Danmark har juridisk ansvar for fejlbombning i Syrien

To danske F-16-fly deltog lørdag i et angreb i Syrien, hvor den amerikansk-ledede militærkoalition mod Islamisk Stat ramte en syrisk militærposition og dræbte 60 syriske soldater. Inden det politiske efterspil kommer til at dominere, er det værd at se på, hvordan krigens love regulerer sådanne fejlbombninger.

Alle kamphandlinger skal overholde det grundlæggende folkeretlige princip om distinktion. Distinktionsprincippet handler kort sagt om, at krigsførende parter som udgangspunkt ikke må skyde efter andet end lovlige militære mål. I det her tilfælde besværliggøres anvendelsen af distinktionsprincippet, fordi der er tale om personer i uniform, som dog hverken er fjender eller allierede. Men når Danmark og koalitionen ikke indgår i en væbnet konflikt med Syrien, må vi ikke skyde efter syriske soldater. Derfor må fejlangreb på syriske styrker principielt ligestilles med fejlangreb på civile personer for så vidt, at de for os ikke er lovlige militære mål.

Spørgsmålet er, om der i dette konkrete tilfælde er tale om en fejlbombning, som kan regnes for det, der i dansk jura hedder ”utilsigtede følgeskadevirkninger”, og som ifølge krigens love er lovlige. Kriteriet for, at der juridisk set kan være tale om utilsigtede følgeskadevirkninger, er, at reglerne om militær nødvendighed og proportionalitet er opfyldte. Endvidere, og helt centralt, at man i det konkrete angreb har udtømt alle muligheder for at udvise forsigtighed.

En vurdering af, hvorvidt der er tale om lovlige utilsigtede følgeskadevirkninger eller ulovlige angreb på grund af manglende udvisning af forsigtighed, er en juridisk vurdering, som nationer i visse tilfælde kan være folkeretligt forpligtet til at gennemføre. Den danske militærmanual er meget omhyggelig med at understrege, at denne folkeretlige forpligtelse til at iværksætte undersøgelser ved drab på civile kun omfatter ”mistænkelige” dødsfald. Manualen beskriver ikke nærmere, hvori det mistænkelig kan bestå.

Jeg vil dog mene, at ”mistænkelig” her indbefatter situationer, hvor det er uklart, hvorvidt de anvendte forsigtighedsforanstaltninger har været tilstrækkelige. Endvidere kan der argumenteres for, at det er god skik at iværksætte undersøgelser i tilfælde, hvor fejlangreb har medført særlig store tab på personer, der ikke er omfattet af de umiddelbare kamphandlinger.

Hvis de danske fly medvirkede i et angreb, der kostede 60 syriske soldater livet, mener jeg ikke, vi som nation kan undgå disse spørgsmål om juridisk ansvar. Navnligt mener jeg, der er grund til at se på, hvorvidt de anvendte forsigtighedsforanstaltninger har været tilstrækkelige. Det handler om måludpegning og verifikation fra koalitions ledelse, informationsdeling til dem der har gennemført angrebet, samt de procedurer for forsigtighed, der har været anvendt i forbindelse med selve gennemførslen af angrebet – uafhængigt af om vi har sympati for de syriske tropper eller ej.

For Danmark trænger spørgsmålet sig på: Har vi som koalitionsmedlem et nationalt ansvar for at udvise forsigtighed i militære angreb udført under koalitionsledelsens kommando? Hvis vi ser på NATO-ledede operationer, gælder det princip, at de enkelte nationer har det fulde ansvar for at overholde sine folkeretlige forpligtelser. Og i tilfældet med koalitionen mod Islamisk Stat kan USA naturligvis ikke påtage sig ansvar for fejl og eventuelle brud på folkeretten begået af enkelte koalitionsdeltagere.

Derfor mener jeg, at svaret er et klart ja. Danmark har som koalitionsdeltager et individuelt nationalt juridisk ansvar. Det er således Danmarks eget ansvar at sikre sig at de måludpegninger, vi får udleveret af koalitionsledelsen, er korrekte. Hvis vi i gennemførelsen af angreb rammer personer som ikke er en del af kamphandlingerne, er det ligeledes vores ansvar alene. Således er det også et individuel nationalt ansvar for Danmark at undersøge fejlangreb, som det vi har set i weekenden.

Det danske auditørkorps’ mulighed for at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af koalitionsledelsens beslutningsgrundlag er dog lig nul, idet dette ville indebære en undersøgelse af blandt andet den amerikanske militære efterretningstjeneste. Med mindre USA er parat til at udlevere materiale til det danske auditørkorps, er der intet materiale at basere en undersøgelse på.

Således udstiller denne sag, at selv om Danmark folkeretligt og vel også moralsk set opererer under et national ansvar, så har vi som nation og befolkning reelt ingen mulighed for at efterprøve spørgsmål om ansvar, når vi deltager i en militær koalition som denne.