Biodiversitet i tilbagegang: Skal vi frede 50 pct. af jorden?

En nylig FN rapport cementerede alvoren af verdens anden store miljøkrise, nemlig det drastiske tab af arter og økosystemer. Vi er for længst forbi den tid, hvor det bare var næsehornet, det var synd for. Tilbagegangen i biodiversitet truer med at underminere den globale fødevareproduktion, sundhed og økonomi.

Så hvad gør vi? I den faglige debat om løsningerne står to forskellige tilgange frem:

Én fløj mener, at vi skal frede os ud af det. Et eksempel er det såkaldte Half Earth projekt og andre beslægtede tiltag, som foreslår at udlægge 50 procent af jordens overflade til naturbeskyttelse. En gruppe prominente biologer og Hollywood-kendisser argumenterer for, at dette er den eneste måde, hvormed biodiversiteten kan holdes på en fornuftigt niveau.

En anden fløj i diskussionen mener, at vi skal anerkende den antropocæne virkelighed, hvor intet længere er ´vild natur´. I stedet må vi samtænke natur og samfund og indrette vores økonomi og produktion, så den understøtter og indeholder biodiversitet i det daglige. Fortalerne for denne tilgang påpeger desuden, at traditionel fredningstilgang er amoralsk, fordi den vil ramme fattige mennesker i syd, og at forsøg på at adskille mennesker og natur er nytteløse.

Argumenterne fra den sidstnævnte fløj er svære at komme udenom. Fredning nytter ikke meget, hvis vi ikke sætter ind mod dét, der grundlæggende driver biodiversitets-krisen, og det er på høje tid, at vi kommer ud over forestillingen om, at natur og samfund kan adskilles.

Det betyder dog ikke, at fremtidig fredning af vigtige økosystemer helt skal droppes. Men i stedet for at udlægge enorme arealer som mennesketomme områder, skal vi se dem som steder, hvor der godt kan leve mennesker, som forvalter naturressourcerne bæredygtigt. Sådanne tilgange er der heldigvis goder erfaringer med, som man kan bygge videre på.