DIIS Comment

Droner kan blive et nyt middel til terror

Flere lande har forhindret terroraktioner, hvor kommercielle droner skulle spille en rolle. Droner kan afløse selvmordsbombere, men myndighederne er på vagt.

Kommercielle droner bliver mere og mere avancerede og kan samtidig nemt styres fra en smartphone eller en iPad efter ganske sparsom træning. Især udviklingen inden for automatisering og evnen til at løfte en stadig større vægt er ikke gået terroristernes næse forbi. For i en verden, hvor myndighederne bruger stadig skrappere midler mod terror, er de kommercielle droner en billig og let måde at få adgang til områder, som det efterhånden er umuligt for terrorister at komme nær. Og hvis dronerne kan bære en sprængladning, så har vi opskriften på en billig, let tilgængelig teknologi, der effektivt kan afløse selvmordsbomberne.

Både Tyskland, Spanien, USA og Egypten har på det seneste afværget terrorplanlægning, hvor droner var udset til at spille en rolle. Selv om efterretningstjenesterne er sparsomme med oplysninger, må man formode, at dronerne i disse tilfælde skulle bruges til rekognoscering. Ved at anbringe et kamera på dronen, kan den flyve ind over et område, hvor adgang ellers ikke er muligt, og fotografere det til brug for senere planlægning af terror. Risikoen for at blive opdaget er lille, da droner dels er svære at opdage, dels er svære at stoppe. Og bliver terroristen alligevel opdaget, så kan denne jo altid spille en uskyldig fotograf, der ikke kendte til det afspærrede område – og måske slippe med en mindre bøde.

Udviklingen af kommercielle droner har for alvor taget fart i de senere år, og for 2-3000 kroner er det i dag muligt at købe en komplet drone med fjernstyring via iPad og indbygget autonomivia GPS, dvs. evnen til atflyve en forprogrammeret rute, så der ikke behøver at være forbindelse til operatøren, og så den dermed bliver sværere at stoppe.Det er et ganske normalt forbrugerkøb, og derfor er der ikke krav om registrering eller særlig uddannelse før et køb. Efterretningstjenesterne kan derfor ikke kontrollere, om det er en glad fotoentusiast eller en terrorist, der har købt en drone. Sådanne helt almindelige droner er allerede set anvendt af narkosmuglere ved den mexicansk-amerikanske grænse, og vi har måske også været vidne til rekognoscering forud for terror, idet Frankrig i februar har oplevet droner over flere myndigheders bygninger og Eiffeltårnet – ingen har indtil nu kunnet forklare deres tilstedeværelse og dermed forhindre dem i at flyve uden tilladelse. Endnu mere interessant for terrorister er det, at nogle af de kommercielle droner kan medbringe våben, der kan ramme mål, terroristerne ellers ikke ville have adgang til.

Myndighederne frygter, at de kommercielle droner får så stor nyttelast, at de kan medbringe sprængladninger af en sådan størrelse, at de udgør en fare. På nuværende tidspunkt kan de almindeligt tilgængelige droner ikke bære en særlig stor last – oftest kun et mindre kamera, men der er ikke noget teknologisk til hinder for, at det snart er muligt at løfte større last med selv helt almindelige legetøjsdroner. Når det sker, står samfundet over for en trussel, der er meget svær at imødegå.

Selvfølgelig kan der gøres en del for at hindre kommercielle droner i at udgøre en fare. Først og fremmest kan området i højere grad reguleres, så for eksempel droner med en større lasteevne kræver kørekort og registrering. Desuden kan man udstede forbud mod overflyvning af bestemte områder. Det sidste er allerede reguleret i forbindelse med lufthavne og visse myndigheder, herunder kaserner, men ofte ikke ved almindelige myndighedsbygninger eller forsamlingssteder. Endvidere kan myndighederne forlange, at dronerne kun kan styres over bestemte frekvenser, som myndighederne om nødvendigt kan jamme (udsende støj, så dronerne ikke kan styres). Myndighederne kan også forlange, at kommercielle droner kan afbrydes via en radioudsendt kode, som kun de har adgang til. Hertil kommer så forskellige mere offensive tiltag som adgang til radar, kameraer og mikrofoner til at opdage droner og ikke mindst anordninger til at nedskyde droner, der flyver over forbudt område. Imidlertid er de kommercielle droner så små, at de i er svære overhovedet at opdage.

Som det ser ud i dag er området desværre relativt ureguleret, så reelt har terroristerne næsten frit spil. Derfor er droner interessante for terrorister og noget, som vi i fremtiden kan forvente at se mere af.

Regioner
Sydafrika
Droner kan blive et nyt middel til terror