Global Green Growth Institute – Klimabistand på første klasse

De sidste dage er der sikkert en del folk i Danmark som undrer sig over, hvad Global Green Growth Institute er for en institution. I medierne præsenteres den som en klimaorganisation der arbejder for grøn vækst i udviklingslandene. På deres egen hjemmeside kan det læses, at organisationen er drevet af progressive regeringer der arbejder for en bottom-up tilgang til klimaforandringer og miljømæssige udfordringer i udviklingslande. Det lyder jo godt alt sammen, og Danmark støtter også organisationen med 90 millioner kroner om året fra vores udviklingsbistand.

Men historien om GGGI er mere end en historie om en international organisation, der har til formål at skabe grøn vækst i udviklingslande. Ved sin grundlæggelse i 2010 var Global Green Growth Institute et udspring af Sydkoreas grønne vækstplan, som blev lanceret af daværende præsident Lee Myung Bak i 2008. Vækstplanen var et ambitiøst projekt som i perioden 2009 – 2013 afsatte 2% af GDP eller ca. 107 milliarder dollars til grønne vækstprojekter. Det skulle skabe en grøn økonomi i Sydkorea, en million nye jobs, og reducere Co2 udslippet. Det var et initiativ som hurtigt fik international bevågenhed og skulderklap med på vejen.

Kort efter annonceringen af vækstplanen udgav en række koreanske fagforeninger og miljøorganisationer et åbent brev på engelsk, som beskrev præsidentens grønne vækstplan som udemokratisk, nepotistisk og en potentiel miljøkatastrofe. De påpegede at næsten 40% af de 107 milliarder var en form for slet skjult økonomisk stimulus til præsidentens gamle kolleger i byggebranchen (Lee Myung Bak er tidligere direktør for Hyundai Construction). De 40% skulle bruges til det som blev præsenteret som et restaurerings- og klimatilpasningsprojekt af de fire største koreanske floder. Derudover påpegede de, at den primære form for CO2-reduktion ville komme fra bygningen af 12 nye atomreaktorer. Miljøorganisationerne fik dog ikke medhør internationalt. Tværtimod, Præsident Lee Myung Bak blev hyldet som manden bag et miljømæssigt paradigmeskifte i Østasien af organisationer som Verdensbanken og OECD.

I 2013 kan vi nu kigge tilbage på præsidentens femårsplan og se, at miljøorganisationernes spådomme stort set er gået i opfyldelse. De 107 milliarder dollars har skabt mindre end én procent af de jobs der blev lovet. Det såkaldte flodrestaureringsprojekt kostede 7 milliarder dollars mere end projekteret, og vandkvaliteten i de koreanske floder er forværret, selvom formålet bag projektet var at forbedre kvaliteten. Tusinder af kulturhistoriske områder blev bulldozet i forbindelse med byggeriet, og nu viser det sig, at kvaliteten af byggeriet er så dårlig, at vedligeholdelsesbudgettet vurderes til at blive ti gange højere end antaget. Alle 25 byggefirmaer involveret i projektet, inklusive store konglomerater som Hyundai og Samsung, har været ransaget af politiet under mistanke om korruption og bestikkelse i forbindelse kontraktforhandlingerne. Den 12. september i år blev formanden for den etiske overvågningskommission afsat, da det viste sig, at han havde samarbejdet med et af byggefirmaerne i udbudsperioden. På atomkraftsiden blev flere reaktorer lukket ned i sommer, da det kom frem at flere komponenter til reaktorerne ikke er blevet testet. Leverandørerne havde i stedet bestukket tilsynsmyndighederne for at opnå de nødvendige certificeringer. På nuværende tidspunkt er over 100 statsansatte og virksomheder anklaget for korruption og forfalskning af certificeringer.

Global Green Growth Institute blev lanceret af Præsident Lee Myung Bak i 2010. Det officielle formål var at udbrede Sydkoreas erfaringer med grøn vækst til primært udviklingslande. Men flere koreanske akademikere påpeger, at GGGI primært havde til formål at legitimere præsidentens vækstplan i hjemlandet ved at skabe anerkendelse for projektet fra det internationale samfund, og samtidig etablere nye markedsmuligheder for koreanske virksomheder og teknologier i højvækstlande (herunder atomteknologi). For at det kunne lade sig gøre, var det dog nødvendigt at få lande med en grøn profil til at støtte op om GGGI, og Danmark var det første land til at bide på krogen. Herefter fulgte lande som Norge og markante klimaeksperter som Sir Nicholas Stern. Det undrede åbenbart ingen, hvordan Sydkorea kunne dele erfaringer fra sin egen grønne vækstplan kun et år efter, at den var påbegyndt. Måske var Danmark så forhippet på at finde et nyt klimaparadigme efter fiaskoen ved COP15 i 2009, at de lidt for ukritisk tog GGGI til sig?

I dag støtter Danmark GGGI med 90 millioner over en treårig periode fra den danske udviklingsbistand. GGGI skal hjælpe udviklingslande med at skabe grønne vækststrategier og dele erfaringerne fra grøn vækst-ledere som Danmark og Sydkorea. På den baggrund er det lidt problematisk at GGGI-grundlæggerens præsidentembede er blevet synonymt med nepotisme, korruption, og miljøødelæggelser, og at organisationens formand flyver på 1. klasse, kører i limousine og bor i luksussuiter. Hvad værre er, er at Sydkoreas grønne vækstplan, grundlaget for GGGI, har vist sig at være alt andet end miljø- og klimavenlig. Hvis udviklingslandene følger Sydkoreas og GGGI-frontfigurernes eksempler, får vi nok brug for en planet eller to mere. Måske er det på høje tid, at Danmark tager sit medlemskab af GGGI til genovervejelse.