Artikel

FAO opfordrer til nytænkning

- også i dansk landbrugsproduktion

For nogen vil det nok komme som en overraskelse, at landene i Afrika syd for Sahara og Mellemamerika med deres lave arealudbytter (under 2 tons korn pr. hektar) til sammen står for en større del af verdens kornproduktion end landene i Europa og Nordamerika, hvor en industriel landbrugbrugsproduktion sørger for arealudbytter på over 6 tons korn pr. hektar. Det er imidlertid det, som en opgørelse viser, som forskere fra landbrugsuniversitet i Wageningen i Nederlandene har udført på baggrund af tal fra FN's landbrugs og fødevareorganisation FAO. Der ligger med andre ord efter forskernes vurdering en kæmpe mulighed for at øge verdens fødevareproduktion - og endda i respekt for naturgrundlaget - ved at øge de gennemsnitlige arealudbytter for de millioner af familiedrevne smålandbrug i de afrikanske og mellemamerikanske lande fra 1 eller måske 1,5 tons pr. hektar til f.eks. blot 2 tons korn pr. hektar.

Samtidig viser beregninger fra forskere fra Universitetet i Minnesota i USA, at kun en tredjedel af de kalorier, som produceres i de såkaldte ’højproduktive’ lande, reelt ender i fødevarer. Resten anvendes til biobrændsel, til industrielle produkter eller går tabt i kvægproduktionen. Til sammenligning er det mellem 60-90% af de kalorier, der produceres i landene med de laveste arealudbytter, der leveres som fødevarer. For at nå FN's verdensmål om at stoppe sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedret ernæring, samt fremme bæredygtigt landbrug (Verdensmål 2) skal der således ikke alene tænkes nyt i forhold til landbrugsproduktionen i lande med lav arealproduktivitet i lande f.eks. i Afrika syd for Sahara og i Mellemamerika, men også i f.eks. EU og Nordamerika.

Læs mere:

Cassidy ES, West PC, Gerber JS, Foley JA. 2013. Redefining agricultural yields: from tonnes to people nourished per hectare. Environmental Research Letters 8:034015. doi: 10.1088/1748-9326/8/3/034015.

FAO. 2017. The future of food and agriculture – Trends and challenges. Rome.

Tittonell, Pablo. 2015. Produce more in western countries? http://www.pablotittonell.net/2015/06/whos-producing-our-food/

DIIS Eksperter

Helle Munk Ravnborg
Bæredygtig udvikling og regeringsførelse
Seniorforsker
+4525471657
En verden uden sult kræver også nytænkning i dansk landbrug
Jyllands-Posten, 2017-03-16T01:00:00