formel afkolonisering er forholdet mellem Grønland og Danmark fortsat tynget af, at man i Danmark ofte forfalder til en fortælling om, at udviklingen af det grønlandske samfund er en dansk fortjeneste. Men meget rører på sig.

Særligt gennem de seneste par år er statuer verden over blevet angrebet som symboler på kolonisering, undertrykkelse og selektiv historieskrivning. Det samme gælder Hans Egede-statuen i Nuuk, der sidste år blev malet med slagord om afkolonisering og Inuit-symboler i rødt. Ved at symbolisere, at koloniseringen i sidste ende har været til grønlændernes eget bedste, tager præste-statuen aktivt del i retfærdiggørelsen af dansk tilstedeværelse i Grønland. Men det forhold, at Hans Egede kom som missionær, gør debatten om statuen konfliktfyldt i Grønland. Kristendommen er den import fra Danmark, som flest stadig omfavner uden forbehold.

Så debatten om Hans Egede-statuen markerer ikke kun et skel mellem Grønland og Danmark. Den udfordrer også grundlæggende grønlandsk selvforståelse. Hans Egede-ikonografien passer dårligt til både klassisk afkolonisering og de aktuelle strømninger. Men da kommunen satte statuen til folkeafstemning i 2020, var der et stort flertal, der stemte for at lade den stå, hvor den står. Dét må i det mindste tages som tegn på, at man i Grønland fortsat er i dialog med sig selv om, hvad afkoloniseringsprocessen præcist skal indebære.

Forsoning og forfatning

Grønland arbejder aktivt med sin fortid og sin fremtid - og dermed med Rigsfællesskabets ditto. En kommission undersøgte fra 2014-2017, hvordan Grønland kan forsones med sin fortid. Kommissionen var uden dansk deltagelse. Aktuelt arbejder en anden kommission på et udkast til en forfatning for et fremtidigt selvstændigt Grønland. Siden 70'erne har Danmarks tilgang været at læne sig tilbage og vente på grønlandske krav og udspil. Men måske er det tid til, at Danmark begynder at tænke over, hvordan landet vil indrette sig som stat fremover.

Grønlands Forfatningskommission kan forventes at lægge op til, at Grønland melder sig ud af den danske Grundlov, og i stedet foreslår en traktat om 'free association' mellem to selvstændige stater. Hvis Danmark har interesse i at bevare Rigsfællesskabet, er 300-året en oplagt mulighed for at tage selvopfattelsen som ’verdens bedste kolonimagt’ op til revision. Det danske bidrag til en genopfindelse af Rigsfællesskabet kan ikke være at slå over i flagellantisk selvpineri, men at indgå i en fordomsfri samtale om de mål, midler og bivirkninger, der prægede kolonitiden. Og tiden efter kolonitiden.

Samtidig vil et nuanceret grønlandsk blik på de mere mudrede koloniale relationer give det bedste fundament for fremtiden - uanset om ambitionen er et nyt forhold til Danmark eller en fremtid helt uden. Her er det vigtigt at huske på, at den grønlandske elite i vid udstrækning var enig - eller ligefrem drivende - i forhold til afgørende dele af de 'danske' moderniseringsprojekter. Tilsvarende er den grønlandske elite drivende i alle de projekter, der skal gøre Grønland klar til selvstændighed, uanset om projekterne er opfundet i Grønland eller af udefrakommende forretningsfolk, der vil spille Grønland ind på de globale markeder.

Udviklingen i Arktis og udviklingen af Rigsfællesskabet

Grønlandsk politisk identitet har på lange stræk været formet - ikke bare af forholdet til Danmark - men i mindst lige så høj grad af forholdet til den bredere omverden, og Danmarks forsøg på at holde det under kontrol. De postkoloniale dynamikker internt i Rigsfællesskabet har derfor de seneste godt og vel 15 år været tæt forbundne til udviklingen i Arktis. Forbindelsen går begge veje: For Grønlands ambition om øget selvstændighed er det centralt at sprede sine relationer til omverdenen ud og selv tage kontrol med dem. Og omverdenens øgede opmærksomhed på regionen giver flere anledninger til, at København og Nuuk genforhandler arbejdsdeling og arbejdsgange i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Da en fjernstyret ubåd i august 2007 plantede det russiske flag på den geografiske nordpol, blev der for alvor sat skub i Danmarks Arktis-politik. I første omgang materialiserede det sig i, at de fem arktiske kyststater (Rigsfællesskabet, Norge, Rusland, Canada og USA) underskrev Ilulissat Erklæringen i maj 2008. Dermed bekræftede de, at international lov og videnskabelige data skal ligge til grund for fordelingen af havbunden i Det Arktiske Ocean. På den ene side udgik initiativet fra Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads, som fik positioneret Kongeriget Danmark i arktisk politik og såede frøene til en mere nordligt orienteret udenrigspolitik. På den anden side var det grønlandske Selvstyres deltagelse uomgængelig, for uden Grønland har Danmark ingen kyst mod Det Arktiske Ocean, som man sammen med USA, Canada, Norge og Rusland stillede sig an til at opdele og forvalte ansvarligt.

Illustration © Ivinguak Stork Høegh

Få år efter blev Kongeriget Danmarks første egentlige arktiske strategi lanceret, hvilket blev startskuddet til en tilbagevendende årlig folketingsdebat om ’arktisk samarbejde’ og en række andre initiativer inden for bl.a. forskning, forsvar, forretningsliv og diplomati, som i stigende grad har orienteret sig mod de nye ind- og udviklinger nord for polarcirklen.

Grønland og Færøerne har på hver deres måde gjort sit for at positionere sig som mere selvstændige aktører i den arktiske arena. For eksempel publicerede Færøernes Hjemmestyre i 2013 sin egen arktiske strategi, mens Grønlands hidtil eneste udenrigspolitiske strategi i 2011 slog fast, at interessen for Grønland og Arktis skal omsættes til konkrete muligheder for det grønlandske folk og for Grønlands udvikling som nation. Disse muligheder har bidraget til en gradvis udvidelse af Grønlands og Færøernes udenrigspolitiske manøvrerum og resulteret i større anerkendelse fra såvel den danske regering som fra det store udland.

På de ti år der er gået siden Kongeriget Danmarks seneste arktiske strategi udkom, er der sket mange forandringer. Så der er god grund til at formulere en ny og til at tænke sig godt om, mens man gør det. Den nye strategi skal adressere jordnære anliggender centreret om bæredygtig udvikling – i begrebets mange betydninger – med store konsekvenser for de mennesker, der bor i Arktis, og for den storpolitik, deres region indgår i. Både livsvilkår og storpolitik forandres med det globale klima. Og strategien bør formuleres på en måde, så den kan forblive relevant frem til 2030, hvor den næste version forventes at udkomme. En periode, der byder på et russisk formandskab for Arktisk Råd fra 2021 og et dansk fra 2025. Alt imens bliver Arktis i endnu højere grad præget af den nye geopolitiske virkelighed med stormagtskonkurrence mellem USA, Rusland og Kina.

Rigsfællesskabet mod 2121 - udvikling eller afvikling?

Det igangværende arbejde med at nå til enighed om en ny fælles strategi er et godt eksempel på de vanskeligheder, Rigsfællesskabets indre postkoloniale dynamikker skaber. Danmark har en ambition om, at Kongeriget skal optræde samlet udadtil, men den nye strategi er forsinket i forhold til den oprindelige udmelding. Officielt skyldes forsinkelsen, at inddragelsen på tværs af Nordatlanten har været hæmmet af restriktioner i forbindelse med corona-pandemien. Men udmeldinger fra parlamenter og regeringskontorer i Nuuk og Torshavn vidner om, at det kan være en udfordring at formulere en forenet strategi, som tager tilstrækkeligt hensyn til rigsdelenes forskellige interesser. Især fordi en grundlæggende grønlandsk og færøsk interesse er, at man i højere grad optræder hver for sig snarere end forenet. Derudover er Grønlands ønske, at hvis man i Arktis skal optræde samlet, så skal det være Nuuk, der fører ordet, ikke København.

I det hele taget virker det som om, det er nødvendigt at 'fortynde' Rigsfællesskabet for at bevare det. Hvis ikke Færøerne og Grønland får friere rammer til at føre deres egen udenrigspolitik, er det ikke sikkert, at der bliver et Rigsfællesskab at fejre i 2121. Så måske bliver Rigsfællesskabets tid for bordenden i Arktisk Råd fra 2025 ikke et dansk formandskab, men et grønlandsk. Men vil de andre arktiske stater mon acceptere det? Når nu de selv har oprindelige folk og arktiske regioner med mere eller mindre selvstyre, som kunne blive inspirerede af Grønlands eksempel?

Rigsfællesskabet bliver stadigt mere indviklet og udviklingen i Arktis går stærkt - med både klimaforandringerne og de geopolitiske forskydninger. Når dynamikkerne mødes, kan det blive svært at manøvrere - for Selvstyret, for de danske myndigheder og for fremmede magter.

Teksten er en redigeret udgave af indledningen til et temanummer af Økonomi & Politik om Arktiske Relationer

Ulrik Pram Gad er seniorforsker ved DIIS & Marc Jacobsen er postdoc ved Scott Polar Research Institute, Cambridge University.

Dele af konferencen "1721+300=2021" er åben for offentligheden. For tilmelding og information se her.